Ishotellet er blandt regionens mest unikke oplevelser. Allerede ved indgangen ved man, at dette er noget helt specielt. Foto: PR

13.01.2009 tekst: Michael Jensen

Find varmen i det iskolde paradis

RejserDet allernordligste Sverige lyder måske som et ekstremt sted at holde vinterferie. Men der er masse af aktiviteter for både børn og voksne. Og så koldt er der heller ikke.

Efter at have kørt hundeslæde, snescooter eller været på ski en hel dag føles det fantastisk at banke sneen af støvlerne ved mørkets frembrud, gå ind i en varm hytte, lytte til den knistrende ild i kaminen, med en kop god kaffe eller chokolade. 



Tager du og familien til Lapland, får I med garanti en helt anden slags vinterferie end den, som tilbydes i de overrendte og specialiserede alpine områder.

Norrbotten er det nordligste län (amt) i Sverige, og geografisk en del af det større område Lappland, der strækker sig ind over både det nordligste Norge og Finland.

Her cirka 250 km nord for polarcirklen ligger Kiruna. Fra byens centrum er der er mindre end tre km til vildmarken begynder. Vi befinder os omtrent 2300 km fra København, og flyveturen går via Stockholm – med transfer og ventetid skal man nok regne med fire til fem timers rejse.

Ikke kun for ekstremister

Nogle tænker måske, at Lapland om vinteren er for ekstremister og overlevere, der med turski, trækslæder med 100 kg oppakning og tykke soveposer, kaster sig ud i fræsende snestorme i 40 graders kulde i et fuldstændigt arktisk vintermørke. Men vintermørket varer primært fra sidste halvdel af december til midt i januar, og derefter vender lyset hurtigt tilbage. Allerede i starten af februar er der en god dagslængde passende til mange spændende aktiviteter.


Efter at have kørt hundeslæde, snescooter eller været på ski en hel dag føles det fantastisk at banke sneen af støvlerne ved mørkets frembrud, gå ind i en varm hytte, lytte til den knistrende ild i kaminen, med en kop god kaffe eller chokolade.

Rensdyrslæden er en astadig, men absolut charmerende transportform. 



Lapland om vinteren er for alle, også familier med børn fra fire år og opefter. Jamen, hvad med kulden? Jovist, det kan blive koldt, visse nætter ned til minus 40, men ingen sover naturligvis ude under de forhold, og i dagtimerne fra februar og frem til sidst i marts bliver det sjældent koldere end minus 10 til 15 grader. Der er mange klare dage med høj blå himmel, vindstille, varmende stråler fra solen, og 5-8 minusgrader. Fra og med marts er det en god idé at huske solcremen. Her findes alt, man kan begære af en ægte vinter. Det er en tør kulde, så minusgraderne føles mildere.

Milevidt strækker det vinterklædte landskab sig højt og lavt, over flade områder, skov og fjelde. Afstandene er så store, at man får det bedste udbytte og flest oplevelser når man vælger et passende transportmiddel.

Salig tilstand

Slædehundeturene, som tilbydes af mange forskellige guider i regionen, bør man prøve, det er en unik måde at komme langt omkring og få set noget. Der findes ture varierende fra et par timer og op til en uge ad gangen, hvor man overnatter i hytter med fuld forplejning undervejs.

Det er fantastisk følelse, når man selv får lov at styre et hundespand. De fleste voksne, og unge over 16 år, klarer det udmærket efter instruktion og en times kørsel – yngre får ikke lov at køre. Lyden af hundenes trav og vejrtrækning, når det går i fuld fart hen over et urørt snelandskab henfører de fleste i en salig tilstand med ny energi til krop og sjæl.

Samerne beretter gerne eventyr og fortællinger, eller om rensdyrhold og samiske traditioner og naturmedicin. 



Er man til rigtig sneræs og elsker lyden af en knurrende 1000-kubikker, så findes der en del snescooterguider, der tilbyder ture ud i landskabet, hvor man kører sin egen scooter – her kan man få lov at vride i gashåndtaget. Følelsen af næsten at flyve henover sneen med 80 km/t eller mere over endeløse sneklædte vidder overgås ikke af meget andet ræs – et rigtigt adrenalinkick.

Samerne, der har levet i Lapland i årtusinder og regnes for et urfolk, har så længe den kendte historie går tilbage, levet af rensdyrhold, og en del gør det den dag i dag. Visse samer tilbyder i dag turister at komme med ud på snescooter og se, hvor rensdyrene er i landskabet, og hvordan der arbejdes med dyrene.

Der er også mulighed for at komme tæt på tamme rensdyr i indhegning og klappe og made dem. Der er også ture med rensdyrtrukne slæder, både som halvdagsture og ture over flere dage. Rensdyrslæden er en astadig, men absolut charmerende transportform.

Oldgamle traditioner

Med i et besøg hos samerne hører også et ophold i en »kåte«, som er de telte eller tørvehuse, hvor samerne boede i tidligere tider. Her er der tændt en åben ild, man ligger lunt på flere lag rensdyrskind.

Kaffen eller teen koges over ilden, den smager godt og kraftigt, og der serveres samisk fladbrød med røget renkød og ost på – en rigtig lækkerbisken. Samerne beretter gerne eventyr og fortællinger, eller om rensdyrhold og samiske traditioner og naturmedicin. Forstår man ikke svensk så godt, tales som regel også engelsk.

