RejserI årevis har Namibia overvejede være et mål for garvede Afrika-entusiaster, men den tidligere tyske koloni tror på en plads i hitlistens top-tre, når europæere i fremtiden skal udleve den afrikanske drøm.
Forventningerne er blandede – ja, nærmest ikke-eksisterende – da flight SW286 fra Air Namibia glider ned gennem morgendisen og rettidigt sætter hjulene på landingsbanen i Hosea Kutako-lufthavnen – Namibias internationale lufthavn 60 kilometer fra hovedstaden Windhoek.
Afstandene i Namibia er store; landet er tyndt befolket, og som tommelfingerregel er det en god idé at tanke bilen op, hver gang man støder på en tankstation, ligesom man altid bør have rigelige mængder vand med sig
Flankeret af Sydafrika mod syd, Botswana i øst og Angola og Zambia i nord har de seneste årtier ikke levnet meget opmærksomhed til den tidligere tyske koloni, der i et trekvart århundrede også har været under britisk og sydafrikansk overherredømme. Men det fik en rundrejse til en håndfuld destinationer i Namibia vendt grundigt op og ned på og efterlod en aha-oplevelse i den helt positive ende.
Det noget oversete land har siden uafhængigheden i 1990 arbejdet målrettet på at opbygge en velfungerende turistindustri, hvor man ikke lader noget tilbage at ønske i forhold til Afrikas traditionelle turistmagneter som Kenya og Sydafrika.
Ethosha Height Game Safari byder ind i den ekspanderende turist-industri med en næsten nyopført luksuslodge, der ligger som en oase i det nordlige Namibia solsvedne bushland, hvor de fleste vildtarter kan opleves – både som turist og jæger.
»Vi har det hele og mere til,« lyder den selvsikre melding fra lokale turist-operatører.
Ekstremt velordnet
»Det hele« omfatter øjensynlig også det særlige forhold til tid, som hersker over det meste af kontinentet. Således har personalet i Avis-kontoret glemt overgangen til vintertid og dukker først op efter et par opkald til nogle numre på en seddel, som meget belejligt hænger ved den tilgitrede skranke. Men herefter går det stærkt og udstyret med en næsten ny firehjulstrukket Subaru Forrester går turen nordpå via Windhoek.
Med blot omkring 300.000 indbyggere er Windhoek en overskuelig og ekstremt velordnet størrelse, der – ligesom resten af landet – er stærkt præget af sin tyske fortid. De »nye« magthavere har foreløbig ikke gjort sig store anstrengelser for at udradere diverse efterladenskaber fra kolonitiden, som det er sket i mange andre afrikanske stater, og gadenavne som Bischmark Strasse og Kaiser Wilhelm Strasse kan stadig ses i gadebilledet – og enhver turist, der lugter af europæer, tiltales nærmest per automatik på tysk. I det hele tager hersker der »ordnung muss sein« i hele Namibia, som efter afrikanske forhold er fantastisk velfungerende.
Store afstande
Hovedstadens størrelse taget i betragtning er der altså ikke lagt op til storbyferie i Namibia, men da man alligevel passerer gennem byen – næsten uanset hvor i landet man er på vej hen – er Windhoek værd at bruge en dag eller to på. Om ikke andet så for at shoppe lidt, hvilket er en favorabel fornøjelse med en lokal valuta, der kursmæssigt er knyttet til den sydafrikanske rand, som aktuelt er meget billig.
Med Windhoek i ryggen går turen nord på. Målet er Etosha Height Game Safari på kanten af den store Etosha National Park – Namibias svar på den berømte Krüger-park i Sydafrika. Den snorlige asfalterede highway, der fører gennem byerne Okahandja og Otjiwarango, er en uventet gevinst, da rejsebeskrivelsen ellers har varslet grusvej på store dele af strækningen.
Et forhold man i øvrigt ikke skal lade sig afskrække af, da grusvejene er brede og holdes i en superb stand. Ofte tillader forholdene hastigheder på 90-100 km/t. Men afstandene i Namibia er store; landet er tyndt befolket, og som tommelfingerregel er det en god idé at tanke bilen op, hver gang man støder på en tankstation, ligesom man altid bør have rigelige mængder vand med sig. Husk at medbringe tilstrækkeligt med kontanter, da mange tankstationer ikke tager kreditkort.
