RejserI Uganda møder den østafrikanske savanne den vestafrikanske jungle. Tag med på en rejse tæt på Congos grænse, til pygmæfolket og dybt ind i regnskoven for at stå ansigt til ansigt med de truede, to meter høje bjerggorillaer på over 200 kg.

Bwindi National Park ligger afsides i det sydvestlige hjørne af Uganda, omkring 10 timers kørsel fra hovedstaden, Kampala. Her i Bwindi er det muligt at deltage på en vandretur dybt ind i regnskoven for at finde de truede, vilde bjerggorillaer og opleve dem helt tæt på i deres rette element.

Den enorme silverback – ligger majestætisk, mageligt og holder øje med flokken. Og med os 

Tag med Pleasure tv ind i regnskoven:

TV Indslag

Se mere Pleasure TV

Indtægterne fra turismen finansierer driften og vedligeholdelse af nationalparken og en mindre del går til projekter i lokalsamfundet. Det kaldes bæredygtig turisme. Men hvor bæredygtig er den? Pleasure.dk’s udsendte rejste ind i junglen for at finde svaret blandt pygmæer og bjerggorillaer.

Massakrer på hele gorilla-familier i DR Congo har tidligere rystet øko-turismen i Uganda.

Bwindi National Park

Farer man vild i Bwindi National Park, risikerer man at krydse grænsen til Congo efter blot et par timers gang i den gale retning.

Derfor ledsages vi – en håndfuld bleghvide turister – af to bevæbnede rangere fra Uganda Wildlife Authority, en guide og tre stifindere, da vi vandre af sted mod nationalparkens kant.

Antallet af daglige turister er minimeret til 24 fordelt i 3 grupper for at beskytte gorillaerne. Vi må kun tilbringe én time med gorillaerne – de strikse regler er lavet af Uganda Wildlife Authority, som administrerer alle Ugandas nationalparker. Prisen er 3000 kr. pr. deltager.

Pygmæerne - det oprindelige folk

Efter en times vandring gennem dybgrønne the-plantager, når vi grænsen til selve nationalparken. Den rejser sig som en frodig væg brat op fra den røde jord. Her – på grænsen til nationalparken - passerer vi et lille, simpelt lerhus med batwa-pygmæer.

Jeg tæller syv børn og en enlig mor som alle måbende kigger på os, mens vi vandrer forbi. Børnene har et alvorligt blik i øjet og deres mor vil ikke lade sig fotografere. I årtusinder har pygmæerne levet som jægere og samlere i de samme regnskove som bjerggorillaerne.

En af de bevæbnede rangers står mellem mig og pygmæerne – jeg skyder løs med kameraet og lader billederne tale 

Men da regnskoven i 1991 blev erklæret nationalpark for at redde de truede bjerggorillaer og tjene penge på den begyndende turisme, blev pygmæfolket forvist fra skoven. De fik ingen statslig kompensation og lever i dag som et af verdens fattigste folkefærd lige udenfor nationalparken. Er pygmæerne ikke indbefattet af turismens bæredygtighed?

Mine kritiske spørgsmål preller af på guiden og han afbryder mig, når jeg forsøger at tale med de lokale pygmæer her på grænsen til nationalparken, deres tidligere hjem.

Da regnskoven i 1991 blev erklæret nationalpark for at redde de truede bjerggorillaer og tjene penge på den begyndende turisme, blev pygmæfolket forvist fra skoven 

En af de bevæbnede rangers står mellem mig og pygmæerne – jeg skyder løs med kameraet og lader billederne tale. Jeg beslutter at besøge en pygmælandsby senere.

Blot 700 bjerggorillaer tilbage

Med alt fra macheter til GPS’er kæmper vi os videre ind i den kuperede og tætte regnskov for at finde bjerggorillaerne. Det er ikke for ingenting, at nationalparken på engelsk kaldes ”Bwindi Impenetrable National Park”.

Der er omkring 700 bjerggorillaer tilbage i verden og de findes alle i dette lille, tætbevoksede og grønne bjergområde på grænsen mellem Uganda, Rwanda og Congo. Gorillaerne lever i små grupper domineret af en han-gorilla, som kan blive op til 2 meter høj og veje mere end 200 kg.

At stå ansigt til ansigt med en gigantisk bjerggorilla midt i Afrikas jungle er noget særligt 

Vi håber at finde en sådan ”Silverback” og komme helt tæt på den. I parkreglerne fra Uganda Wildlife Authority håndhæves det, at vi ikke må komme tættere end syv meter, da vi kan smitte gorillaerne med sygdomme. Men syv meter synes også rigeligt tæt på.

Ansigt til ansigt med en bjerggorilla

Vi har nu vandret nogle timer. Sveden hagler af os og kameralinsen dugger af varm fugt. Pludselig fornemmer vi på de forreste stifindere, at gorillaerne er nær. Vi bliver bedt om at lægge vores tasker og vandreudstyr. Bevæbnede med kameraer sniger vi os tættere på. Og der er de.

En flok på 16 bjerggorillaer daser i skyggen under de tætte eukalyptustræer og gigantiske bregner. De yngste gorillaer fjoller rundt i grenene foran os og leger. De ældste – og den enorme silverback – ligger majestætisk, mageligt og holder øje med flokken. Og med os. At stå ansigt til ansigt med en gigantisk bjerggorilla midt i Afrikas jungle er noget særligt.

At betragte deres leg og kommunikation. Det er noget helt uforglemmeligt, som sætter tanker i gang om menneskets oprindelse.

Vi er for tæt på!

Fokusindikatoren i mit kamera siger, at vi er fem meter fra flokken. Vi er for tæt på. En hungorilla med unge på ryggen beslutter pludselig at gå nærmere og kigge på os. Hun passerer mindre end to meter fra mig. Fantastisk. Og samtidig chokerende.

At smitte en gorilla med en bakterie eller sygdom kan have fatale konsekvenser. Bliver først én gorilla smittet, kan den let smitte og dræbe en hel flok. Det er paradoksalt, at gorillaturismen finansierer bevarelsen af de truede bjerggorillaer, men samtidig er en trussel mod bjerggorillaernes helbred.

Gorilla-turismen kommer mange lokale familier til gode, men langt fra alle 

Det kan have uoverskuelige konsekvenser for lokalsamfundet i Bwindi, hvis bjerggorillaerne uddør og turismen forsvinder – mange mennesker er ansat i turistindustrien og er afhængige af indtægterne fra turismen.

En stor oplevelse

Gorilla-trekking i Uganda er uden tvivl en unik og storslået oplevelse. Men batwa-pygmæerne har gjort det største indtryk på mig. Jeg vender tilbage og besøger en pygmælandsby og kommer helt ind i deres hjem. Mange lever i simple bivuak-lignende bladhytter på lånt jord, og de kæmper hver dag for at skaffe mad til overlevelse.

Det betyder, at en stor del af børnene er under- eller fejlernærede og lever en hverdag med udbredt malaria, tuberkulose og dehydrerende, livstruende diare. Det er bagsiden af turistplakaten.

Mange pygmæer er stadig landløse og undersøgelser viser, at op mod 50% af børnene dør inden de fylder 5 år. Jeg taler med NGO’er, læger, forskere og andre eksperter. Konklusionen er klar. Gorilla-turismen kommer mange lokale familier til gode, men langt fra alle. Og slet ikke pygmæerne. Kun få bliver beskæftiget og tjener penge ved fx at bære turisternes rygsække.