Skisportsområderne finder man i Kiruna, Björkliden ved Abisko og ved Riksgränsen, sidstnævnte umiddelbart indtil den norske grænse. Her findes udmærkede pister (om end ikke i fransk og østrigsk kaliber) og komfortable indkvarteringsmuligheder, hvis man vil have en dag eller flere med alpint skiløb.

Offpiste eller heliskiing tilbydes også disse steder. Langrendsski på præparerede løjper i det smukke landskab eller turski frit over terrænet er også en mulighed – ligesom man kan leje en såkaldt »barnepulk«, en lille slæde, så man kan tage børnene med på længere ture.

Vil man give forretningsforbindelser eller ledelsen en oplevelse ud over det sædvanlige, så er Lapland også en mulighed. 



Vil man have den helt ekstraordinære nordiske vinteroplevelse, må man ubetinget en tur forbi Ishotellet i Jukkasjärvi. Som navnet antyder er hotellet er bygget af is og sne.


Det lyder koldt, og ja, på sin vis er det. Men den tørre og stillestående luft gør, at kulden ikke opleves som »kold«. Suiterne, de såkaldte art-suites, udsmykkes af kunstnere fra hele verden, som præger hver deres rum med kunstværker udført i sne og is. Man får udleveret varmt tøj og man sover i varme soveposer på mange lag renskind, så man kan sagtens holde varmen – også »frossenpinde«.

Restauranten, der byder på lokale råvarer og specialiteter, er ikke i is, men det er baren til gengæld. Her serveres bl.a. lækre vodkadrinks i tykke glas af ren klar is fra Torneelven lige uden for døren.

Man kan få lov at køre de allernyeste Saab-modeller i det mest ekstreme føre med pedalen i bund 



Hotellet byder på et stort udendørs teater opført i is, her kan man sidde i sine tykke og varme, men smukke gevandter som hotellet udleverer, og nyde et teaterstykke eller en kortere opera i den stille polarnat, mens nordlysets grønne buer vifter over hovedet.

I dagtimerne findes en række aktiviteter. Ud over slædehundeture og besøg hos samer har man i samarbejde med bilfabrikanten Saab de såkaldte Icedriving-events, hvor man kan få lov at køre de allernyeste Saab-modeller i det mest ekstreme føre med pedalen i bund.

Tur med jobbet

Vil man give forretningsforbindelser eller ledelsen en oplevelse ud over det sædvanlige, så er Lapland også en mulighed. Her finder man bl.a. Camp Lappesuando, cirka 60 km. øst for Kiruna.

Ud over fornemme og moderne konference- og mødefaciliteter byder man på ægte vildmarksstemning med indkvartering i varme og hyggelige bjælkehytter.

Her kan man også besøge de lokale samer, køre snescooter og stå på ski eller tage på isfisketur. Om aftenen byder campens restaurant på eksklusive retter fremstillet af lokale råvarer med et flot vinkort til.

Det danske vintervejr taget i betragtning, og de stigende vintertemperaturer i de alpine områder med mindre eller slet ingen sne, gør det nordiske område ovenfor polarcirklen stadig mere attraktivt. Her er der sne- og frostgaranti og anerledes oplevelser. Sæsonen starter for alvor i februar.

borsen statistik bnt
Land
Sverige
Region
Lapland
By
Jukkasjärvi
Se også
- Hippe Stockholm
- Perle for geddefiskere
Fakta
Gode steder Björkliden Fjällby: Har slalompister, markerede og præparerede langrendsløjper, offpiste, heliskiing, børneskibakke, kortere snescooter- og hundeslædeture. Et mindre fjeldhotel »Låktajåkko« ligger længere oppe på fjeldet i 1200 meters højde, med en god restaurant og storslåede omgivelser. www.bjorkliden.com Riksgränsen: Større og længere slalompister med ellers som Björkliden. Gode hotelfaciliteter med bl.a. svømmebassin og spa. Ligger cirka 130 km vest for Kiruna. www.stromma.se Abisko Fjällturer: Dygtige hundeslædeguider. Både halvdagsture og ture over flere dage. Familiefirma, hvor to brødre står for turene. www.abisko.net Camp Ripan: Mindre hytteområde i Kiruna bys udkant med mange aktiviteter. Der arrangeres dagligt forskellige ture i området på ski, med snesko, hundeslæde eller jagt og fisketure med lokale fiske- og jagtguider. Særdeles god restaurant baseret på lokale råvarer og madtraditioner. www.ripan.se Ishotellet: En unik oplevelse som man bør unde sig selv. Hotellet har mange aktiviteter og samarbejder med mange aktører om at udbyde forskellige aktiviteter. www.icehotel.com Nutti Sámi Siida: Samisk guide, der tilbyder rendyrslædeture, korte såvel som over flere dage. Børnene kan klappe og made rensdyr i indhegning, og prøve at kaste med lasso. Besøg i samekåte med mad, drikke og snak med samere. www.nutti.se Lappesuando: Moderne konference- og mødecenter beliggende ud til skov, elv og åbne vidder. Bjælkehytter og fin restaurant. Mange aktiviteter til gæsterne. www.visitlapland.com Se også www.lappland.se, der er turistbureauets hjemmeside for regionen. Bureauet ligger centralt i Kiruna og de er meget hjælpsomme, så et besøg er givet godt ud.
 
 
 

Seneste rejse artikler


 
 
 

Seneste