Six Senses er lig med luksusvillaer med en minimalistisk indretning – og gerne med fokus på økologiske og miljørigtige løsninger og lokalt producerede byggematerialer.

22.10.2009 tekst: Jens Kristian Lai foto: Pressefotos

Her benchmarkes luksusbranchen

RejserParret bag den luksuriøse spa-og resortkæde Six Senses, Eva og Sonu Shivdasani, har i mere end 10 år sat standarden for en hel branche. Nu er de klar til i miljøets tjeneste at løfte slow life-konceptet endnu en tak.

Solens stråler glimter som guld i vandet, mens den 39-fod lange specialbyggede speedbåd skyder sig frem mod Yao Noi. Den lille thailandske ø ligger sjældent smukt, omgivet af et krystalklart blågrønt hav samt små – og ofte meget stejle – klippeøer beklædt med tæt og frodig jungle.

Egen ugenert villa med havudsigt og tilhørende butler, privat pool samt spa-behandlinger og mad i gourmetklassen 



Allerede før vi lægger til på Yao Noi, er det tydeligt, at der venter en hel speciel oplevelse i den eksklusive ende af skalaen. Foran en række små hvide el-biler – eller golfbiler – står en del af personalet klar til at tage imod os. De er alle klædt i ens hørdragter og vinker og smiler lige så meget, som vi fire, der er om bord på båden.


Stilhed og forkælelse – midt ude i naturen. Bedre bliver det næppe.

Og vi har grund til at smile bredt, for det Six Senses hideaway, vi er på vej til at besøge, er i den absolutte topklasse – hvis man altså er til afslappet og underspillet luksus af den kaliber, der hedder egen ugenert villa med havudsigt og tilhørende butler, privat pool samt spa-behandlinger og mad i gourmetklassen.

Ovennævnte er blot nogle få af de detaljer, der sammen med en gennemført minimalistisk, men hyggelig byggestil og indretning har gjort Six Senses til et verdenskendt brand.


Trods sand og vand i topklasse er stranden på Yao Noi
bestemt ikke overrendt.


Et brand, der siden kæden i midten af 1990’erne åbnede sit første »no news – no shoes« barfods-resort på Maldiverne, har tiltrukket lige dele bryllupsrejsende, ferierende velhavere fra hele kloden samt film- og sportsstjerner og andre kendisser. Det har været en afgørende årsag til, at Six Senses er blevet benchmark for en hel branche og samtidig har sat nye og anderledes standarder for luksusferier.

Succesen har foreløbig ført til en stribe spa- og hotel-resorter og en virksomhedsgruppe med omkring 4500 ansatte. Men succesen har også bragt utallige kopister på banen.


Afslapning går hånd i hånd med velvære, og der er adskellige tilbud til gæsterne inden for bl.a. sport og fitness, og som her tai chi.

Hverken det eller den verdensomspændende finanskrise får dog Sonu Shivdasani, den ene halvdel af parret bag hotelkonceptet, til at ryste på hånden. Og det på trods af at finanskrisen allerede har medført en større afskedigelsesrunde, og at flere i gruppens hovedkontor i Bangkok har måttet acceptere lønnedgange mod til gengæld at få aktier.

»Der vil altid være folk, der har brug for at slappe af, og som har råd til ikke at gå på kompromis. Vi lever i internetalderen, og mange er stressede ud over det holdbare.

Tænk bare på den travle forretningmand, der kan tage slipset af og få nogle ugers opladning for krop og sjæl og tænke og reflektere over livets store spørgsmål,« lyder det næsten filosofisk fra Sonu Shivdasani, der heller ikke er bange for, at kopister skal ødelægge Six Senses-brandet.

Der vil altid være folk, der har brug for at slappe af, og som har råd til ikke at gå på kompromis. Vi lever i internetalderen, og mange er stressede ud over det holdbare 



»Nej, for de kan kun kopiere de fysiske ting. De kan godt kopiere vores vinkældre og f.eks. lave villaer, der har større pools end vores, men de kan ikke kopiere sjælen i de ting, vi gør. Det er et sense of living for os,« siger Sonu Shivdasani med henvisning til filosofien om slow life, der i hans terminologi står for ordene: Sustainable, local, organic, wholesome, learning, inspiring, fun, experiences.


Med egen pool, store solterasser og overdækkede afslapningsområder med bløde daybeds osv., kan det være svært at forlade sin villa for at tage på stranden
eller bare på sightseeing.


»Tag vores økologiske grøntsagshaver. Mange af vores gæster kommer fra storbyer som f.eks. London, Paris eller New York, og der er de vant til at få grøntsager, der ofte er flere dage gamle. Hos os er de helt friske.

De kommer lige fra haverne, og det er vigtigt for os, for bare en frisk salat kan være en lille luksus,« forklarer Mr. Six Senses, der som et eksempel på, at hele kæden konstant har fokus på innovation og udvikling af brandet, nævner klima- og miljøområdet.

