RejserI Milano ligger Europas eneste syv-stjernede hotel. Et sted gennemsyret af underspillet luksus, hvor diskretion er den vigtigste gæst
»Ønsk dig noget på Town House, og vi gør det til virkelighed«.
Sådan lyder talemåden på Europas eneste syv-stjernede hotel, Town House Galleria i hjertet af Milano. Et hotel, hvis filosofi er, at stedet skal være et hjem væk fra hjemmet, hvor du føler dig afslappet, godt tilpas og serviceret 24 timer i døgnet.
Langt de fleste gæster får bragt deres mad til suiten, da det føles mere hjemligt end at spise i restauranten
Turen mod de syv stjerner starter på Via Silvio Pellico, hvor en glaselevator lydløst transporterer dig op over gårdens palmer og direkte ind i receptionen. Allerede her fornemmes hotellets underspillede luksuriøse stil. En diskret disk med en moderne lysekrone byder velkommen. Her er ikke brug for unødvendige dikkedarer til at fortælle gæsten, at kvaliteten er i højsædet.
Det fortælles så ganske fint ved det første håndtryk, som tilhører din personlige butler. Som en tjener i verdensklasse har han arrangeret suiten helt efter de ønsker, som man inden ankomst har afkrydset i en reservationsprofil modtaget på mail.
Valg på alle hylder
Der kan vælges, om sengetøjet skal være af perlebomuld, lærred eller satin; om puderne skal være fyldt med fjer, gåsedun eller skumgummi; hvilken avis der skal ligge på natbordet og hvilken størrelse sko man bruger, så skolæstene rammer plet. Alt er udført til perfektion.

Bliv transporteret med stil i hotellets Bentley, der udlejes med privatchauffør
På reservationsprofilen angives også en adgangskode til suiten. Ingen andre kender koden, så ingen andre kan komme ind – nøjagtig som i et almindeligt hjem.
Town House Galleria ligger i et af Milanos mest kendte bygningsværker, Galleria Vittorio Emanuele II. Den smukke arkade ligger lige over for byens enorme domkirke Duomo Milano og huser i dag luksuriøse forretninger som Louis Vuitton og Gucci.
Få din butler til at arrangere en privat visning af sæsonens kollektioner i din suite, så du kan shoppe helt diskret
Galleria Vittorio Emanuele IIs første mursten blev lagt 7. marts 1865 under kong Victor Emmanuel II’s regeringstid, og nøjagtig 142 år senere, 7. marts 2007, åbnede Town House Galleria.
Manden bag det enestående hotel er italieneren Alessandro Rosso, som fik en idé om at skabe et hotel så luksuriøst, at det skulle stå mål med verdens hidtil eneste syv-stjernede hotel, Burj Al Arab i Dubai. I samarbejde med arkitekten Ettore Mocchetti og under opsyn af The Italian Institute of Art gik han i gang med at blande højteknologisk design med datidens freskomalerier, stuk og marmor.
Afslappende lysterapi
Den største af Town House Gallerias 24 suiter er Ala Ambassadør på 160 kvadratmeter indrettet med to stuer, to soveværelser og tre badeværelser, og den mindste er Deluxe courtyard twin på 31 kvadratmeter. Alle er indrettet forskelligt, men samtlige med den luksus, der hører til, når der står syv stjerner ved hotellets indgang.

Suiternes indretning består af moderne design blandet med original stuk og freskomalerier.
Skabene til dit tøj – som butleren pakker ud, ligesom han opbevarer dine kufferter indtil afrejse – har indvendig belysning og en kasse, hvor du lægger snavsede sko for at finde dem nypudsede et par timer senere.
Aflever dit personlige visitkort fra hotellet i butikken, og få dine køb bragt til døren
Badeværelset har karbad, tv og lækre bløde badekåber, hvor du kan få broderet dine initialer. Ligesom resten af suiten har badeværelset specielle lamper, der kan rotere 180 grader og variere i lysstyrke og farve. Lamperne kan indstilles til 20 forskellige lysniveauer, så hjernen kan wslappe af til professionel lysterapi.
Har du ikke selv mulighed for at medbringe din bærbare computer, stiller Town House Galleria en til rådighed, ligesom din suite har privat telefonlinje.
Butler på shopping
Udsigten fra langt de fleste suiter er til den smukke arkade, der ligesom resten af Milano lokker med shopping. Er du faldet for noget, men ikke for besværet med at bære det hjem, så tag din butler med på shopping, eller aflever dit personlige visitkort fra hotellet i butikken, og få dine køb bragt til døren.
Eller endnu bedre: Få din butler til at arrangere en privat visning af sæsonens kollektioner i din suite, så du kan shoppe helt diskret.

Town House Gallerias restaurant er åbent 24 timer i døgnet, men kun for hotellets gæster
For netop diskretion er kerneværdien på Town House Galleria. Ingen – ud over din butler – vil få noget at vide om dit besøg og dine vaner, du ikke selv ønsker.
Helt diskret kan du også være, når det gælder dagens måltider, og langt de fleste gæster får bragt deres mad til suiten, da det føles mere hjemligt end at spise i restauranten.
Køkkenet har åbent døgnets 24 timer, så er lysten til morgenmad til midnat, er det blot et opkald væk. Skulle det være tilfældet, så prøv hotellets lækre luftige amerikanske pandekager med sirup.
Som aftenmenu kan anbefales rejecarpaccio pyntet med kæmperejer til forret, kanin med skorpe af hasselnødder til hovedret og hvid chokolademousse til dessert. Alt sammen lige så lækkert og delikat serveret som resten af hotellets omgivelser.











