RejserI den andalusiske bjergby Ronda ligger en luksus-parador med svimlende udsigt. Den er en af perlerne i Spaniens kæde af historiske parador-hoteller.

Skøn luksus og bloddryppende drama. Skulle det nu være noget at bringe i selskab med hinanden på en ferierejse?

Hvorfor ikke? Luksusen kan nydes på krop og sjæl. De bloddryppende dramaer kan man nøjes med at høre om eller kikke på. Og glæde sig over, at man ikke er personlig involveret.

Romerske kejsere, muslimske kaliffer, spansk borgerkrig og meget mere 

Ronda er stedet. En by kun en times kørsel op gennem bjergene fra den spanske Solkyst. En by med en parador – et luksushotel. Og en tyrefægterarena, der er Spaniens ældste og smukkeste.

Og så en historie, der kan få alt, hvad man har strejfet gennem liv og skole om Spaniens og Europas fortid til at passere revy: romerske kejsere, muslimske kaliffer, spansk borgerkrig og meget mere. Og for resten: Præhistoriske huler med malerier i klippevæggen. De tæller også med i Rondas fascinerende katalog.

For at standse ved hotel og borgerkrig: Bestil et værelse med en udsigt, som folk, der har været i Ronda, kan blive ved at snakke om: Udsigten ud over og ned i en dyb kløft.

Huse på afgrundens rand. Beboede huse 

Den dybeste, nogen by i europæisk menneskeformat kan prale af. Lodret ned: 100 meter til en flod, så smal og så langt nede, at du dårligt nok øjner vandet. Broen for næsen af dig er bygget i 1700-tallet.

Et svimlende ingeniørprojekt. Lige så svimlende som udsigten, der indbefatter bjergene i baggrunden og den ældste del af Ronda på den anden side af slugten. Med huse på afgrundens rand. Beboede huse.

Bed om paradorens værelse 223. Eller nærmeste nabo. Du får en terrasse stor nok til at holde afdansningsbal. Første parket til det hele. Inklusiv suget i maven, hvis det er det, du går efter.

Og den spanske borgerkrig? Dens græsseligheder hører til myterne på stedet. De er mere end myter. Guider fortæller, at folk blev styrtet i afgrunden under borgerkrigen.

Parador-luksus. Hvis man ikke kender det begreb, så hør, hvad det handler om 

Det er sandt. Men det er ikke sandt, at det var Francos folk, der skubbede modstandere over kanten. Det siger guiderne for at være politisk korrekte – Franco er jo defineret som slynglen i Spaniens nyere historie.

Men sandheden er, at det var regeringstro folk, der skubbede, og fascistiske Franco-tilhængere, der endte på slugtens bund. 500 mennesker i ét hug. Borgerkrigen var grum. På begge sider.

Parador-narkomani

Parador-luksus. Hvis man ikke kender det begreb, så hør, hvad det handler om.

Der er halvfems paradorer i Spanien. De fleste og de mest interessante er installeret i gamle slotte, borge eller klostre, der er blevet gennemrestaureret og shinet op, så du enten taber vejret eller bare tager hatten af og siger: Perfekt.

Den i Ronda har fået en ordentlig tur. Den har engang været byens rådhus, placeret ved en elegant plads og som sagt ud til slugten. Kun facaden er tilbage. Rondas "ayantamiento-facade". Resten er nyt.

Tyst elegance, og så en restaurant, der opfylder et af de krav, der er indbygget i parador-begrebet: Et internationalt køkken, der samtidig kæler for de forskellige egnes specialiteter og særheder – også på vin-feltet.

Hvis man tilsvarende vil fantasere sig til, hvor godt Carl den femte sov om natten, kan man vælge slottet i Jarandilla de la Vera 

Det er en af grundene til, at man kan blive lidt parador-narkoman. Lad mig nævne et par andre:

På næsten alle paradorer er man væk fra den turistmæssige alfarvej. Paradorerne ligger spredt rundt i Spanien, som regel i historisk interessante byer, hvor de har været klostre eller fæstninger, nogle af dem helt tilbage fra maurertiden i 1400-tallet.

Der bliver stadig indrettet nye. Også specielle golf-paradorer. Men der er i øvrigt golfbaner i næsten hvert eneste af de områder, hvor der ligger paradorer.

