RejserHistoriske Dorset er ærke-engelsk, og landsbyerne slanger sig i bakkerne. Især Shaftesbury er betagende med sine stråtækte huse og brostensbelagte, snævre gader.

Hvis man har sat sig for at besøge den kendte engelske by Salisbury, der ligger lige på grænsen mellem Wiltshire og Dorset, så gør man klogt i at sætte en dag af eller to af til at foretage en afstikker til den lille by Shaftesbury, der ligger smukt forankret inde i Dorset, ca. 45 minutters kørsel fra Salisbury.

Her finder man simpelthen alt det, man forbinder med en hyggelig engelsk landsby 

Selvfølgelig skal man da først lige se Salisburys berømte og unikke katedral, der blev bygget i årene 1220-60, og regnes for en af de ypperste i England. Spiret, som er det højeste blandt landets katedraler, kan man se langvejs fra, når man nærmer sig byen.

Det gigantiske og ærefrygtindgydende stenmonument, Stonehenge, som ligger midt i Salisbury Plains åbne vidder, ca. 15 km nord for Salisbury, er bestemt også et besøg værd.

Men når først det er overstået, så sæt endelig kursen mod det skønne Dorset, og frem for alt, mod Shaftesbury, som jeg uden tøven vil betegne som Dorsets perle.

I Shaftesburys snævre gader holder alskens forretninger til.

Shaftesbury er en skøn romantisk lille landsby, som ligger højt placeret på en bakke, med storslået udsigt over Blackmore Vale (Blackmoredalen). Her finder man simpelthen alt det, man forbinder med en hyggelig engelsk landsby, og som vi danskere igennem årene måske bedst kender fra de populære engelske serier om Jane Marple, Barnaby eller Folk & Fæ.

På byens torv, lige ved begyndelsen af High Street, ligger posthuset i en stor gammel stenbygning. Op ad den smalle High Street er begge sider spækket med indbydende butikker. Dame- og herretøj, galleri, fotoforretning, og naturligvis frisøren og pubberne.

Husk at gå på pub

To pubber er især et besøg værd. Den ene er »The Crown Inn«, hvor man serverer den fine øl »Badger« fra det lokale bryggeri, »Hall & Woodhouse«. Mærkværdigvis nok findes denne øl ikke hos den ældste pub, »The Mitre«, som ligger skråt over for. Til gengæld kan man her nyde sin øl på terrassen, sammen med den fine udsigt over de vidtstrakte grønne dale.

Udsigten kan man også få til fods. For enden af High Street, ved resterne af The Abbey Church fra 888 (King Alfred), finder man en gyde, hvor også byens urmager har til huse. Passerer man gyden, befinder man sig pludselig på »Gold Hill« – og navnet snyder ikke.

Med ét forstår jeg, hvorfor så mange mennesker møder deres skæbne i »Barnaby«, når de går nynnende hjem fra pubben igennem de stille mørke gader i landsbyerne 

Her er der en fantastisk udsigt ned mod en brostensbelagt snoet gade, hvor smukke stenhuse og stråtækte huse ligger i niveau, gavl mod gavl. Over husenes tage ser man, så langt øjet rækker, kun de grønne, grønne pletter, som udgør en ikke ubetragtelig del af Englands grønne have. Sådan en by har man ikke lyst til at forlade, men inden man har set sig om, er det blevet aften, og det er på høje tid at finde et Bed and Breakfast.

Det har jeg aldrig haft svært ved før, men her i den travle solbeskinnede august måned, må jeg sande, at det på ingen måde er nemt. »Alt optaget«, lyder det konstant. »No Vacansies«, »Sorry, we are full«, lyder de nedslående meldinger i takt med at mørket indfinder sig, og mulighederne forsvinder.

Den nærliggende landsby, Bradford Abbas, har kun en enkelt pub, den smukke "The Rose and Crown".

Først oppe ved rundkørslen på vejen Ivy Cross finder jeg i det ligeledes tætbelagte nr. 6 en meget venlig mand, der byder mig indenfor, mens han griber telefonen i et forsøg på at hjælpe mig.

»Gør det noget, det bliver et stykke uden for byen?« spørger Ian Holt mig.

Nervepirrende venten

Nej, nej, slet ikke, tænker jeg. Første sted er der, trods venlig og indforstået samtale, ikke bid. Jeg forsøger at virke rolig, men stirrer desperat ud i aftenmørket, og belaver mig så småt på at køre til Salisbury. Men anden gang er den der.

Jeg får kørselsvejledning, takker mange gange og finder efter nogen flakken rundt ud til Cedar Lodge ved Ludwell. Her får jeg en fyrstelig velkomst af Lorraine Dewey, der siger, at jeg hellere må skynde mig, hvis jeg skal nå ned på pubben og spise, før de lukker køkkenet. 15 minutter senere står jeg nede på »The Grove Arms« i Ludwell.

Det er en charmerende by, der består af gamle stenhuse, og den kan også byde på to gamle slotte 

Da jeg skal hjem, synes jeg pludselig, at det er blevet meget mørkt, og jeg må fægte mig vej igennem en lille uoplyst skovsti. Med ét forstår jeg, hvorfor så mange mennesker møder deres skæbne i »Barnaby«, når de går nynnende hjem fra pubben igennem de stille mørke gader i landsbyerne.

Vel hjemme husker jeg at krydse af, hvilken morgenmad jeg ønsker, og stikker sedlen ud på måtten. Foruden den traditionelle morgenmad kan man også vælge laks, kippers eller et hav af andre lækre ting. Til samme pris, vel at mærke!

Jeg har valgt kippers, og efter at have indtaget æg, bacon og pølser næste morgen, kommer der en kæmpe kipper ind på bordet. To katte ser misundeligt til, mens jeg kæmper mig igennem den.


Fra Shaftesbury kan man på ca. 20 minutter nå den noget større middealderby Sherborne.

Det er en charmerende by, der består af gamle stenhuse, og den kan også byde på to gamle slotte. Ruinerne af det ældste, bygget af Roger, biskop af Salisbury, og det andet lidt mere »moderne«, påbegyndt af Sir Walter Raleigh.

Ældgammel pub

Et stykke efter Sherborne, kørte jeg igennem den meget lille by, Bradford Abbas. Igen en typisk engelsk landsby, og hvis ene pub, den smukke »The Rose and Crown«, stammer fra 1300-tallet.

To dage går hurtigt i disse fredelige omgivelser 

Her findes der et helt fantastisk fotografi i sort/hvid, taget i 1934. Fem af pubbens stamgæster sidder bænket side om side ved et langbord. Foran dem står deres pint. Den yngste, Sidney Parsons, er 81. Den ældste, Samuel Ring, er 90. »Lads of the Village«, står der.

Værten viste mig stolt, at han havde fået sat en keglebane op, og insisterede på, at jeg skulle forsøge. Det lykkedes mig at score 8 point uden at ramme de to jublende børn og den glade hundehvalp. Så nu har jeg altså prøvet at spille »skittles«, som det hedder på de kanter.

To dage går hurtigt i disse fredelige omgivelser. Der var mange andre vejskilte, jeg gerne havde fulgt. Vejen tilbage mod det larmende London er lang. Dorset er noget ganske særligt. Og Shaftesbury glemmer man aldrig.