RejserI Kosovos skibakker lægger man krig og grusomme minder bag sig. Her omgås serbere med albanere, de drikker øl og spiller technomusik. I Brezovica er det fest og skiløb, der tæller

Kan man løbe på ski i Kosovo? Ja, så absolut. Da der blev afholdt vinter-OL i Sarajevo i 1984, var skisportsstedet Brezovica backup, hvis der skulle være for lidt sne i bakkerne uden for Sarajevo.

Brezovica ligger i en serbisk enklave, som bevogtes af FN-styrker, en god times bilkørsel fra Pristina. På vejen til byen passerer vi en kampvogn, der står parkeret ved vejen, og to soldater fra Ukraine vinker venligt.

Brezovica er et lille skisportssted, der findes en håndfuld hoteller, tre restauranter og ni lifte på bjerget, men kun to af dem er i brug.

Liften har ikke kørt siden krigen

"Liftene har stået stille siden krigen i 1999," fortæller Oreste Nimani, radiospeaker fra Pristina.

Han peger på en stolelift, der går op til toppen af bjerget, 2520 meter over havet.

Det er længe siden, at liftarbejderne har fået løn for deres arbejde, så liftene kører, når de ansatte har lyst.

"Den lift er aldrig blevet brugt. Da den var færdigbygget, var Jugoslavien faldet sammen, og topstationen havnede i Makedonien."

Oreste Nimani drikker øl sammen med liftpersonalet. Der drøner technomusik ud ved basisstationen. Skiløbere står og hænger, lytter til musikken og deler en-liters ølflasker.

"Brezovica er det eneste sted i Kosovo, hvor serbere og albanere omgås hinanden," fortæller en af liftfolkene.

Her lægger man for en stund de grusomme minder og den usikre fremtid bag sig. Her gælder det fest og skiløb.

Jeg tager liften op sammen med Oreste Nimani. Han peger på stejle kløfter, urørt åbent alpint terræn og skovpartier med dyb sne.

Hemmeligt er bedst

"Her er alt. Det er bare at lægge skiene over skulderen og gå et lille stykke, så får man et fantastisk offpiste," siger han tilfreds.

"Jeg så allerhelst, at man ikke investerer i Brezovica. Jeg vil have det her sted for mig selv. Mit hemmelige free-ride-paradis," tilføjer han.

Bakkerne under liften er forbavsende velpistede, men det er den urørte sne, vi går efter. Jeg må kæmpe for at holde trit med Oreste Nimani, som flyver ned ad bjerget i vild stil.

Sneen på toppen har fået en hård overflade af vind og sol, men jo nærmere trægrænsen vi kommer, jo blødere bliver sneen. Vi standser ved en gruppe lokale skiløbere, som har slået sig ned i solen. De deler en joint med marihuana, der dyrkes i Albanien.

"Rastaman vibration ... with too much violence in this nation," rimer en fyr med dreadlocks.

Skiliftene og byens største hotel, Molika, drives fra Beograd. Det er længe siden, der er kommet penge til vedligeholdelse og lønninger. Liftpersonalet kører liftsystemet, når de føler sig i humør til det.

De 10 euro, jeg betaler for et dagskort, havner direkte i personalets lomme. Hotel Molika er et enormt byggeri i stenhård kommuniststil, hvor de fleste af værelserne ikke anvendes. Hotelpersonalet går rundt i forvaskede uniformer i de tomme spisesale.

Efter Kosovos selvstændighedserklæring i foråret 2008 er Brezovicas fremtid usikker. Skisportsstedet befinder sig midt i et politisk tovtrækkeri.

Serbien vil ikke slippe Brezovica, i juli erklærede den serbiske regering, at man vil investere 40 mio. euro på at udbygge stedet. Kosovo mener til gengæld, at bakkerne tilhører dem og har startet deres eget projekt for at lokke europæiske investorer til.

Hvad der end sker, ser Brezovica ud til at blive forandret – dagene for Oreste Nimanis hemmelige freeride-paradis er talte.