RejserDet lille The Capital Hotel er en tidslomme i London, der serverer luksus af en anden verden, perfekt til juleshoppingen.
Glem alt om skinnende hotellobbyer, blankpoleret design eller andre kendetegn ved internationale luksushoteller, der kappes om antallet af stjerner.
The Capital Hotel med kun 50 værelser er luksus i en klasse for sig midt i et af Londons – måske verdens – mest eksklusive storbykvarterer med de smalle snoede gader, Knightsbridge, beboet af hovedrige forretningsfolk fra Mellemøsten og superstjerner fra filmens og musikkens verden.

Et stort antal internationale luksusbrands har butikker inden for få hundrede meter, hvilket gør stedet oplagt som base for et par dages juleshopping i byen.
Godt og gammeldags
Lad det være sagt fra starten, The Capital Hotel er ikke bare et godt hotel, det er et godt gammeldags hotel. Og det skal ikke opfattes negativt.
Fra man træder ind i den lille lobby, er man som suget ind i en verden af i går. De antikke møbler, de tykke tæpper på gulvet, de venligt naturalistiske malerier af blomster og landskaber på væggene og det høfligt afdæmpede personale.
Jeg er en dinosaur. I hele London-området er der kun tre hoteller tilbage, hvor ejeren står for den daglige drift
Hotelstjerner er manden bag The Capital Hotel, ejeren David Levin, aldeles ligeglad med. Hans hotel har ingen, fordi et lille hotel ikke kan tilbyde de påkrævede bekvemmeligheder som pool, aviskiosk og frisør, som skal til for at komme i betragtning til de højeste udmærkelser. For ham er det den enkelte gæsts oplevelse, der tæller.

Den franske topkok Eric Chavot står bag retterne på menuen i The Capital Hotels restaurant
”Undskyld, men hvad skal vi med en aviskiosk, når alle gæster bare kan gå ned i vores bar og tage den avis, de gerne vil læse,” spørger David Levin.
Sådan har det været, siden David Levin i 1971 åbnede hotellet, som han fyndigt – og stadig med svag skotsk accent efter år i England – beskriver som ”a grand hotel in miniature”.
Befriende tidslomme
Værelserne drager gæsten videre ind i en fortid, hvor cool Arne Jacobsen og Poul Kjærholm-modernisme ikke var opfundet.
Original kunst af den gamle skole på væggene – David Levin er selv samler – håndlavede madrasser, sengelinned i fineste egyptiske kvalitet, marmorbadeværelse.
The Capital Hotel vil næppe igen danne rammen om high tech-design
Her er godt nok både fladskærm og trådløst internet, men stemningen af tidligere tider understreges af, at fjernsynet tydeligvis ikke er nyeste model og internetforbindelsen er fodslæbende langsomt.
The Capital Hotel virker som en befriende tidslomme midt i en af verdens travleste metropoler. Faktisk var hotellet ved åbningen for snart 38 år siden et topmoderne hotel med et umiskendeligt futuristisk 70’er-look, fortæller David Levin. Men med alderen ændres også ens smag, konstaterer han, og The Capital Hotel vil næppe igen danne rammen om high tech-design.
Om hjørnet fra Harrod’s
Hotellet er central placeret. Der er mindre end et minuts gang til byens ubestridt mest effektive transportmiddel, undergrundsbanen, og man står i stormagasinet Harrods, før man kan nå at sige five o’ clock tea.

I restauranten på The Capital Hotel stryges dugene direkte på bordet. "Hvorfor? Fordi jeg bedst kan lide det sådan," siger ejeren David Levin, en mand, der holder på formerne.
Deler man holdningen om, at det verdenskendte stormagasin ikke er, hvad det har været, så er Knightsbridge-kvarteret spækket med luksusbutikker som Hermes, Armani og Dior.
Gennem alle årene har hans filosofi bag hoteldrift baseret sig på det personlige
David Levins kone forsøger ellers at overbevise mig om, at kvarteret skam bebos af ganske almindelige mennesker. Men i virkeligheden er der tale om et af den i forvejen hundedyre Londons dyreste steder, hvor kvadratmeterpriserne er astronomiske og forbeholdt verdens rigeste.
Ejeren er en dinosaur
David Levin tilhører en uddøende race af hotelejere, der dagligt involverer sig i driften, konverserer med gæsterne og smager på maden. Flere gange, mens vi taler sammen i hotellets bar, skal afbryder han da også snakken for at hilse på en stamgæst. Belejligt bor han ikke længere væk end penthouse-lejligheden i en tilstødende bygning.
”Jeg er en dinosaur. I hele London-området er der kun tre hoteller tilbage, hvor ejeren står for den daglige drift. Det er en skam, men sådan er det. Vi forsvinder fra jordens overflade,” siger David Levin.

Baren på hotellet er en af stamgæsternes favoritsteder
Gennem alle årene har hans filosofi bag hoteldrift baseret sig på det personlige. Ikke den falske personlighed, som han mener, at man møder på verdens hotelkæder fra Hilton til Holiday Inn, men en ægte, professionel personlighed i mødet med gæsten.
Juleshopping på tom mave er ingen god ide. The Capital Hotel har som det eneste hotel i verden sin egen to-stjernede Michelin-restaurant.
Her serverer den franske topkok Eric Chavot morgen, middag og aften 365 dage om året. Samme Chavot gæstede for øvrigt The Paul i Tivoli i København til en stjernedyst på gastronomi med stedets indehaver, briten Paul Cunningham.