Når man sidder i den tørre ørkenluft med en kold chardonnay i glasset og ser solen glide ned bag bjergene melder tanken sig: Hvorfor har jeg ikke gjort det her noget før?
Ethosha Height Game Safari er et godt eksempel på de optimistiske vinde, der blæser over Namibias solsvedne bushland. Med en blanding af lokal og udenlandsk kapital er der investeret et stort tocifret millionbeløb i udviklingen af et 500 kvadratkilometer stort landområde med tilhørende lodge i luksusklassen, hvor begrebet udsigt får en helt ny betydning. Herfra kan der arrangeres ture i åbne safarivogne på enten eget område eller ind i nationalparken, og besøgende kan forvente at se stort set hele det sydlige Afrikas »vildtpakke« i deres naturlige element. Men ellers er udvalget af lodges og hoteller stort i området omkring Etosha, hvor fællesnævneren er komfort og ægte colonial style.
Fra Etosha går turen sydvest over med kurs mod badebyen Swakopmund. Igen er der tale om en dagsrejse, selvom vi skærer et pænt hjørne af og tager et par hundrede kilometer på gruseveje, hvor vi kun møder syv andre biler, inden vi rammer den asfalterede hovedfærdselsåre – Trans Kalahari Highway – der forbinder det centrale Namibia med kysten og landets eneste havneby Walwis Bay, kun »et stenkast« fra Swakopmund. Trods afstanden er det en oplevelse at tage turen gennem ørkenen på egen hånd i bil.
Midtvejs dirrer termometeret omkring 33 grader, men falder drastisk, som vi nærmer os kysten for at stabilisere sig på 17-18 grader. Swakopmund skal med andre ord besøges i månederne november-februar, hvis målet er kaste sig i atlanterhavsbølgerne, da byen resten af året ofte er indhyllet i en kølig havgus. Men badeplaner eller ej, så er Swakopmund et besøg værd og en rejse tilbage i tiden med et stærkt tysk fingeraftryk. Ellers byder byen på et hav af muligheder for ture til ørkenen, hvor man kan muntre sig med stort set alle former for anordninger, der kan bevæge sig – både med og uden motor.
En række vildtarter har tilpasset sig de barske forhold, der hersker i store dele af Namibia. Her er det en flok springbukke på kanten af den golde Namib-ørken, der regnes for verdens ældste ørken.
Sossusvlei er et must-see, når man har taget den lange vej til Nambia.
Igen en hel dagsmarch – denne gang udelukkende ad støvede grusveje gennem ørkenen – inden vi tjekker ind på Sossusvlei Lodge få kilometer fra indgangen til Namib-Naukluft Nationalpark i Namib-ørkenen, der regnes for at være verdens ældste ørken. Det er et centralt udgangspunkt for den cirka 40 kilometer lange tur ind til selve Sossusvlei – en flad lerpande – der er omgivet af et helt enestående natursceneri i form af store sanddyner i Afrikas brændte farver.
Sossusvlei bør være en obligatorisk destination på enhver rejse til Namibia
Man bliver overrasket over, at det på én gang så frygtindgydende og betagende landskab rent faktisk også er hjemsted for flere antilopearter, der gennem årtusinder har tilpasset sig de barske forhold, heriblandt Namibias nationaldyr oryx-antilopen, som kan spottes på vejen gennem området. Turen kan sagtens foretages i egen bil, hvis man har firehjulstræk. Men ellers skorter det ikke på arrangerede halvdagsture i mindre grupper, og hvor morgenmad ofte er inkluderet.
I pagt med naturen
Sossusvlei er også et af de steder, som verdens globetrottere valfarter til for at overflyve i varmluftsballon. Her er det absolut anbefalelsesværdigt at have flere dage til rådighed, da selv en let brise kan få en minutiøs planlægning til at gå i vasken. Den overskydende tid kan eventuelt bruges til ridning eller ture på små firehjulede motorcykler rundt i terrænet.
Men ellers er Sossusvlei Lodge i sig selv en lise for sjælen, hvor »hytter« i en kombination af murværk og telt giver en fornemmelse af, at man er i pagt med naturen, men uden at der er gået på akkord med komforten. Og når man sidder i den tørre ørkenluft med en kold chardonnay i glasset og ser solen glide ned bag bjergene melder tanken sig: Hvorfor har jeg ikke gjort det her noget før?
