RejserLangs verdens bedst bevogtede grænseskel, der adskiller Nord- og Sydkorea, vogter hundredtusindvis af tungt bevæbnede soldater på hinanden. Alligevel guides turister dybt ind i den demilitariserede zone. En tur på sightseeing ind i området er proppet med landminer, soldater og dybe indtryk.

Det åbne vogntog hælder faretruende og suser som et projektil i en riffelgang ned gennem den smalle, runde tunnel. Kølig, fugtig luft tager imod. Toget med de spændte – og fastspændte – turister fortsætter nedad og nedad. Kun turister på autoriserede udflugter har adgang. Et gyldigt pas er en forudsætning for at komme ind i zonen.

»Men nu har Nordkorea atomvåben, så de har nok ikke brug for tunnellerne mere«

Dybt under den demilitariserede zone ankommer turisterne til vejs ende; den tredje af fire underjordiske tunneller opdaget i granitten under sydkoreansk territorium. Som de øvrige er den konstrueret i dybeste hemmelighed af diktaturet mod nord med et overraskelsesangreb på Sydkorea som motiv.

Angiveligt findes der helt op til 15 uopdagede tunneller af samme art langs det 248 kilometer lange grænseskel.

»Men nu har Nordkorea atomvåben, så de har nok ikke brug for tunnellerne mere,« påpeger den engelsktalende guide Coco.

Fra loftet drypper kondensvand ned på de besøgende, der har frit lejde til at undersøge de 435 meter af tunnellen 

Sydkoreanerne leder dog fortsat efter flere tunneller.

Før opdagelsen i 1978 efter et tip fra en desertør udgjorde netop denne tunnel en særlig trussel mod det sydkoreanske folk. På tidspunktet for opdagelsen befandt de fjendtlige soldaterne i tunnellen sig blot 44 kilometer fra Seoul.

Nordkorea hævder, at der er tale om forladte kulminer. Men da kul ikke forekommer i denne del af landet, var det spildte kræfter, da nordkoreanske soldater besværede sig med at sprede den kulmaling, der stadig kan ses på væggene 73 meter under jorden.

Nordkoreanske soldater er ikke velkomne her 

I dag har nysgerrige turister erstattet fjendtlige soldater i den snævre tunnel, der måler to gange to meter. Fra loftet drypper kondensvand ned på de besøgende, der har frit lejde til at undersøge de 435 meter af tunnellen, der strækker sig ind under sydkoreansk territorium.

Fotografering er strengt forbudt, og en skarp overvågning af turisterne sikrer, at reglementet bliver fulgt. Adgangen til resten af den i alt 1,6 kilometer lange underjordiske tunnel, hvorigennem en hel nordkoreansk division på 10.000 bevæbnede soldater og militære køretøjer kunne passere på én time, er solidt blokeret af sydkoreanske ingeniører. Nordkoreanske soldater er ikke velkomne her.

Neutralt bælte

Den demilitariserede zone adskiller Nord- og Sydkorea og består af et fire kilometer bredt, neutralt område, hvor militært udstyr og aktivitet er stærkt reguleret.

Midt i zonen løber den skarpest bevogtede grænse i verden. Et område, den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton under et besøg i 1993 betegnede som »det mest uhyggelige sted på jord«. På trods af den udsatte tilstand har det bizarre område udviklet sig til en stor turistattraktion, der får hundrede tusinde af besøg hvert år.

Men da en egentlig fredsaftale aldrig er blevet underskrevet, er de to hære parate til at genoptage krigshandling med et øjebliks varsel 

Zonen deler den koreanske halvø langs ideologiske linjer ved den 38. breddegrad og er fyldt til bristepunktet med vagttårne, pigtråd, landminer og anti-kampvogns-anordninger. Langs zonen vogter mere end halvanden million soldater.

Sådan har det været i næsten 60 år, siden Korea-krigens sidste skud blev affyret. Krigen, der sluttede i 1953, kostede mere end tre millioner menneskeliv og blev afløst af en ustabil våbenhvile.

