Villa Excelsior ligger centralt placeret og har gennem sin historie lagt værelser til både adelige og gejstlige.

13.10.2008 tekst: Karen Fredslund Ellegaard foto: News/2 og Villa Excelsior

Aristokratisk skioplevelse

RejserEn flig af fordums glans finder man på det lille hotel Villa Excelsior i østrigske Bad Gastein. Her kan man sove i samme seng som Sigmund Freud gjorde, og bo, hvor fyrster, adelige og selveste pave Johannes Paul og Pave Benedict XVI var faste gæster.

På alfarvej, en kort spadseretur fra centrum i Bad Gastein i de østrigske Alper, ligger Villa Excelsior på den stejle bjergside med udsigt til Gasteinertal. Villa Excelcior er et af byens mindste hoteller med kun 28 værelser, men det har en ganske usædvanlig historie.

Selveste pave Johannes Paul og Pave Benedict XVI var faste gæster 



Christof Erharter er ejer af og hoteldirektør for Villa Excelcior. Han købte stedet for syv år siden kun 23 år gammel, efter at det havde stået tomt og samlet støv og spindelvæv i fire år. Forud var der dog gået 150 år, hvor Villa Excelsior havde anderledes pragt.

I fordums tid – i denne beretning kun omkring 150 år tilbage – strålede Bad Gastein med velstand og leben. I midten af 1800-tallet var det ikke kølige vinterglæder, men sommerlig afslapning, man dyrkede i Bad Gastein.


Den gennemgribende renovering af hotellet har betydet, at det nu er fredet. Rundt omkring kan man støde på møbler, som pengeløse adelige har betalt deres regninger med.

Byen var gennem århundreder kendt for sine helsebringende termer fra varme kilder. De tiltrak konger og kejsere, fyrster og adelsfolk og med dem rige forretningsfolk fra Tyskland, Italien, Østrig og England. Ja, selv medlemmer fra den danske kongelige familie mødtes omkring forrige århundredeskifte med ligesindede under bekvemme forhold. Kejser Wilhelm var en trofast gæst i Bad Gastein og kom der indtil sin død.

Guldforekomster i dalen havde også bidraget med en betragtelig velstand og et blomstrende handelsliv. Senere kom Shahen af Persien og Saudi-Arabiens hersker Ibn-Saud, som lejede byens største hotel til sig og sit følge. I en periode var sloganet for Bad Gastein »Alpernes Montecarlo« på grund af byens kasino.


Uanset hvordan man bor, så er bjergene omkring Bad Gastein ideelle til skiløb.

I denne lille by midt i Hohe Tauern National Park blev der i takt med den gryende velstand opført store og flotte bygninger i Belle Époque-stilen; store og små hoteller og et kasino, der i smuk harmoni falder ind i den sydlandske stil, der præger byen.

Et af dem er det lille hotel Villa Excelsior, der ligger 10 minutters spadseretur fra byens centrum og har en enestående udsigt ud over Gasteinertal. Villa Excelcior, der er tegnet af en italiensk arkitekt og opført i 1859, var fra starten et lille, eksklusivt kurhotel, hvor bl.a. Sigmund Freud igennem syv år var en af hotellet faste kurgæster.

Det karakteristiske ved Villa Excelcior og Bad Gastein i øvrigt er den gennemførte italienske byggestil blandet med salzburger-stilen, som giver byen et venetiansk og wieneragtig islæt.

Gejstlige gæster

Villa Excelcior har gennem tiden haft en del forskellige ejere, og blev kursted for præster og nonner i 1957, da en prælat købte hotellet. Også den tidligere pave Johannes Paul og den nuværende pave Benedict gjorde ophold i Villa Excelcior.

Da prælaten døde for 10 år siden, blev det også enden for Villa Excelciors gejstlige gæster. Egentlig ville man indrette huset til lejligheder, men det kunne ikke lade sig gøre. En gang hotel, altid hotel dekreterer en lokal vedtægt i Bad Gastein. Hotellet stod derfor tomt, indtil Christof Erharter meldte sig som køber.

