En villa ned til skærgården med egen bådebro er ikke det værste at eje i Stockholm.

27.09.2008 tekst: Jesper Møller foto: Jesper Møller

Tag på tur i Skærmen

RejserEt besøg i Stockholm er ikke fuldendt uden en sejltur i den omkringliggende skærgård. En spændende bådudflugt går til kongefamiliens residens – Drottningholm Slot.

Der findes ikke mange hovedstæder her på kloden, der er lige så smukt og idyllisk beliggende som Stockholm.

Med sin placering spredt ud på 14 øer er den svenske hovedstad noget ganske særligt, og nærheden til vandet regnes for en af byens største forcer.

Skærgården er meget naturskøn, og derfor er et turistbesøg i den svenske hovedstad ikke fuldendt uden en sejltur i det afvekslende farvand 



Stockholm har sin egen skærgård, hvor man finder ikke færre end 30.000 øer og klippeskær. Man skal således ikke mange minutter uden for byen, før man fra vandsiden kan nyde en helt anderledes rolig og afslappet stemning end den, man oplever i den travle storby.

Samtidig er skærgården meget naturskøn, og derfor er et turistbesøg i den svenske hovedstad ikke fuldendt uden en sejltur i det afvekslende farvand.


Arkitekturen langs vandet er mangfoldig.

Muligheder er der nok af, idet flere turudbydere tilbyder en stribe forskellige sejladser med afgang fra centrum, hvor en mindre armada af udflugtsbåde ligger klar til at fragte oplevelseshungrende turister rundt.

En anbefalelsesværdig tur går ud til Drottningholm Slot, der ligger på øen Lovö. Slottet har siden 1981 været hjem for den svenske kongefamilie. Sejlturen varer mellem tre kvarter og halvanden time hver vej afhængig af, hvor mange steder skibet lægger til undervejs.

Det gode ved denne udflugt er, at man kan kombinere to attraktioner på én og samme tur ved både at få sejlet i skærgården samt set kongeslottet.

Kamp om udsigten

Sejlturen starter lige neden for Stockholms vartegn nummer et – Stadshuset med det høje karakteristiske tårn. Solen skinner, og udsigten er formidabel med de smukke monumentale bygninger på øerne Ridderholmen samt Gamla Stan lige foran os.

Solen skinner, og udsigten er formidabel med de smukke monumentale bygninger på øerne Ridderholmen samt Gamla Stan lige foran os 



Ny og gammel arkitektur blandes på turen ud af byen, hvor husene langs bredderne relativt hurtigt bliver afløst af mere landlige omgivelser. Små strande og skovarealer flankeres af et utal af små øer eller klippeskær. Hovedparten af øerne er ubeboede, mens der på andre er et enkelt hus eller to i den velkendte svenske stil med mørkerøde træbygninger.

Svenskerne er næsten lige så ivrige sejlsportsfolk som os danskere, og talrige mindre både krydser rundt mellem skærgårdsøerne.


Stockholms skærgård vrimler med udflugtsbåde, og der er mange ture at vælge imellem.

Det gode vejr giver trængsel på skibets udsigtsdæk, og det gælder om at bruge albuerne for at få en plads helt ude ved rælingen, hvor udsigten er bedst. Mindre kan dog også gøre det, for med solen i ansigtet og vindet i håret er sejlturen i sig selv en dejlig oplevelse.

Sveriges Versailles

Drottningholms gule hovedbygning bliver stadig større under indsejlingen, og såvel tæt på som på afstand ser den ganske imponerende ud. En majestætisk bygning i mere end én forstand.

Slottet kaldes for Sveriges svar på Versailles, og selvom der er et stykke op til solkongens gamle pragtslot uden for Paris, er sammenligningen ikke helt ved siden af. Man forstår udmærket, at den svenske kongefamilie foretrækker at bor her frem for på det store kongeslot i Gamla Stan.