»Miljø- og klimaspørgsmål ligger os meget på sinde, og vi har en stor udvikling på disse felter – lige fra at vi helst benytter lokalt fremstillede produkter, til at vi f.eks. på Soneva Fushi (i Maldiverne, red.) køler med havvand – vi har tre kilometer lange rør liggende på havbunden – i stedet for aircondition. Alene det har halveret vores CO2-forbrug.«


Er man til en helt privat dinner – f.eks. på sin egen terrasse – er det bare om at give butleren besked, og kokke og tjenere står straks klar.

Netop CO2-forbruget spiller en nøglerolle for Six Senses og koncernens fokus på det, Shivdasani & Co. kalder »intelligent luksus.« Drømmen er, at Soneva Fushi er helt CO2-neutralt allerede næste år, mens de andre resorter i gruppen ved hjælp af bl.a. vindmøller og solfangere skal være det inden for en lidt længere årrække, lyder det fra 43-årige Sonu Shivdasani.

Da Pleasure spørger ham, om han kan se et paradoks i, at mange af hans gæster rejser mere end halvdelen af kloden rundt for at komme til et resort i f.eks. Vietnam, Mauritius eller Oman – og derved forårsager en stor CO2-udledning – når Six Senses samtidig forsøger at skærpe sin miljøprofil, kommer svaret prompte:

»Jo, det kan jeg da. Og luftfarten står foran store udfordringer på den front. Faktisk står selve flyrejsen for 80 pct. af CO2-udledningen, mens vi står for de sidste 20 pct., når vores gæster holder ferie hos os. Så vi kan, når vi bliver helt CO2- neutrale, kun nedbringe udledningen de 20 pct. Men det vil vi gøre så hurtigt, som vi kan. Og det er mit håb, og min tro, at det vil blive standard i branchen om nogle år.«


Intelligent luksus er et nøgleord for Sonu Shivdasani, og det handler bl.a. om at skabe de mest miljørigtige løsninger på de mange Six Senses-resorter.

Læretid på Eton og Oxford

Stemmen gløder, når samtalen falder på bæredygtighed og miljøspørgsmål, og ordene flyder i en lind strøm og med en klassisk engelsk accent ud af munden på Sonu Shivdasani. Han kommer fra en velhavende indisk familie og er født og opvokset i England, hvor han blandt andet studerede på Eton College og Oxford University.

Mens han gik på universitetet, røg en blond svensk model ved navn Eva Malmström direkte ind på alverdens magasinforsider. Mere end 100 forsider blev det til på magasiner som Vogue, Marie Claire og Elle.

Luksus forstået som kvalitet og harmoni i alt fra valget af farver til stilen på toiletrulleholderen 



Eva Malmström tabte dog allerede i slutningen af 1980’erne sit hjerte til Maldiverne under en fotooptagelse. At hun senere skulle komme til at drive øernes vel nok mest prominente resort, der samtidig skulle blive startskuddet til Six Senses-kæden, havde hun på det tidspunkt ingen anelse om.

Det var først, da hun et par år senere mødte Sonu Shivdasani under et grandprix i Monaco, at brikkerne til eventyret så småt begyndte at falde på plads. De to nyforelskede fandt hurtigt ud af, at de delte passionen for paradisøerne i det Indiske Ocean. Så tre år efter mødet i Monaco blev de gift, og bryllupsrejsen tilbragte de på en stribe af datidens mest eksklusive hoteller og resorter – og naturligvis kom de også forbi Maldiverne.


Aftenstemning med upoleret charme. Helt i tråd med økoånden er drivtømmer og bambus de foretrukne byggematerialer.

Med i bagagen var tankerne om selv at etablere et unikt hotelkoncept baseret på alle vores sanser – inklusive den sjette sans. Heraf navnet Six Senses. Målet var et unikt resort, hvor al luksus er af den mere underspillede og mindre forgyldte slags – og dermed ingen kæmpe byggerier med marmor og fine guldvandhaner eller overdådige springvand med indbyggede lyssøjler.

Nej, luksus forstået som kvalitet og harmoni i alt fra valget af farver til stilen på toiletrulleholderen, krydret med en minimalistisk indretning – gerne med fokus på økologiske og miljørigtige løsninger som f.eks. drivtømmer fra havet, bambus og lokalt producerede byggematerialer.


Mange af villaerne på Yao Noi har en fantastisk udsigt over et blåt hav med små
stejle klippeøer.


Rejsen blev begyndelsen til det verdensberømte Soneva Fushi, der åbnede på Maldiverne i 1995 – og netop det resort blev samtidig startskuddet til kæden, der siden har erobret mange hjerter over hele kloden hos spa- og gourmet-elskere med hang til afslapning på første klasse.

Det er en afslapning, der kun forstyrres af behagelige spørgsmål som f.eks., hvilken slags hovedpude, man ønsker – der er op mod 20 forskellige at vælge imellem – hvilken slags sæbe, man ønsker, hvornår man foretrækker at få gjort rent i sin villa, og hvad man gerne vil have i sin minibar.

