RejserSeychellerne er det ultimative ferieparadis, og her kan man foretage luksusudgaven af de græske ø-hop-ture – på Seychellerne er der næsten øde strande og stilhed i kilometervis.

Den lokale livsfilosofi, »tomorrow never comes«, smitter – sandsynligvis fordi øerne hører til verdens mest velsignede med en skønhed så påtrængende, at de fleste bare overgiver sig. 

Forventningerne er skyhøje og har været det i de 61 dage, hvor billetterne til en forventet paradis tur-retur har hængt på køleskabslågen. Mindre bliver de ikke, da en halvtom flykabine på udrejsen vækker forhåbninger om et ophold blandt lokale frem for turister.

Rejsen fra København til hovedøen Mahé på Seychellerne kræver 12 timers tålmodighed, og et velpolstret kreditkort som vigtigste bagage. Til gengæld handler alt om nuet, for den lokale livsfilosofi, »tomorrow never comes«, smitter – sandsynligvis fordi øerne hører til verdens mest velsignede med en skønhed så påtrængende, at de fleste bare overgiver sig. Godt hjulpet af luftens 31 plusgrader og havvandets 29.

At kopiere den græske øhop-model er oplagt med Seychellernes 115 valgmuligheder. Vi nåede tre hop på 12 dage, men til forskel fra Grækenland kan rygsæk og andet feltgrej glemmes.

Yngre rejsende som Emma på syv år og Christoffer på ni år manglede ikke plads på de ensomme strande. Her er de på La Diques vestkyst.

Seychellerne praktiserer nemlig en benhård politik, hvis mål er at tiltrække pengestærke turister. Øgruppen vil for alt i verden ikke ende som masseturistmål. Uberørt natur og sikkerhed prioriteres sammen med ambitionen om at ramme tidens mest trendy feriefænomen: Stilleferie.

Første nødvendige træk er en bil, eftersom bustransport kræver en tålmodighed, som kun lokalbefolkningen har. Bare fordi der findes busser, betyder det ikke, at der er køreplaner. »Om lidt« svarer de lokale på øen Praslin konsekvent på spørgsmålet om, hvornår næste bus kommer.

Eksotiske biler

På hovedøen lever Marcello Roussel derfor godt af sin biludlejning, som er døbt »Exotic cars«. Et navn, der må være en henvisning til øens herlighedsværdi og ikke til bilerne.

I hvert fald er vores udlejningsmodel så trang, at den føles som noget, der tages på. Det viser sig dog, at en mindre bil er praktisk på de små, kringlede veje, der fører til strande så hvide, at det gør ondt i øjnene, lover Marcello Roussel.

»Kom og spis fisk i aften,« inviterer han og hiver en håndfuld kæmpe-hummere op fra det, han kalder sin »fish tank«. Et tilbud, der er værd at juble over, fordi lokal, kreolsk mad er verdensberømt.

Mange af de lokale beboere har adskillige eksemplarer af de gigantiske landskilpadder på ca. 300 kilo gående rundt i baghaven

Vi bliver straks bedt om at følge med ud efter krydderurterne, som hentes i den vildtvoksende, tropiske baghave, hvor høns tripper rundt blandt bananpalmer, chilli-træer og papayaplanter.

Som de fleste lokale har Maracello Roussel også en håndfuld 300 kilo tunge skildpadder tumlende rundt i baghaven.

Seychellernes isolerede beliggenhed har betydet, at indvandringen af nye dyr og planter har været sparsom. Til gengæld har nogle helt specielle arter udviklet sig på øerne, og mest berømt er de gigantiske landskildpadder. Arten har været truet og lever nu kun frit på den fjerntliggende ø Aldebra og ellers som pladskrævende kæledyr.

Med en lokal middagsinvitation og iført mini-bil begiver vi os mod Beau Vallon på Mahés vestkyst – en travl strand efter lokal standard. At komme dertil med søvnmangel i kroppen kræver en dyb indånding, da øens eneste bjerg skal forceres, med hvad det indebærer af venstrekørsel og hårnålesving.

Der er tale om et samfund med overskud. Ikke i form af materiel overflod, men med en tilbagelænet og nysgerrig befolkning. 

Af kendere er vi hjemmefra blevet anbefalet det 12-værelses store, familieejede hotel Augerine Guest House. Helt enkelt, helt rent og helt billigt (1500 kr. pr. nat), øens prisniveau taget i betragtning.

Det viser sig, at der er langt mellem badegæsterne på Beau Vallon, og de lokale sender lange blikke efter vores to lyse, danske børn.

Blikkene bliver gengældt, for det er ikke kun øerne, der er smukke, menneskene er også. Som havde Noahs Ark sejlet forbi, er det et blandet folkeslag med rødder fra Asien, Afrika, Indien og Europa.

Der er tale om et samfund med overskud. Ikke i form af materiel overflod, men med en tilbagelænet og nysgerrig befolkning. Slowmotion er en fristende betegnelse for tempoet, med to-tre dages træning når selv en kold nordbo ned i gear.