Begge de to bygninger er smukke, og de var en medvirkende årsag til, at Drottningholm Slot i 1991 blev optaget på UNESCO’s verdensarvsliste over klodens mest bevaringsværdige lokaliteter 



Det er dog bestemt ikke sådan, at kongeparret kan nyde slottet for sig selv. I betragtning af dets størrelse har offentligheden adgang til en overraskende stor del, og dronning Silvia og kong Carl Gustaf må således en stor del af året nøjes med at opholde sig i deres private gemakker i dagtimerne.


Stockholms skærgård rummer en bagatel af 30.000 øer og klippeskær. Foto: Christer Lundin/Stockholm Visitors Board

På dette tidspunkt kan alle nemlig tage sig en rundtur i de storslåede sale og lokaler, der udgør slottets åbne del. Rummene er udsmykket efter alle kunstens regler og rummer en sand overflod af overdådige lysekroner, marmor, ekstravagant møblement samt enorme malerier.

Man kan gå rundt på egen hånd, og denne åbenhed og frihed imponerer. At spadsere rundt uden opsyn og så tæt på de private gemakker var ikke gået i mange andre monarkier.

Flot havekunst

Slotshaven er et kapitel for sig og bestemt en royal familie værdig. Det store haveanlæg rummer såvel fransk, engelsk som kinesisk inspireret havekunst, og specielt den franske del lige foran slottet imponerer.

Det flotteste syn af slottet er da også med det franske haveanlæg og springvandene i forgrunden. Herfra syner haven til gengæld ikke af så meget, men det er der heldigvis råd for. For mens det ikke er tilladt tage billeder inde på slottet, må man godt fotografere fra vinduerne på slottets første sal ud over haven, og set her oven fra kommer den symmetrisk opbyggede have til sin fulde ret.


Drottningholm Slot var den første lokalitet i Sverige, der kom med på verdensarvslisten. Kongefamiliens private gemakker er i den højre lave del af billedet.

Gemt i slotshaven finder man en flere hundrede år gammel kinesisk pavillon, og tæt på slottet ligger et tilsvarende gammelt teater. Sidstnævnte benyttes stadig til forestillinger og er faktisk verdens ældste teater, der stadig er i brug.

Begge de to bygninger er smukke, og de var en medvirkende årsag til, at Drottningholm Slot i 1991 blev optaget på UNESCO’s verdensarvsliste over klodens mest bevaringsværdige lokaliteter – i øvrigt som det første svenske sted på den eftertragtede liste.

borsen statistik bnt
Land
Sverige
Region
Stockholmslän
By
Stockholm
Se også
Det kreative Stockholm
Find varmen i det iskolde paradis
Hippe Stockholm
Fakta
Godt at vide Fra Stockholms centrum kan man komme på en lang række sejladser ud i skærgården. Turene varierer fra korte sejladser på en halv times varighed til heldagsudflugter. Brunch- og dinnercruise er der også mulighed for. De mest populære ture sejles året rundt, mens andre kun er åbne i sommerhalvåret. Et af de smukkeste tidspunkter at sejle i skærgården er om efteråret, når de røde, gule og brune løvfarver komplementerer de mørke skærgårdsklipper sjældent flot. Hvis du kender vejrudsigten, så vælg en dag med tørvejr til en sejltur, da skærgårdens skønhedsværdi daler en del i regnvejr. Læs mere om skærgårds-sejladserne på www.waxholmsbolaget.se, www.strommakanalbolaget.- se, www.cinderellabatarna.se. Drottningholm Slot er åbent året rundt for besøgende. Fra maj til september er der åbent dagligt, mens det fra oktober til april kun er i weekenden. Enkelte dage kan slottet være lukket på grund af officielle arrangementer. Læs mere om slottet på www.kungahuset.se. Rejseguiden »Turen går til Nordsverige og Stockholm« kan med fordel læses før og under en rejse til den svenske hovedstad. Læs mere om Stockholm på www.stockholmtown.com.
Børsen Weekend
 
 
 

Seneste rejse artikler


 
 
 

Seneste