Enkelte, for eksempel oliesheiker fra mere konservative miljøer i Mellemøsten, nyrige russere eller mere traditionsvante amerikanere, har dog af og til haft svært ved at sluge dele af konceptet. Spørgsmål som »Hvorfor er der ingen duge på bordene?« og »Hvorfor kan jeg kun få lokalt vand på flaske?« har næsten stået malet i ansigtet på dem, inden de efter et par dage oftest er blevet overmandet af slow life-konceptet.

De fleste kan formentlig være enige om, at maden er i den ypperste gourmetklasse – og dermed helt i tråd med ånden i Six Senses 



Om end der er dem, der aldrig helt vænner sig til at dele udendørs bruser med myg eller firben – heller ikke selvom sidstnævnte officielt er udnævnt til at være »our lucky mascots«, fordi de spiser førnævnte myg i de grønne omgivelser, der naturligvis kun bliver sprøjtet med en speciel frøolie – ikke noget med gift her.

På Six Senses Hideaway-resortet på øen Samui ses disse kultur- og forventningssammenstød også på en lidt sjov måde. Resortet huser nemlig en usædvanlig hip gourmetrestaurant, der flere gange er blevet udråbt som et af Thailands absolut bedste og mest innovative spisesteder. Og det siger ikke så lidt.


Eva og Sonu Shivdasani mødtes tilfældigt i Monaco og blev forelskede. Hun var tidligere tøjdesigner og fotomodel, og han var færdig med universitetet. Sammen skabte de Six Senses.

»Dining on the rocks,« som stedet kaldes på grund af sin placering yderst på en klippe ud over havet, byder på eksperimenterende oplevelser i særklasse. Efter et par drinks i den hyggelige bar, hvor man kan nyde afdæmpet musik fra et liveorkester, behagelige aftenbriser fra Siambugten samt de små lys fra blækspruttefiskernes både, bliver man anvist et bord.

Akkurat som hver villa har tilknyttet en butler, har hvert bord sin egen tjener, der gør sit yderste for, at middagen skal blive en oplevelse. Og det hjælper menukortet i høj grad med til, idet det for de fleste nok vil være overraskende, at menuerne har navne som f.eks. »kyllinge-burrito med rester fra i går«, »tunsalat fra dåsen i sandwich« og »and med popcorn og cola-sovs.«


Resortet på Samui, hvor billedet stammer fra, huser en eksperimenterende
gourmetrestaurant, der selvfølgelig kaldes »Dining on the rocks.«


Smag ud over alle sanser

Overraskelsen bliver ikke mindre, når tjeneren kort efter kommer ind med de bestilte retter. Således bliver f.eks. tunretten serveret i en blikdåse – som man kender den fra supermarkedet. Dåsen er gemt i en brun papirspose på en tallerken, og tunen er i øvrigt rå.

For de fleste er det et skønt og komisk optrin på en restaurant af den kaliber. For nogle få er det luksus af den lidt for alternative og underspillede slags. Til gengæld kan de fleste formentlig være enige om, at maden er i den ypperste gourmetklasse – og dermed helt i tråd med ånden i Six Senses.

borsen statistik bnt
Land
Thailand
Se også
10 mio. kr. for verdens mest luksuriøse rejse
Her ligger verdens bedste hotel
Fem stjerner til Rigets nordligste luksushotel
Fakta
Om Six Senses • Six Senses har flere forskellige underbrands målrettet forskellige ferieønsker. Er man f.eks. til ultimativ ro, privatliv, fordybelse og afslapning, skal man gå efter de såkaldte Six Senses hideaways. Er man til den totale og rendyrkede spa-oplevelse er Six Senses Spas løsningen, mens Evason er lidt billigere og lidt mere rettet mod unge og børnefamilier, mens Soneva satser på intelligent luksus. • Det første resort blev etableret i 1995, mens det første spa blev etableret i 1997. I dag er der op mod en snes Six Senses-hoteller og 30 spa-lokaliteter i kæden. De fi ndes i bl.a. Thailand, Maldiverne, Oman og Vietnam, ligesom der er mindre day-spaer på flere vestlige hoteller og planer om nyetableringer inden for få år i bl.a. Marokko, Grækenland og Spanien. • Priserne for ophold svinger meget, alt efter om der er tale om høj- eller lavsæson, og efter hvilken spa-pakke man ønsker, ligesom en havudsigt, der kan være fuldstændigt fortryllende på f.eks. Yao Noi, koster mere. Ofte har rejsebureauer særlige priser på Six Sensesophold fra omkring 2000 kr. pr. overnatning – alt efter sted, sæson og villaens størrelse. Læs mere på www.sixsenses.com
Børsen Weekend
 
 
 

Seneste rejse artikler


 
 
 

Seneste