Cypern er mere end klassisk charterturisme. Middelhavsøen byder også på luksus, smukke omgivelser og nogle af verdens førende spa-oplevelser. Noget der tiltrækker stadig flere berømtheder, som leder efter privat retræte

24.06.2008 tekst: Eva Kirstine Brünnich foto: pr

Lev i luksus mellem filmstjerner

RejserHvad gør man, når det hektiske filmstjerneliv bliver for overvældende? Tja, George Clooney, Bruce Willis og deres filmstjernekolleger sætter kursen mod Cypern. En klassisk charterdestination, som mest er kendt for unge bargængere og midaldrende britiske ægtepar.

Men den lille middelhavsø kan mønstre langt mere end det. Cypern er nemlig blevet en destination, hvor berømthederne nyder mondæne omgivelser, som skærmer dem fra nysgerrige blikke.

Toppen af poppen

Ud over vidunderligt klima, smukke kyststrækninger og frodige landskaber byder den sydvestlige del af øen på nogle af verdens førende spa-resorts. Som paradisiske udgaver af Fort Knox, der kræver en nøje personlig tilkendegivelse, inden de elegante jernporte åbner sig, står de klar til at modtage de indviede. Det absolut hotteste er Le Meridien, den eksklusive hotelkæde, der har anlagt et super-resort i kystbyen Limassol.

Duften af eukalyptus, mosaiksten og små kapeller med livgivende kilder leder tankerne tilbage til fordums tider 



I første række til det krystalklare azurblå Middelhav fordeler resortet sig over et 100.000 kvadratmeter nøje anlagt parklignende område, og her gemmer der sig et luksusretræte for ethvert behov.

»Berømthederne kommer her, fordi vi værner meget om anonymiteten. Her er ingen nysgerrige blikke, og ofte kommer både de lokale stjerner og de helt store Hollywood-stjerner, uden at vi på forhånd er adviseret. For eksempel kom designeren Jean Paul Gaultier forleden, og han havde bare booket et værelse via internettet, så ingen havde bemærket det,« fortæller salgsdirektør på Le Meridien Maria Riga og afslører, at næste berømthed på vej er popstjernen Britney Spears.

Skulle shoppinglysten melde sig, kan stedets shoppingarkade byde på egen Gucci-butik, Versace, Bulgari og en række andre kendte luksusmærker 



Verdens førende spa

Le Meridiens spa, »Le Spa«, er tre år i træk kåret som World Spa, og det er ikke overraskende. Stedet specialiserer sig i de såkaldte thalasso-terapibehandlinger, der med saltvandets særlige kvaliteter efterlader enhver muskel let som en sky og virker kurerende på en række hudlidelser såsom psoriasis.


Med thalasso-behandlingsområder både ude- og indendørs, er spaen helt unik i Europa og samtidig kun åbent for resortets gæster. Ifølge spa-manager Paris Kounoudis besøger mange gæster Le Meridien udelukkende for stedets deciderede spa-ophold, hvor man af en uges varighed hengiver sig til det professionelle, men yderst diskrete personales kyndige hænder og vejledning om ernæring, træning og behandlinger for krop og sjæl.

Ud over spa byder Le Meridien på faciliteter som loungebar på stranden, fire tennisbaner, bordtennis, volleyball, bowling og 24 timers taxaservice. Værelserne er individuelt indrettet og dekoreret med Kenzo. Og skulle shoppinglysten melde sig, kan stedets shoppingarkade byde på egen Gucci-butik, Versace, Bulgari og en række andre kendte luksusmærker.



Ro frem for alt

På trods af fuld belægning hersker der på imponerende vis en idyllisk ro. Fuglene kan høres synge, og tempoet er i laveste gear. Stedet værner nemlig om ro og afslapning, og det betyder også, at en række af Le Meridiens områder er børnefri. Naturligvis, fristes man til at sige, er der derfor indrettet aktivitetsrum og biografer, der kan opfylde de smås mindste behov samt en pasningsordning, hvis forældrene trænger til »time off«.

En times kørsel fra Le Meridien, på øens vestkyst, ligger byen Paphos, der er Cyperns ældste. En by med en lang arkæologisk og kulturel historie bag sig, men som også rummer en del af øens top-resorter og en tradition som spa-destination.

Med glidende, varme strøg udfører de »indian head massage«, der efterlader kroppen renset for enhver stressende tanke 



En lang række af de førnævnte berømtheder foretrækker netop denne by som destination for deres refugium på Cypern. Ganske vist til tider i private villaer, men ikke desto mindre er det i Paphos, man finder det mondæne resort Elysium, som efter sigende – her kommer diskretionen igen til udtryk – især tiltrækker berømtheder fra fodboldens verden.

Elysium er det græske ord for himmel, og det er næppe tilfældigt valgt. Allerede ved første møde tager stedet sig ud som et fuldbyrdet refugium. Duften af eukalyptus, mosaiksten og små kapeller med livgivende kilder leder tankerne tilbage til fordums tider. Henført til en tidløs charme og omgivet af små vimsende gudinder, som klædt i lange helt enkelt skårne kjoler og uden at gøre væsen af sig gør sit ypperste for gæsternes velbefindende.

Elysiums spa, Opium Health Spa, inviterer indenfor i en luksusverden af velvære. Spaen specialiserer sig i lighed med en række af verdens førende spas udelukkende i behandlinger med ESPA-produkter, der kombinerer aroma-, hydro-, thalasso- og phytoterapi. Alle behandlinger er specifikt udviklet til spaen med henblik på afstresning og klare tanker.

Med glidende, varme strøg udfører de »indian head massage«, der efterlader kroppen renset for enhver stressende tanke, spekulation og ømme muskler og den særlige fusionsmassage, hvor lunkne, bløde stråler som tropisk regn drypper ned over kroppen, mens huden eksfolieres og opnår nyt liv.

Ud over en charmerende havnepromenade kan området omkring Paphos byde på en af verdens mest eksklusive 18-hullers golfbane, Aphrodite Hills.

borsen statistik bnt
Land
Cypern
Se også
Elysium
Le Meridien Cypern
- Spa og luksus i Malaysias højland
Fakta
Godt at vide: Cypern er den tredjestørste ø i Middelhavet og registreret som den mest solrige med gennemsnitligt 320 solskinsdage om året. Højsæson på Cypern er april til oktober, men selv om vinteren er temperaturen sjældent under 17 grader. Der afgår ingen direkte fly fra Danmark til Paphos, men en række europæiske flyselskaber, herunder Czech Airlines samt Lufthansa, flyver til Larnaca samt Paphos. Ud over afslapning og henførende spa-oplevelser tilbyder alle øens femstjernede resorter mødefaciliteter, særlige VIP-områder, private lektioner i stort set alle sportsgrene, fitnessfaciliteter mv. Derudover er det populært at holde bryllupper på Cypern, hvorfor resortene har private kapeller, hvor brudeparrene kan vies og efterfølgende holde reception. Columbia Beach Resort, femstjernet resort og spa i Limassol. Specialiserer sig i Molton Brown-behandlinger. www.columbia-hotels.com Leptos Coral Beach, ligeledes fem-stjernet resort i Paphos, men mere familievenligt og afslappet end de ovenstående. Kan prale af at have swimmingpool med olympiske mål, hvor en række europæiske landshold i svømning træner. www.coral.com.cy
Børsen Weekend
 
 
 

Seneste rejse artikler


 
 
 

Seneste