RejserEr det et fatamorgana? Det mageløse månelandskab, den glødende solnedgang eller stjernernes spektakulære lysshow på nattehimlen! Man kniber sig selv i armen adskillige gange på denne 400 km lange ridetur gennem verdens ældste ørken. Men det er hverken solstik eller drømmesyn – den er god nok.

Rideturen til havet er kendt for at være et af de hårdeste – og smukkeste – rideture, turister kan købe for penge 

Namibia har bare alle ingredienserne til et sandt ørkeneventyr med overflod af enestående naturscenarier.

TV Indslag

Se mere Pleasure TV

Der er så eventyrligt smukt og fredfyldt – og samtidig ubarmhjertigt råt her i en af verdens mest golde ørkner, der præger Afrikas mindst befolkede land.

Hver aften ved halv syv-tiden et nyt mirakel – et nyt psyledisk flammende farveorgie, der påminder os om jordens forunderlige dans med solen

Med kun et par mio. indbyggere på et areal, der er 19 gange større end Danmark, er der oceaner af naturskønne og mennesketomme områder at boltre sig på i Namibia, der også betyder ”the land of wide open spaces”. Og den betegnelse holder i den grad vand. Det bekræfter turen ”The ride to the Sea”.

”Rideturen til havet” er kendt for at være et af de hårdeste – og smukkeste – rideture, turister kan købe for penge. En tour de force på udholdenhed og nærvær.

Det er lidt af en styrkeprøve, men mest af alt en lise for krop og sjæl. En ørkensafari som denne blæser sindet rent for stress og dagligdagsbekymringer – og giver smilerynker, og en ordentlig én på opleveren.

Støvsuget gråt månelandskab, karrymalet ørken og pludselig velfriserede bjerge, der ser ud til at strække sig til verdens ende. Vi ryger ud på en krævende klatretur med hestenes ånde i nakken.

Det brusende blå ocean trækker med magnetisk kraft 

Vi skal ride 400 km på ni dage gennem verdens ældste ørken. Vi skal forcere bjerge i 2000 meters højde. Navigere os gennem tæt krat af tornebefængte træer og buske, og må kæmpe os ud af kviksand. Vi kommer til at sukke højlydt over eventyrlige landskaber, solens maleriske op- og nedture og stjernernes festfyrværkeri.

Og så kommer vi selvfølgelig til at flyve ud over stepperne i hæsblæsende galop i selskab med kuduer, zebraer og stenbukke – for at nå målet, og se vand, vand. Det brusende blå ocean, der efter ni dage på gloende sandpapir, trækker med magnetisk kraft.

Mål: Det sydlige Atlanterhav

For målstregen for rideturen er tegnet i vandkanten til det sydlige Atlanterhav ved feriebyen Swakopmund. Og startskuddet, det lyder midt ude i Namibia Ørkenen, 100 km sydvest for hovedstaden Windhoek.

Her bliver vi – 12 rideglade turister med syv nationaliteter – sat af på en af toppene i et grillet bjerglandskab på en isoleret farm/hotel. Herfra, med en panoramaudsigt af dimensioner 1750 meter over havets overflade, går starten på ørkenridtet.

1750 meter over havets overflade, i hjertet af Namibia, lyder startskuddet på den 400 km lange ørkensafari. Efter en god nats søvn og et solidt morgenmåltid på farmhotellet vinker vi farvel til civilisationen

Kursen er stik vest, og det er med en del afrikanske sommerfugle blafrende i maven, at vi forlader farmens trygge rammer og rider ud mod de øde vidder. Man lurer på, om vi mon alle rider over målstregen om ni dage. I den barske naturs vold, blandt glubske rovdyr og sagnomspundne sandstorme, kombineret med menneskers og hestes luner, er der mange ubekendte, der spiller ind og afgør om – og i givet fald, hvordan – vi når Atlanterhavskysten, hele banden; et dusin turister, fem guides og fem løse ”reserveheste”.

Hvordan det gik – om vi alle galoperede hujende i mål i en regn af champagnepropper, og i slutspurten kom over Swakop River, og klarede forhindringsløbet over uendelige rækker af 20-30 meter høje abrikosmalede sandklitter, vil jeg vente lidt med at afsløre.