I dag er hotellet beskyttet af fredningsloven, og intet må ændres 



Christof Erharter stammer fra det eksklusive skisportssted Kitzbühel og er søn af en hotel- og gastronomifamilie. Hans mormor, der stammede fra Bad Gastein, havde fortalt sit barnebarn om Villa Excelcior, hvor hun selv havde været gæst.

»Da min bedstemor fortalte om det skønne lille kurhotel, dannede jeg i fantasien billeder af, hvor smukt hotellet måtte være. Hun fortalte om de fine møbler, om grever og grevinder og andre fine folk, som var gæster der, og hun fortalte om byen og om den dejlige udsigt over hele dalen. Det var et vidunderligt billede for mig,« fortæller Christof Erharter.



»Da jeg selv besøgte Bad Gastein og hotellet, var virkeligheden fuldstændig som i min fantasi, og jeg blev straks betaget af stedet. Ved en tidligere lejlighed havde jeg mødt ejeren, som havde problemer med at skaffe penge til istandsættelse. Ved den lejlighed nævnte han for mig, at jeg kunne få lov til at købe stedet, hvis jeg var interesseret.«

Så i 2002 overtog Christof Erharter Villa Excelcior, og en langsommelig proces med at sætte bygningen i stand begyndte. På loftet fandt han alle hotellets originale, gamle møbler, og efter gamle fotografier gik han i gang med at renovere hotellet i stilen fra omkring 1895. I dag er processen ved at være tilendebragt, og Villa Excelcior bragt tilbage til sin gamle stil.

I dag er hotellet beskyttet af fredningsloven, og intet må ændres. Selv om Bad Gastein igennem årene har undergået store forandringer, er stamgæster fra den tyske og østrigske adel stadig hyppige gæster på Villa Excelcior.

Det fine selskab

Om hotellets fine gæster kan Christof Erharter fortælle mange historier, når man sidder i sidder i hotellets lille bar, der mere minder om en hyggelig stue med antikviteter.

»Det hele skulle altid være fint. Men af og til gik det ikke så godt for de noble grever og baroner, og de havde ikke midler til at betale for deres ophold. I stedet sendte de et fint møbel fra deres slot som betaling,« fortæller Christof Erharter.

Stamgæster fra den tyske og østrigske adel er stadig hyppige gæster på Villa Excelcior 



Han beretter også om tjenere, der ikke sjældent oplevede, at det adelige selskab »valgte« at drikke vand i stedet for den sædvanlige champagne til middagen om aftenen.

Der er også den sandfærdige historie om den østrigske grevinde, der altid medbragte sin pels. Den krævede en del ekstra arbejde, når grevindens værelse skulle gøres i stand.



Pelsen havde nemlig fået møl, så i løbet af natten tabte den ret så mange hår, som lå i bunden af skabet.

»Hvad værre var, at når grevinden forlod hotellet iført sin pels, var der ingen tvivl om, hvor hun havde gået. Det kunne man tydeligt se på trapperne og gulvet,« fortæller hotelejeren.

borsen statistik bnt
Land
Østrig
Region
Alperne
Se også
Alpernes første VIP-klub
Skiløb for enhver smag og evne
Alpernes gemmested for livsnydere
Fakta
Godt at vide Bad Gastein får hver vintersæson besøg af omkring 15.000 danskere. Fra Østrig og resten af Europa tropper 20 gange så mange glade skigæster op for at nyde vinterferien i Gasteinertal, der er et af Østrigs store skiområder med over 200 kilometer pister. Foruden Bad Gastein dækker området Bad Hofgastein og Sportgastein. Byen ligger sydligst i Gasteinertal en times kørsel fra Salzburg. Bad Gastein er en rigtig bjergby, der ligger i 1000 meters højde med brusende vandfald, som går midt gennem byen.
Børsen Weekend
 
 
 

Seneste rejse artikler


 
 
 

Seneste