11.09.2008 tekst: Maria Kentorp

Eventyrlige dage i Marrakech

RejserEn ny type hoteller er spiret frem i Marrakech de senere år. Riader hedder de traditionelle velhaverhjem, som bliver omdannet til små luksushoteller i det gamle centrum.

Her finder man ro og pause fra de kaotiske markedsgader udenfor og sover i smukt dekorerede suiter, der tidligere var familiefaderens soveværelse

En Yamaha-knallert drøner igennem de smalle gyder som en rasende hveps i varmen, og endnu en følger efter.

En æselkærre lastet med cementfliser skramler forbi, en slangetæmmer spiller enerverende på sit lange blæseinstrument, en dadelsælger forsøger at få opmærksomheden før sine kolleger, og en chauffør i en sennepsfarvet taxa trykker hornet i bund. Marrakech er 1001 dages kaos.

Her forstummer al støj fra gaden. Her hersker ro og skønhed 



Indtil vi finder den rigtige dør i en af de støvede og anonyme mure. Og træder indenfor i Riad Bab Firdaus, et af Marrakechs gamle velhaverhjem, der i mangetal er opkøbt af europæere og omdannet til små luksushoteller.


Her forstummer al støj fra gaden. Her hersker ro og skønhed, og da Pleasures udsendte ankommer træt og øm efter næsten en hel dags rejse, står værtinden klar med en kold vaskeklud og nødforsyninger til blodsukkeret. Myntelemonade og dadler fyldt med valnødder.

Vi synker ned på en af de lave træsofaer med puder og hynder af fint vævet stof og nyder synet af den lille oplyste swimmingpool i hotellobbyen, der også er en patio med frit udsyn til stjernehimlen.

Snart slipper hun os igen, så vi kan søge mod det, vi allermest drømmer om, middagen på hustaget, et brusebad i det sienna-farvede badeværelse og en god nats søvn på de smukt indrettede værelser, der viser sig at ligge bag tætsluttende skodder.

Den befriende skygge

Den asiatiske Angsana-kæde, der er en gren af luksushotellerne Banyan Tree, har netop etableret sig i Marrakech med seks af disse hjemlige hoteller, og de har to til på tegnebrættet.

I ørkenlandet Marokko er skygge i høj kurs, så disse traditionelle huse er bygget op med svalegange og halvtage 



Alle ligger de i medinaen, det oprindelige centrum i byen, og hvert hotel rummer aldrig mere end otte værelser og suiter, for det var den størrelse, der passede til en rig familie i tidligere tider.

I ørkenlandet Marokko er skygge i høj kurs, så disse traditionelle huse er bygget op med svalegange og halvtage, der holder solens stråler i skak, og værelserne er efter samme princip mørke som graven, når natten falder på, og personalet har været forbi og lukke vinduerne til.


Enkelte suiter, der er placeret på førstesalene, har kupler med frostet glas, der oplyser stuerne fra oven, og for en lyshungrende skandinav kan de være gode at investere i.

Oppe i lyset på husets flade tag ligger også Angsana-restauranten, der serverer en fortræffelig morgenmad med et europæisk udvalg af hjemmebagt brød og pain au chocolat tilsat grøn te, lokal eukalyptus-honning og blommemarmelade.

Der er der plads og udsigt på en helt anden måde end det kompakte centrum 



Hver morgen kan man derudover pege på det skiftende menukort, hvad maven begærer af salat, frugt, omelet, ost og friskpressede juice.

At vi kan sidde her i dag som rejsende, skyldes det faktum, at velhavende marokkanere i større stil har lagt den gamle bydel bag sig og fundet status i at søge mod de nye områder i udkanten af byen.

Der er der plads og udsigt på en helt anden måde end det kompakte centrum, hvor det til gengæld er blevet muligt for udlændinge at købe sig ind i de uvurderlige kulturskatte, som de gamle huse udgør.

Riad betyder »have« på arabisk, og ordet dækkede oprindeligt over større haver med frugttræer og bassiner, som var del af et herremandssæde eller et palads. I Marrakech gælder betegnelsen i dag alle huse med en central gård med træer.

Denne gård, wast ed-dar, er hjemmets absolutte kerne, hvor kvinder, mænd og børn lever deres liv, og hvor mandlige gæster traditionelt ikke havde adgang. De blev i stedet ført ad en indendørs trappe og budt indenfor i den såkaldte douiria på første sal.

Velgørende vand

På første og anden sal lå også alle soveværelser, inklusive forældrenes, der var ekstra rummeligt og elaboreret, og på øverste etage havde de særligt velhavende så et ekstra værested med en kølende brise og overdådige dekorationer.

Netop udsmykningen er en stor del af charmen ved husene, der har, hvad man kunne kalde en indadvendt facade. Den ydre facade er helt negligeret til fordel for de indre vægge, lofter, gulve og dørkarme, der er sindrigt dekorerede med stuk, udskæringer og malede mønstre på fliser, som Marokko er blevet så kendt for udenlands.

Ikke langt derfra ligger Sahara-ørkenen, og vand er de senere år blevet en endnu større mangelvare 



Her og der står appelsintræer i store potter eller direkte i jorden, og en fast del af konceptet er også en swimmingpool eller et bassin med det vand, som i Marrakech er lige så eftertragtet som skygge.

Ikke langt derfra ligger Sahara-ørkenen, og vand er de senere år blevet en endnu større mangelvare, i takt med at ørkenen breder sig, og tørken tærer på forsyningerne.

Drikkevand mangler dog aldrig på hotelværelset, hvor der hver aften kommer nye forsyninger af kildevand og isterninger i isspanden, ligesom der venter en sød overraskelse under låg, en kage eller et stykke konfekt.

Serviceniveauet er højt, for som hotellets massør ganske rigtigt siger, forventer man sig meget af en kæde, der er associeret med Banyan Tree. Men da rammerne er givet på forhånd, og det ikke er muligt at bygge terrasser, vilde udsigter og ekstra suiter, må personalet sørge for at kompensere på service og renlighed.

Du er blandt æsler, knallerter, biler, gavtyve og gadesælgere 



De belevne tjenere og værter, der er rekrutteret fra både Marokko, Europa og Asien, er endnu en kontrast til de højspændte markedsgader udenfor.

Se dig for til begge sider, før du træder ned fra trappestenen, og skift til et højere gear. Du er blandt æsler, knallerter, biler, gavtyve og gadesælgere.

Første gang offentliggjort i Magasinet Pleasure torsdag den 4.september 2008

borsen statistik bnt
Land
Marokko
Region
Marrakech
By
Marrakech
Se også
Visit Marocco
Fakta
Hvordan og hvor meget? -Air France flyver fra Kastrup til Casablanca med stop i Paris. Lavprisselskabet Norwegian Airlines flyver direkte fra Oslo til Marrakech. -Der går tog mellem Casablanca og Marrakech. Transporttid er fire-fem timer. En billet på 1. kl. koster ca. 120 kroner. Tjek www.oncf.ma. Royal Air Maroc flyver i øvrigt samme strækning på ca. 40 min. -Priserne hos hotelkæden Angsana spænder fra et almindeligt værelse i lavsæsonen for ca. 825 kr. plus skat og service (20 pct.) per nat til Africaine Suite med to soveværelser, der i højsæsonen koster ca. 4600 kr. plus skat og service per nat. -Find en riad på www.angsana.com eller www.riadsmorocco.com -Læs mere om Marrakech på www.ilove-marrakech.com og www.visitmorocco.com
Magasinet Pleasure
 
 
 

Seneste rejse artikler


 
 
 

Seneste