Alle overlevede

Jeg vil dog godt røbe, at vi alle overlevede turen. Men ikke alle tog de 400 km på hesteryg. Et par ryttere tog et par ridefri dage og hvilede ømme lemmer og bøjede ribben på passagersædet i de medfølgende lastbiler, der fragtede grej, tusindvis liter vand og proviant. Og de ellers så hårdføre – galopivrige og pålidelige – heste fik også halve og hele fridage undervejs pga. overanstrengelse eller skader.

Landskabet i verdens ældste ørkenområde veksler konstant 

Det var ellers en eminent hesteflok. Men det er bare en sej tur, at krydse det isolerede ørkenområde – hvor stepperne strækker sig uendeligt, falder ud over kanten, aldrig ender, hvis man skal tro øjet. Men synet bedrager. Landskabet i verdens ældste ørkenområde, The Namib Desert (langs kysten) og Kalahari ørkenen (i øst) veksler konstant – og udløser heftige udsving på sanseapparatet.

30-40 meter høje klitter af fintmalet sand bølger ud over det abrikosmalede landskab i et sandt forhindringsløb til havet

Èn dag fører vores trofaste ganger os over halsbrækkende stenet grund. Så rider vi super slalom gennem tæt krat af træer og buske, bevæbnede med sylespidse torne og blade, og beboet af flittige edderkopper, der fanger os i deres finmaskede spind. Snart turbotraver vi ind i kuperet månelandskab støvsuget for liv. Vi kommer ud i mineland, og udforsker en nedlagt guldmine med flagermus blafrende om ørerne.

Blå bjerge flimrer

Klogere på ørkenens forunderlige økosystem og landets heftige mineindustri, som den erfarne safarileder Waldi indvier os i undervejs, rider vi mod nye overraskelser ud i knækbrødsagtigt steppeland. Frie som fugle galoperer vi 6-7 km i ét hug hen over øde vidder. Målet er Hakos Mountain Range, som vi skal bestige i 2000 meters højde. På nærmest mirakuløs vis skyder de efter en dags ridt pludselig op i horisonten. Knejsende blå bjerge flimrer i varmebølger forude som et fatamorgana. Men det er ikke en luftspejling.

Vi rider bjergene i møde i skumringens violette skær, og gåsehuden pibler frem af fryd ved synet af solens forsvindingsnummer. Salige, med en kølig ”sundowner” i hånden, betragter rideflokken – udmattede og salige – himlens psykedeliske lysshow – og en flok zebraers aftenvandring ud over steppen.

Med knækkede nakker spotter vi leopardhuler 30-40 meter oppe af de stejle klippevægge 

En ny dag gryer, og nattetimernes ro og idyl bliver afløst af strabadser. Vi bliver kastet ud i halsbrækkende bjergklatring – op og ned til fods ad glatte klippevægge og løse sten med hestens hede ånde i nakken og svitsende sol i ansigtet. Vi pruster og stønner og sveder som pisket.

”The air of heaven is that which blows between a horse’s ears’” lyder et arabisk ordsprog – og rammer plet

Belønningen venter, da vi når ned i et udtørret floddelta. Vi rider gennem en lydtæt lomme – omgivet af stejle klippevægge, der vokser ind i himlen og skygger for den bagende sol. Med knækkede nakker spotter vi leopardhuler 30-40 meter oppe af de stejle klippevægge.

En springbuk balancerer majestætisk på en bjergtop, skarpt overvåget af et par af himlens mest elegante flyvere; gigantiske sorte ørne, black eagles. Jeg taber munden for gud ved hvilken gang, og føler mig som statist i ”Lawrence of Arabia” eller en af de mange film, som ”Den Sorte Hingst”, der er optaget på disse kanter.

Snigende leoparder og nysgerrige vortesvin

Der er dømt ørkeneventyr fra første færd, hvis det skulle være forbigået læseren. Landskaberne henrykker sjælen, men det gør de flyvske møder med ørkenens sparsomme dyreliv i den grad også. Synet af gigantiske ørne og hvidhovedede gribbe, der cirkler majestætiske omkring oppe i det blåeste blå under den brændende sol og overvåger nervøse zebra-familier, nysgerrige vortesvin og badutspringende antiloper.

