RejserSafarioplevelser er efterhånden blevet allemandseje, men inden for de seneste år er der poppet en række steder op, der sværger til bæredygtig safariturisme, hvor man passer på naturen og folket.

Jeg har set et drab med mine egne øjne tre meter fra, hvor jeg sad. Øjnene var udspilede af angst og smerte, der blev klemt til om halsen 

For eksempel Karen Blixen Camp i Masai Mara-reservatet, hvor man indlogeres på luksuscamp i en stil, der matcher datidens storslåede safari-charme.

Jeg har set et drab med mine egne øjne tre meter fra, hvor jeg sad. Øjnene var udspilede af angst og smerte, der blev klemt til om halsen, og det tog over en time, før døden satte ind.

Det foregik i Masai Mara-reservatet i Kenya, hvor der var tre hunløver og otte unger om en gnu. De flåede, åd, slikkede, gnavede og gnaskede, til de var helt røde i hovederne af blod og henrykkelse.

Her er alt, hvad hjertet begærer af zebraer, gnuer, gazeller, elefanter, giraffer og flodheste 

Den slags er hverdagskost på savannen, men noget som safariturister må køre rundt i dagevis for at opleve.

Selv vores guide Søren Rasmussen, som er direktør i Albatros Travel og har været på safariture gennem de sidste 20 år, oplevede dette drama for første gang.

En sådan »dance macabre« skal man være heldig at støde ind i, og at det blev så intens en oplevelse, skyldes bl.a. vores modige chauffør, der kørte jeepen helt op på siden af savannens colosseum.

Safarirejser handler jo om at se dyr – de vilde af slagsen – og det er muligt hvert 10. sekund, når man kører hen over savannen i Masai Mara-reservatet.

Her er alt, hvad hjertet begærer af zebraer, gnuer, gazeller, elefanter, giraffer, flodheste, bavianer, vortesvin, hyæner, sjakaler, krokodiller og sågar et par arrige sorte næsehorn.

Så værsgo’ at tage for dig af retterne. Dette er ikke et BBC-program, men den ægte vare få meter fra, hvor du sidder beskyttet i din jeep med vind om kinderne og kniber øjnene sammen for at værne mod solens stråler fra den storslåede himmel, der ligger som en enorm blå paddehat over vildmarkens »highway number one«.

Unikke lejre

Der findes masser af safarirejser, og oplevelserne på savannen er intense hver gang, men når der skal vælges indkvatering er mulighederne mange.

I kølvandet på en stigende tendens til masse-safariturisme er der poppet nogle små, unikke lejre op, der værner om nærmiljøet, både hvad angår naturen og folket.

For over de seneste 20 år, hvor safariturismen er begyndt at snige sig ind under huden på danskerne, er der også opstået en masseturisme, hvor man valfarter til vildmarken i store busser for at tjekke ind på lodges i to etager med plads til op mod 200 gæster.

Og med én trend kommer altid en modtrend, som denne gang er lysten til at værne om de oprindelige safaritraditioner, samtidig med man bor i en bæredygtig camp omgivet med luksus.

85 lokale swahilier og masaier, serverer mad, kokkererer, gør rent, står i receptionen, giver massage, kører firehjulstrækkere på safariturene og ikke mindst står vagt for at beskytte mod de vilde dyr. 

Et sådant koncept beror Karen Blixen Camp på, der er bygget og ejet af det danske rejseselskab Albatros Travel.

For nogle år siden købte selskabet et stykke jord af de lokale masaier og opførte en luksuslejr med 22 telte, der åbnede i sommeren 2007.

Den ligger ned til Mara-floden, hvor en flok flodheste holder til, og således kan man nu indtage sin brunch 20 meter fra et af verdens farligste dyr.

Her bor man i telte af en kvalitet, der ikke har det fjerneste med en spejderlejr at gøre, spiser mad tilberedt af en kok fra Café Ultimo Tivoli, og svaler sig i en pøl under åben himmel – alt sammen i rammer, der sender tankerne tilbage til Karen Blixens tid, hvor man camperede med stil.