Men da en egentlig fredsaftale aldrig er blevet underskrevet, er de to hære parate til at genoptage krigshandling med et øjebliks varsel. Begge regeringer fastholder samtidig, at der er tale om en midlertidig administrativ linje – ikke en permanent grænse.

Spændt stemning

Tilbage på overfladen er stemningen spændt. Soldater holder et skarpt øje med turisterne. Efter et besøg på det tilstødende museum og en filmvisning ledsages de besøgende til deres officielle tour-bus, der sørger for, at gæsterne navigeres sikkert rundt mellem områdets utallige minefelter.

Soldaterne er en del af den 600.000 store styrke, der forsvarer sydkoreansk territorium 

Heller ikke fra bussen er det tilladt at fotografere. Brud på reglementet betyder konfiskation af kamera og memorycard, så passagererne modstår fristelsen.

Den røde bus ruller videre i et uvejsomt terræn langs marker med advarsler om minefelter overalt. Undervejs passeres adskillige checkpoints og soldater, der kaster et stjålent blik mod det rullende akvarium. Minefelt efter minefelt og soldat efter soldat glider forbi.

Soldaterne er en del af den 600.000 store styrke, der forsvarer sydkoreansk territorium. Side om side med dem står flere tusinde amerikanske tropper, der har forpligtet sig til at forsvare Sydkorea mod aggressioner fra nord. På den anden side af grænsen har Nordkorea mobiliseret en hær på én mio. soldater. De to hære er blandt de fire største styrker i verden og kan mobilisere yderligere fire-fem mio. soldater.

Har man mod på at komme helt tæt på Nordkorea, kan man inkludere et besøg i byen Panmunjeom. Det er en lille landsby på grænsen mellem de to lande og skueplads for en række udfald fra Nordkorea 

Efter et besøg hos et observatorium – en officielt udkigspost for turister, hvor det i godt vejr er muligt at skimte Nordkorea gennem kraftige kikkerter – og den symbolske togstation Dorason, der seks år efter indvielsen i 2002 endnu har sin første afgang med passagertog til Nordkorea til gode, gør bussen klar til at forlade den demilitariserede zone. Fem timers sightseeing nærmer sig sin afslutning.

Har man mod på at komme helt tæt på Nordkorea, kan man inkludere et besøg i byen Panmunjeom. Det er en lille landsby på grænsen mellem de to lande og skueplads for en række udfald fra Nordkorea, hvor soldater i forklædning har forsøgt at infiltrere den sydkoreanske grænse med mange dødelige opgør til følge.

Broer med dynamit

Buspassagererne ryster fra side til side, da bussen kører over fartbegrænsende bump. Endelig passerer bussen en lang række militære checkpoints og broer forsynet med betydelige mængder dynamit, der kan bringes til sprængning for at forsinke den nordkoreanske hær i tilfælde af invasion.

Mørket falder på, men der er ingen lys langs »Freedom Road«. Mørket beskytter militæret fra snig-angreb fra den tilgrænsende flod 

To kilometer fra den nordkoreanske grænse krydser bussen »Freedom Bridge«, der markerer afslutningen på zonen.

Også denne bro er mineret med dynamit. Bussen får grønt lys fra sidste checkpoint og triller ud i friheden. Efter et busskifte går turen tilbage mod Seoul. De første tyve kilometer løber forbi utallige vagttårne og camouflerede kampvogne.

Mørket falder på, men der er ingen lys langs »Freedom Road«. Mørket beskytter militæret fra snig-angreb fra den tilgrænsende flod, som flere desertører har krydset for at undslippe det nordkoreanske regime på den anden flodbred.

Som en påmindelse om situationens alvor er midterhellerne på vejen ikke fastgjorte til den velholdte asfalt. Trafikken skal kunne ensrettes mod – eller væk fra – den ventede front i tilfælde af krig. Sydkorea er forberedt på det værste.

I bussen er samtalerne forstummet. Passagererne er i færd med at bearbejde de mange indtryk, besøget i ingenmandslandet har efterladt. De blivende indtryk er med i prisen på den guidede tur til mest skræmmende sted på jord.