Mange af paradorerne kan – som den i Ronda – noteres for hændelser, der giver dem ekstra farve i kinderne. Hvis man f.eks. synes – nu vi taler om Franco – at det kan være sjovt at indlogere sig i de værelser, Franco brugte, når han gik på jagt i de skovklædte bjerge nord for Granada. Den fornøjelse kan man få på paradoren i Úbeda.

Det er først siden 1980’erne, de har foldet sig ud som attraktioner også for udenlandske rejsende 

Hvis man tilsvarende vil fantasere sig til, hvor godt Carl den femte sov om natten, kan man vælge slottet i Jarandilla de la Vera ovre mod bjergene ved den portugisiske grænse.

Nationale visitkort

Paradorerne er prismæssigt til at komme i nærheden af. Det hænger sammen med, at de af den spanske stat betragtes som nationale visitkort. Paradorerne blev faktisk sat på skinner under et kongeligt patronat i 1928.

Men det er først siden 1980’erne, de har foldet sig ud som attraktioner også for udenlandske rejsende.

Erfaringen med parador-restauranterne er, at de snildt kan konkurrere på prisen med de bedste restauranter i den by, man befinder sig i.

Og i betragtning af at værelser andre steder og i tilsvarende klasse – ikke mindst i Danmark! – nemt passerer 2000 kr. pr. nat, opererer man på de spanske paradorer sjældent med ret meget over det halve, især hvis man udnytter nogle af de mange specialordninger, de byder på.

I arenaen

Der er få meter fra Ronda-paradoren til Plaza de Toros; den cirkelrunde tyrefægterarena, dette hjem- og arnested for den eleganteste, den modbydeligste, den mest raffinerede og den blodigste europæiske "sport", eller hvad man skal kalde denne tilspidsede inkarnation af menneskets jagt på dyret.

Stenalderinstinkt og middelalderlige riddervaner i ophøjet forening.

Der er et lille vellystigt gys at hente i at være den første, der sætter de første spor i arenaens fine tæppe af sand 

En fløj til arenaen er rideskole. En anden et velorganiseret lille museum, som fortæller tyrefægtningens historie.

Billeder og tekster om adelig og kongelig jagt og forlystelser. Om våben, helte, heste, tyre, kvinder og dueller. Også dueller af den ordentlige slags mellem mennesker på lige våben og vilkår.

Arenaen er et vidunder af et bygningsværk. Dateret 1785. Gå derhen en fredelig formiddag ved åbningstid. Der er et lille vellystigt gys at hente i at være den første, der sætter de første spor i arenaens fine tæppe af sand.

Hemingways Ronda

Retur til terrassen. Grib Hemingways »Hvem ringer klokkerne for«. Slå op på kapitel 10, og få den gruopvækkende beretning om de fem hundrede Franco-fascisters endeligt, brutalt kastet over broens kant i floden Guadalevins dyb. Det var i 1937.

I romanen henlægger Hemingway begivenhederne til den langt nordligere egn omkring Segovia. Men det er Ronda-mordene, han har brugt som forlæg. Romanen er skrevet umiddelbart efter borgerkrigens ophør og udkom i 1940.

Filmatiseringen huskes sikkert af mange. Ingrid Bergman var partisanpigen og Gary Cooper den amerikanske Spaniens-frivillige. En klassiker.

Mens solen dykker i bjergene, mørket falder, og hvidløgssuppen og vildtmørbraden venter i restauranten 

Ronda – stedet for en macho som Hemingway. Han boede jævnlig i Ronda, når han var i Spanien, første gang som ung i 1923. Gik til tyrefægtning. Havde en bestemt, foretrukken loge i arenaen. Tyrefægtning optræder gang på gang som emne i hans bøger. I "Og solen går sin gang", i "Døden kommer om eftermiddagen" og i "De ubesejrede".

Alt det, vi kan fordybe os i i flugtstolen på terrassen. Små snif af drama, af fjern og nær fortid, af jordisk liv og død omkring os.

Mens solen dykker i bjergene, mørket falder, og hvidløgssuppen og vildtmørbraden venter i restauranten.

Første gang offentliggjort i Børsen Weekend fredag den 29. august 2008.