Jaget bytte – konstant på vagt over for de snigende leoparder, glubske sort-ryggede sjakaler og brune hyæner, som også lusker omkring os. Det afslører tydelige fodspor og ildevarslende hylen i vores umiddelbare nærhed.

Ruten gennem verdens ældste ørken

Adrenalin kick på stribe

Sanseindtrykkene står i kø. Og der er også rigeligt med lige så livsbekræftende adrenalin kick – af såvel den planlagte som den ukontrollerede af slagsen. Midtvejs på vores ørkensafari rider vi f.eks. ned i en bjergslugt, og så er der dømt væddeløb. Fra fortroppen bliver der pludselig råbt ”galop” – og ikke den tilbageholdende ”canter”.

Med hjertet hamrende på dobbelttakt bliver der jublet og grinet og hevet efter vejret 

Fem splitsekunder efter buldrer hestene afsted. Med knæene sømmet til sadlen, hujer og hyler vi som vilde indianere da vi galoperer gennem sand og sten, flodvand og mudder, som i en skøn pærevælling sprøjter om ørene på os. Pludselig er der drama. Bunden giver efter. Sandet suger hestenes spinkle ben ned – ned i tungt sanddynd. De hårdføre heste panikker, og snart kæmper vi os på dramatisk vis ud af kviksand. Adrenalinen banker i årene til lyden af hestens prustende kampspring op af kviksandet.

Ingen blev slugt af det sultne sand. Alle slap igennem i god behold, og med hjertet hamrende på dobbelttakt, bliver der jublet og grinet og hevet efter vejret.

Dagen går på hæld. Efter 12 timers ”hesteliv” med 7-9 timers ridt gennem mageløse landskaber, når vi lejren. De gamle russiske militærlastbiler, der følger os med tusindvis liter vand, proviant m.m. – og skadede heste – læsses af

Ultimativ luksus?

Der er dømt spænding, fart og fare. Men også ubetinget ro, velvære og forkælelse. At opleve den rå naturs skønhed og blive oversvømmet af dens storhed på disse fabelagtige heste gør lykke. Det her er mindfulness – i tiende potens – på namibisk. Man lever i nuet. Fyldes af en indre ro, og efter et par dage åbner sluserne automatisk for vid gab, og friske tanker og idéer strømmer indenfor.

Og så er der dømt ultimativ luksus. Umiddelbart klinger det næppe særlig festligt, luksuriøst eller afslappende, at begive sig ud på en 400 kilometer lang ridetur gennem en af verdens mest golde ørkner. Der serveres ikke tre-retters menuer og årgangsvine med sølvkandelaber – men gedigen husmandskost (f.eks. grillet kylling og zebrakød og grøntsager fra jerngryden over bålet).

Det er en drøm at sove under stjernerne og alt smager skønt i bålets skær 

Servicen er plastictallerkner, man balancerer i skødet, ledsaget af lunken lokal øl og vin placeret i klapstolens holder. Og glem alt om et tiltrængt langt bad og en blød seng. Efter 8-9 timers støvet ridt er der afvaskning under en halv spand intermistisk brusebad, og en stram feltseng at dejse omkuld på.

Der diskuteres ”alt”; finanskrise og stjernetegn – fjolles og gabes – oven på en nærende middag med robust steak og budding, tilberedt over åben ild

Men det er en drøm at sove under stjernerne og alt smager skønt i bålets skær, hvor der småsludres, skraldgrines og udveksles stort og småt – fra finanskrise ud i verdens bedste ridestøvler.

Man knytter uvilkårligt tætte bånd til de andre ryttere og i særdeleshed hesten på sådan en tur, hvor udfordringer og spektakulære naturscenarier – det ene fatamorgana mere storslået end det næste – kommer på samlebånd. Det er uvurderlig luksus for sjælen.

Invitation til rovdyr

Selv den stramme feltseng, som ved første møde syner ubekvem og meget lidt betryggende, viser sig at være et eventyrligt sengeleje. Jeg var mere end skeptisk, da jeg første gang klappede den stankelbenede sag op midt ude i ingenting med 20-30 meter til den nærmeste sovekammerat. Min seng var en oplagt invitation til nærkontakt med alskens rovdyr, hyæner, sjakaler, leoparder, og krybende slanger og skorpioner.

