RejserDet skaber en vis ærefrygt, at vejen ind i verdens dybeste kløft - Colca-kløften - først blev bygget i 80'erne. Før den tid var Inkaernes oldgamle stier den eneste vej ind til Perus mægtigste rovfugl – kondoren - med et vingefang på over tre meter.

Pleasure.dk har i samarbejde med Apollo rundrejser – Discover by Apollo – været på besøg i Peru og fortæller gennem en artikelserie om landets mange fortræffeligheder.

Blandt de mange fortræffeligheder i jagten på et glimt af kondoren, er ikke mindst den storslåede natur man kommer igennem.

Selv om minibussen i dag nemt finder vej til det forjættede udsigtspunkt dybt inde i Colca-kløften, så er sceneriet frem mod disse imponerende fugles hjemsted nemlig i sig selv en tur værd.

Man starter med en tur i klostret

Turen starter typisk dagen før – i et kloster i Perus næststørste by Arequipa, sølle 2300 meter oppe i de sydperuvianske Andesbjerge.

Klostret dækker et stort område med egne gader og kvarterer i forskellige farver. Her levede nonnerne helt isolerede fra omverdenen.

Reelt er klostret Santa Catalina kun en dårlig undskyldning for at få vænnet sig lidt til de højder, der rammer næste dag. Men klostrets spændende historie og rekrutteringsmetoder er bestemt et besøg værd, når nu tiden skal slås ihjel.

Men målet står hele tiden klart for én. Og for de mest hårdkogte eventyrere går turen allerede samme nat videre over bjergpasset og ind i Colca-kløften.

For os mindre hårdkogte venter der en mere behagelig tur over to dage via den lille landsby Chivay i Colca-kløften, 3600 meter over havet.

Byen fungerer som en slags højdestation for almindeligt dødelige, der har behov for at få justeret åndedræt og røde blodlegemer til den nye højde.

Op på toppen af verdenen

Turen fra Arequipa til Chivay går gennem Andesbjergenes Altiplano, en enorm højslette hvor de berømte vicuñaer holder til, og er man heldig, får man den sjældne lama-art at se.

Dens uld er så eftertragtet, at dyrene vaccineres mod lungebetændelse, når de hvert andet år bliver klippet.

Den dyrebare uld gør vicuñaerne til Perus mest velbeskyttede dyr.

Kører man ved et uheld en vicuña ned, må man ikke forlade gerningsstedet før politiet er ankommet. Gør man det, eller tager man vicuñaen med til politiet, risikerer man fængsel, så dyrebar er dyrets uld.

Fra Altiplanoen i omrkring 4000 meters højde skal man videre op gennem Patapampa-passet, der ligger i svimlende 4910 meters højde.

Stiller man sig op på Europas højeste bjerg Mont Blanc, mangler man stadig 100 meter i at være lige så højt oppe.

Bjergene omkring Colca-kløften strækker sig op i over 6300 meters højde.

I den højde skal man bevæge sig med yderste forsigtighed og sendrægtighed, hvis man ikke vil falde om af svimmelhed.

Et imponerende syn af terrasser

Vel over passet, og efter den før omtalte overnatningen i Chivay, har de flestes kroppe vænnet sig så godt til højden, at vejen ind i den smukke Colca-kløft kan nydes i fulde drag.

Og det er ikke bare en tur ind i en pragtfuld natur. Men også ind i en civilisation og en leveform, der har været stort set uberørt af europæisk levevis. Den grusvej man kører på blev anlagt så sent som i midten af 80’erne - i øvrigt af et mineselskab.

Men selv om området er uberørt af den vestlige civilisation, så er det bestemt ikke uberørt af civilisation – tværtimod.

Landbruget på de mange terrasser op af bjergsiderne har eksisteret i flere årtusinder, også længe før Inkaerne erobrede store dele af Sydamerika i det 15. og 16. århundrede.

Kristendommen stikker på én måde dybt, men er samtidig blandet godt om med århusind gamle traditioner. Og det hele krydret med de fantasiske terrasser op af bjergsiderne.

Fra starten i Chivay ligner kløften ikke meget. Men mens vejen holder sig i omkring 3600 meters højde, så forsvinder Colca-floden dybere og dybere ned i grundfjeldet.

Godt inde i kløften skal man i øvrigt holde øje med sporene efter et massivt jordskred, der fandt sted i 1991. Det var så voldsomt, at man kan se, at jorden "skyllede" hele vejen over floden og langt op af skråningen på den anden siden.

Enorme rovfugle hen over hovedet

Når man endelig når kondorens hjemmebane, er floden 3400 meter under én, dobbelt så langt nede som USA’s ellers så berømte Grand Canyon.

Det kunne være verdens dybeste kløft, hvis det ikke var for en ”søsterkløft” i nærheden, der er en håndfuld meter dybere.

Men det ødelægger nu ikke det skarpt stigende spændings- og forventningsniveau, når man stiger ud for at spejde det de enorme kondorer.

Nogle gange er man heldig med at se store flokke af kondorer. Andre gange må man nøjes med færre, men det gør dem ikke mindre imponerende.

Og når man ser dem svæve hen over kløften, hen over ens hoved og videre hen over bjerget kan man ikke andet end blive imponeret.

Er man rigtig heldig, kan man opleve dem i store flokke. Men selv om der kun er to-tre stykker, så virker et vingefang på tre meter efter hensigten, når kondoren glider forbi.