For at bevare pengene i lokalområdet har Karen Blixen Camp hyret 85 lokale swahilier og masaier, der serverer mad, kokkererer, gør rent, står i receptionen, giver massage, kører firehjulstrækkere på safariturene og ikke mindst står vagt for at beskytte mod de vilde dyr.

Masaier står vagt

Vagterne er selvfølgelig de lokale masaier. Et cool og værdigt krigerfolk, der stadig lever af mælk og blod tappet fra deres kvæg. Masaierne er iklædt farvestrålende gevandter og bevæbnet med bue, pil og en kæmpe kølle for at håndtere uventede gæster.

Om aftenen, når mørket har sænket sig over lejren, og man hører løverne brøle i det fjerne, træder masaivagterne galant frem fra mørket og fører gæsterne fra teltet til restauranten – for her går kun en tåbe alene.

Derudover vælger man på campen at give penge direkte til masai-landsbyerne, når man besøger deres folk og hytter – bygget af kolort i øvrigt – i stedet for at lade chauffører fra Nairobi stikke hovedparten af fortjenesten i egen lomme.

Det har medført et godt forhold til det lokale masai-folk, og Karen Blixen Camp forsøger lige nu at få flere af områdets lejre til at benytte samme metode.

Man er også i gang med at bygge en fodboldbane og har planer om at opføre en kirke som et alternativ til det lokale forlystelseshus »Paradise Hotel«, der er godt besøgt af de mandlige ansatte, hvilket man gerne vil ændre på.

Zebraerne er et kapital for sig. Fra deres struber kommer en blanding af hestevrinsk og abeskrig i de lyse tonearter. 

Hvad angår miljøet, bliver spildevandet renset, og man har sat store solceller op, der tager imod Kenyas bagende sol og ledes ind i lejren.

Sidstnævnte har dog været en bekostelig affære, da elefanterne ikke har kunnet nære sig for at trampe dem ned adskillige gange, når de har været i området for at æde bark fra træerne.

På campen kan du ikke finde ét stykke plastik ud over stikkontakterne. Alt er specialdesignet og lokalt fremstillet i træ, kanvas og metal.

Når man vækkes til en morgensafari af en masaivagt, der sætter en olielampe uden for teltdøren, er de eneste lyde, man hører, nabolagets dyr.

Flodhesten råber højest, mens elefanternes brummen også lejlighedsvist sniger sig ind over lejren – og zebraerne er et kapital for sig. Fra deres struber kommer en blanding af hestevrinsk og abeskrig i de lyse tonearter.

På massagebriksen

Tv og radio hører heller ikke til her. Skal du adspredes i timerne mellem safariturene, foregår det ved svømmepølen, under massørens hænder, med læsestof eller i selskab med de andre gæster over en long drink foran bålet ved restauranten.

Ethvert optræk til stress er vanskeligt at fremprovokere i Masai Mara, hvor det kan anbefales at lade sig inspirere af masaierne, der på savannen vandrer ranke omkring i et ufatteligt roligt tempo og passer på deres kvæg.

Prøv også et bad under åben himmel, med en bruser, der hælder mængder af vand ned over din støvede krop efter dagens safari-strabadser, alt imens en kamæleon sidder på rækværket og ser småfornærmet ud, mens den skifter farve fra grøn til brun.

Vandet opvarmes af en gasvarmer, der kun anvender den mængde varme, som badet fordrer.

Referencen til Karen Blixen er valgt, fordi campen gerne vil måle sig med datidens storvildtjæger-charme.

Under åben himmel

Der serveres middag under åben himmel i månelysets skær med hvide duge, højtstilkede vinglas og safaristole omkring et bord flankeret af masaier, der overvåger det mørke buskads.

Præcis som man kunne forstille sig den heroiske danske storvildtjæger spiste sine måltider sammen med sin elskede Denys Finch-Hattons, dengang hun i 1920’erne boede på sin kaffefarm nær Nairobi.

Og guiderne har så stor viden om dyrelivet og vegetationen, at man kan ende med at blive lige så klog på Afrika som selveste baronessen. Ved du for eksempel, hvilket dyr en flodhest rent fysiologisk er tættest på? Nej vel? Men det er altså hvalen!