Safarileder Waldi (foto) og kokken Emma er i gang med et solidt morgenmåltid – som her pandekager, eller gedigen cowboykost; røræg, bacon og bønner.

Men mine bekymringer var ubegrundede. Jeg fik ikke uventet besøg (hvad jeg ved af!), men uforglemmeligt selskab – af de mange millioner stjerner, der som bittesmå cykellygter hver aften tændes og nærmest eksploderer på den kulsorte nattehimmel. Det er et sandt festfyrværkeri – så betagende, at man glemmer alle bange anelser om uventet besøg af glubske hyæner og giftige slanger.

At blive kysset godmorgen af solens første stråler - det giver smilerynker 

At sove under stjernehimlen i ørkenen på disse breddegrader – frem for i de medbragte telte – var ét af turens mange højdepunkter. Ligesom morgenstund under disse fredfyldte himmelstrøg syd for ækvator – det bør enhver (også) opleve. At blive kysset godmorgen af solens første stråler, og få en sludder med sine nærmeste naboer, spøjse jordegern, der nysgerrigt popper op af jorden et par meter væk og kigger undersøgende på deres nye overnattende gæst – det giver smilerynker.

Namibias mageløse natur, udforsket i godt selskab på fabelagtige heste med interessante rejsefæller fra nær og fjern – det kan kun anbefales.

Det sydlige Atlanterhav viser tænder og hilser os velkommen med en kærlig frisk brise. Vi er i mål. Safarileder Waldi lader champagnepropperne springe, da vi hujende lalleglade galoperer over målstregen

Topkarakter

Jeg giver topkarakter hele vejen rundt – ikke mindst til den dedikerede stab af miljøbevidste og erfarne guides og hjælpere med den tyskblodede og blege Waldi i spidsen og Namibia-sorte Fredrick som perfekt stifinder på sidelinjen. Overordnet kommer ”The ride to the sea” op i toppen af min hjemmestrikkede karakterskala over rideture, jeg har været på.

Det er en udfordring af den livsbekræftende slags – at krydse verden ældste ørken til hest. Og det er også lidt af en bedrift, ifølge rejsebureauer og den drevne turleder Waldi.

Sejrsrusen var høj over at ”vi virkelig klarede det” 

Selvom hun har ledet denne tur i 13 år, var det en tydeligt lettet safari-matriark, der lod champagnepropperne springe os i møde, da vi – et meget beskidt dusin ryttere og heste – galoperede mod det brusende blå, og over målstregen ved Atlanterhavet. Og ja, vi kom alle i mål i god behold. Og det er et særsyn. Det fortalte safarilederen Waldi, da vi havde passeret målstregen, og boblede om kap med de gyldne champagnedråber, som vi fik serveret og slubrede i os.

Sejrsrusen var høj over, at ”vi virkelig klarede det,” som alle jublede i kor med Atlanterhavets kølige brise blafrende i sveddryppende ansigter.

Det er et rush – der kan få hjertet til at briste – når man smelter sammen med hesten og mærker dens enorme styrke og kraft

Mindfulness på namibisk

I 2009-retorik, er der kort og godt dømt mindfulness på namibisk – balsam for sjælen. Og jeg håber at vende tilbage til Namibia og ørken og den 1570 km lange kyststrækning. Jeg tripper efter en tur langs The Skeleton Coast mod nord og blandt andet opleve de ørkentilpassede elefanter.

Men jeg må også sydpå for at opleve de vilde heste og nyde mere af de mageløse landskaber i det gæstfrie Namibia.

Kribler det også i dig for at komme af sted er du velkommen til at kontakte overtegnede for yderligere information.

Du kan også tjekke hjemmesiden for det rejsebureau, jeg (atter) rejste med, Equitours website, www.ridingtours.com, eller safaribureauet i Namibia, www.reitsafari.com. Vil du udvide søgehorisonten, kan jeg også anbefale et smut forbi www.globetrotting.com.au