Intet sted på Seychellerne møder man »special price for you-sælgere«, ligesom arbejdsløsheden ligger på nul, fordi myndighederne har job til alle, hvis det personlige initiativ skulle svigte.

Her er skønt med øde strande, og urørt natur, men regeringen har planer, der vil ændre på det.

Det årlige antal turister på 160.000 skal fordobles inden for fire år, og derfor er 15 femstjernede hoteller på tegnebrættet, ligesom det er muligt for udlændinge at købe fast ejendom; »Imagine living here«, frister reklameskilte uden for Victoria.

Et stolt folk

Marcello Roussel bekymrer sig om skellet mellem lokalbefolkningen og de meget velhavende gæster. Også selvom lokalbefolkningen er kendt som et stolt folk, hvor følelsen af at være lige dominerer, uanset materielle forskelle. Hvis gennemsnitslevealderen skal bruges som målestok for livskvalitet, så topper Seychellerne i den afrikanske region med 79 år for kvinder og 75 for mænd.

Langt hovedparten af disse mænd og kvinder – cirka 70.000, svarende til 90 procent af befolkningen – er bosat på Mahé, der til trods for sin status af hovedø ikke spreder sig over mere end 159 kvadratkilometer.

En rundttur på øen tager derfor ikke lang tid, men det gør til gengæld de hundredvis af muligheder for at stoppe op. Den ene strand er mere dekorativ og øde end den næste, og sådan bliver det ved. Medmindre kursen sættes ind i landet og op i bjergene.

Næste stop er naboøen Praslin, som ligger 15 minutters flyvetid fra Mahé. Det var her, den franske opdagelsesrejsende Lazare Picault kastede anker 10. juni 1774 og blev så fascineret af øens skønhed, at han døbte den »Ile aux Palmes« på grund af de enorme palmeskove.

Ambitionen er at levere små luksus-overraskelser til gæsterne: Her er silkebetrukne bøjler til tøjet, espressomaskine på værelset, kølig Môet-champagne til velkomst og »five o’clock tea« på slaget. 

Til trods for øens beskedne mål på 10,5 x 3,5 kilometer rummer Praslin to af verdens smukkeste strande: Côte d’Or og Anse Lazio, hvor badegæsterne selv i højsæsonen kan tælles på en hånd.

Det var derfor heller ikke uden grund, at den britiske guvernør og folkehelt Gordon Pasha i 1881 troede, han havde fundet paradisets have.

Dog ikke alene på grund af strandene, men fordi han fandt Valle de Mai-parken med en særlig art kokosnød – Coco de Mer – som er en gigantisk havkokosnød, hvis vækststed på Praslin er fredet som UNESCO World Heritage.

Det lyder som jerntæpper, der slår mod hinanden, når de 30 meter høje palmer med kæmpenødder svajer i luften. Selvfølgelig har alle lokale smagt Coco de Mer, selvom det er ulovligt at sætte den mærkværdige nød til livs. Mærkværdig, fordi den kun kan vokse her og mærkværdig, fordi den vejer over 30 kilo, hvilket gør den til verdens største nød.

Hvad der til gengæld ikke er ulovligt, men bare dejligt, er at berige øhoppene med femstjernet, uforstyrret luksus. På Praslin ligger det legendariske Lemuria Resort, som kalder sig for »ekstravagance i harmoni med naturen«.

Fantastisk udsigt

Førstehåndsindtrykket er stærkt. Fra »lower reception« ledsages alle gæster til »upper reception«, som er under åben himmel, og hvor udsigten rammer med en kraft, der får øjnene til at blinke en ekstra gang.

Receptionen er en del af hotellets hovedbygning, som hviler på en bakkeside med direkte kig til den niveaudelte pool og det blågrønne hav. Alt originalt er urørt på Lemuria, selv baren er bygget oven på de rå klippesten.

Miniput-øen La Dique kan opleves til fods, på cykel eller i slowmotion med oksekærre. For knap 800 kr. valgte vi det sidste med Jeremie Rassool som guide og chauffør

Fra Praslin er det let at komme med båd til granitøen La Dique. Desværre har vi kun afsat én dag til øen, som de cirka 2000 indbyggere betragter som en selvstændig republik.

Her føles en smule trangt, for som kulisse til et utal af film, især reklamefilm, og fashionable magasinbilleder, så er vi langt fra alene, og som udenlandske gæster bliver vi flået.

Vi satser forkert og vælger en af de simple, men berømte oksekærrer. Udover den svimlende pris bliver vi ført ad en slagen turistrute, der ender i en fælde af en restaurant forbeholdt turister.

Næste gang skal La Dique udforskes på cykel, og der skal afsættes tid til overnatning på nogle af de små lokale hoteller. For også her skulle det kreolske køkken være i top.

Så billetterne på køleskabet hjemme i Danmark er nu skiftet ud med en ønskeseddel – dels på en ommer, hvad angår La Dique, dels på de 112 øer, vi ikke nåede.