RejserBlodet er skyllet væk, skudhullerne lappede og turisterne vender nu tilbage til det glorværdige Taj Mahal Hotel i Indiens finansielle centrum, Mumbai. Livet går videre blot en måned efter terrorangrebet på Indiens mest ikoniske hotel.
Hotelejer Ratan Tatas mantra vil dog fremover blive et helt nyt sikkerhedsniveau for hele hotelbranchen i Indien. At der op mod ti timer før end anti-terror-enheder blev fløjet ind, er ikke hans bord. Men det problem er ved at blive løst, har det lydt i pressen fra den indiske regering.
Nu skal der gang i byen igen. Og her spiller Taj Mahal Hotel en hovedrolle.

Freden er tilbage på det ikoniske hotel
"Vi kan blive ramt, men vi vil aldrig falde," lød det stoisk fra hotelejer Ratan Tata da han søndag - efter en grundig opgradering af sikkerheden - kunne byde de første gæster indenfor siden det 60 timer lange angreb den 26. november 2008.
Nu tages der ingen chancer - alle tasker gennemsøges grundigt og lommer tømmes på små bakker - ligesom i lufthavnen. Men kropsvisiteringerne tages med et smil af de første gæster. Sikkerheden må aldrig mere halte på det store hotel, der ligger klods op af monumentet "Porten til Indien".
Elitens hotel
Det majestætiske Taj Mahal har i over 100 år været den foretrukne legeplads for den globale elite som frekventerer Mumbai - en broget flok af velhavende rejsende, som på rædselsnatten for angrebet så Taj Mahal stå i flammer og lobbyen sølet til i blod.

Nu er de mest trofaste 'regulars' tilbage i lobbyen, hvor de sidste spor fra terroristernes hærgen er ved at være væk. De ansatte deler blomster ud, pianisten spiller og levende lys blafrer fra brisen fra Det Arabiske Hav få meter borte.
På hotellets fem restauranter har køkkencheferne igen travlt. Alle borde er optaget for alle vil hurtigst muligt viske tavlen ren for terror og genetablere dette hotels uplettethed og særlige charme.

Taj Mahal Palace & Tower Hotel er gentagne gange blevet kåret som et af verdens bedste hoteller, hvad angår mad og service
En ny fase for industrien
"Et verdensklassehotel skal fremover være en usynlig fæstning. Dette er en ny fase for hotelindustrien," siger en af hotel-ejerne, mens stadig flere gæster registrerer sig som de første efter den ufrivillige lukning.

Mindet om de 164 ofre i Mumbai vil dog altid blive æret på dette hotel - og både katolske præster, hindu-præster og imamer har været rundt på samtlige værelser for at viske den åndelige tavle ren. De 52 ansatte og gæster som blev ofre for terroristernes angreb på "The Taj" har nu fået et 2 meter højt mindesmærke i bronze.











