RejserI franske La Grave sætter verdens sejeste skiløbere og snowboardere hinanden stævne, men der er også plads til knap så seje, men eventyrlystne skigæster.
Første gang man ankommer til den søvnige lille flække La Grave, er det fuldstændig umuligt at forestille sig, at denne franske landsby er hjemsted for noget af verdens mest udfordrende offpiste-skiløb.
En kirke, en række biler og en samling huse er, hvad man bliver mødt af. Striben af butikker, barer og restauranter, som næsten alle franske skibyer indeholder, glimrer ved deres fravær.
Alt skiløb er offpiste og tilmed af den svære og udfordrende af slagsen
Nuvel, helt uddød er byen ikke, men at denne landsby er et mekka for offpiste-skiløbere, der valfarter hertil fra hele verden, er mere end svært at forstå. Men sådan forholder det sig.
La Graves myteomspundne status skyldes, at der med en enkelt undtagelse slet ikke findes præparede pister i skiområdet La Grave-La Meije. Alt skiløb er offpiste og tilmed af den svære og udfordrende af slagsen.

Snow- boarderne har også glæde af offpisteløbet i La Grave og er også en del af det årlige offpisteløb »Derby de la Meije«.
Derfor er byen fast mødested for en række af verdens sejeste skibumser, og dertil besøges den af en række hardcore skiturister. En del af sidstnævnte kommer som endages-turister, mens enkelte også vælger at bo en hel uge i La Grave.
La Grave ligger i 1400 meters højde, og herfra går en efterhånden aldrende kabinelift op til Les Ruillans i 3200 meters højde. Det er her, offpisteterrænet begynder.

Ved indgangen til offpiste-området bliver man advaret om, at løjerne foregår på eget ansvar.
Ønsker man at varme lidt op til udfordringerne, kan det passende gøres på Girose-gletsjeren, der ligger lige oven for. En træklift bringer skiløberne op til 3550 meter på toppen af Dome de la Lauze, der er områdets højeste skibare sted.
Her finder man de to eneste præparerede og afmærkede pister, der fører den korte vej ned til Les Ruillans. Kabineliften fra byen og trækliften op over gletsjeren er områdets to eneste lifter.
Den alvorlige
Ved indgangen til offpiste-området advarer store skilte om, at man nu bevæger sig ud i et upræpareret område, og at det foregår helt på egen risiko. Det kan da også på det kraftigste anbefales at have en stedkendt lokalguide med sig, da nedfarten bestemt ikke er ufarlig.
I gennemsnit dør der hvert år adskillige skiløbere, der enten bliver fanget i laviner, falder i dybe gletsjerspalter eller styrter og slår hoved og krop på klipper
La Grave kan betyde »den alvorlige« på fransk, og skiløbet over byen er bestemt en alvorlig sag. Det er ikke for tøsedrenge, men bestemt heller ikke for de skødesløse og sjuskede.
I gennemsnit dør der hvert år adskillige skiløbere, der enten bliver fanget i laviner, falder i dybe gletsjerspalter eller styrter og slår hoved og krop på klipper.
Gletsjerspalterne finder man på det øverste stykke, der også er det mest stejle. Her er der visse steder en hældning på op til 45 grader, hvilket er ganske meget i offpisten.

10 løbere bliver sendt af sted ad gangen i »Derby de la Meije«. Konkurrencen har kun én regel, ud over at der skal bæres hjelm: Den hurtigste mand vinder!
Til gengæld er det også på det øverste åbne stykke, at man får det fedeste skiløb. Det er her, at man store dele af sæsonen kan boltre sig i herlig knæhøj puddersne, men det er også her, at man i perioder med sparsomt snefald må kæmpe sig vej gennem lumsk skorpet sne samt pukler så store som Folkevogns-bobler. Sidstnævnte udfordringer er i den grad en sag for eksperterne.
Længere nede mod byen foregår det meste af skiløbet mellem skovens træer. Nogle passager er bredere end andre, men det gælder også her om at køre forsigtigt, så man ikke torpederer et træ. Vælger man at køre helt ude i skiområdets udkant ad den såkaldte passage etroit, kan man dog undgå at køre gennem skoven.
Bortset fra visse steder i skoven har man overalt i terrænet en flot udsigt til det majestætiske bjerg La Meije, der sammen med byen La Grave har lagt navn til skiområdet. Med sine 3982 meter er La Meije blot 18 meter fra at gennembryde den magiske fire km-grænse.
En gang om året i slutningen af marts eller begyndelsen af april vågner La Grave op fra Tornerose-søvnen og bliver centrum for en hel skiverdens opmærksomhed
Bjergets højde forårsager, at byen og en del af skiområdet ligger i skygge en stor del af dagen.
Besøger man La Grave som del af en gruppe, hvor ikke alle ønsker at kaste sig ud i offpisten, findes der også råd for det. I en radius af 10 minutters kørsel fra La Grave ligger der nemlig to ganske små skiområder, der begge har præparerede pister.
Størst er området ved den lille landsby Le Chazelet i dalens modsatte side. Her finder man fem lifte, og letøvede, begyndere samt børn kan sagtens få en dag til at gå her. Helt det samme kan man ikke sige om de to små træklifte og de flade pister ved landsbyen Villar d’Arene, der ligger lige oven for La Grave i 1650 meters højde. Her vil alle andre end børn og begyndere hurtigt kede sig.
En gang om året i slutningen af marts eller begyndelsen af april vågner La Grave op fra Tornerose-søvnen og bliver centrum for en hel skiverdens opmærksomhed.
Det sker, når det legendariske »Derby de la Meije« afholdes. I den kommende sæson sker det fredag 2. april, og her samt i dagene op til står landsbyen på den anden ende.
Verdens mest dristige
Løbet tiltrækker nemlig verdens mest dristige offpiste-løbere, ligesom mange almindelige skiløbere med offpiste-erfaring også deltager. Sidstnævnte ikke for at vinde, men for at kunne prale med at have gennemført.
I alt plejer omkring 1000 mennesker at deltage – heriblandt både skiløbere og snowboardere, og der konkurreres i flere kategorier.
I den kommende sæson afvikles det uforlignelige derby i påsken, hvilket forventes at give ekstra meget gang i byen
Reglerne for »Derby de la Meije« er uhyre simple. Alle deltagere starter fra toppen af Dome de la Lauze i 3550 meters højde, og vinderen er den person, der hurtigst når bunden i La Grave i 1400 meters højde. Et fald på 2150 højdemetre, som de hurtigste løbere tilbagelægger på omkring seks minutter!
Man starter fra toppen i hold af 10 løbere ad gangen. Valg af rute må man helt selv bestemme, og den eneste regel er, at det er obligatorisk at bære hjelm. Derudover gælder kun én ting: Hurtigste mand i bund vinder.
I den kommende sæson afvikles det uforlignelige derby i påsken, hvilket forventes at give ekstra meget gang i byen. Så hvis man ikke har andre planer for påskedagene, kunne man jo forsøge sig.












