RejserGår turen til Storbritannien, så sæt tid af til en tur i Charles Dickens eventyrlige, socialrealistiske verden. »Dickens World« ligger en times kørsel fra London og har store oplevelser for voksne og børn.

For kort tid siden stødte jeg i det indre København i en lille sidegade på en god bekendt, der i mange år har ført en hæsblæsende tilværelse som topfigur i en stor virksomhed. »Men om to år er det slut!«, forkyndte han med fryd i stemmen. »Så lader jeg mig pensionere, og så skal jeg læse alle de store klassikere. Og ved du, hvem jeg begynder med? Dickens!«

Hans udtalelse kom på ingen måde bag på mig. Mange mennesker i store dele af verden nikker genkendende, når de hører navnet Charles Dickens (1812-1870). Også i Danmark, hvor musicalen om Oliver Twist har premiere i Tivoli i København 16. november.

Men i sit hjemland opnåede Dickens allerede i sin levetid status som national legende.

Det er blevet sagt, at ingen anden engelsk forfatter, ikke engang Shakespeare, er blevet beundret af så mange forskellige årsager af så mange forskellige mennesker.

Ved selvsyn opleve en del af den barske victorianske verden, som Dickens så nådesløst beskrev i sine romaner. 

I maj blev der i den lille marineby Chatham i Kent åbnet en ny stor indendørs turistattraktion, »Dickens World«. At det blev Chatham, er på ingen måde tilfældigt. Her tilbragte Dickens fem af sine barndomsår, (1817-22), da hans far arbejdede som kontorist i flåden.

Ofte gik søndagsturen forbi det store hus Gad’s Hill Place ved Rochester, og allerede her forelskede den lille Charles sig i huset, som han købte i 1856 og beboede frem til sin død 9. juni 1870.

I det 62 millioner pund dyre projekt, som »Dickens World« er, kan man ved selvsyn opleve en del af den barske victorianske verden, som Dickens så nådesløst beskrev i sine romaner.

Familie i gældsfængsel

Et had der formentlig udsprang af, at hans far og øvrige familie i 1823 blev indsat i det berygtede Marshalsea Gældsfængsel, og han selv anbragt på en skosværtefabrik, hvor tyranniske arbejdsledere udnyttede børnenes arbejdskraft.

Alt for tidligt lærte han at kende til menneskets dybe behov. Han foragtede det engelske bureaukrati af et godt hjerte og nærede dyb tvivl om dets værdi.

Han henledte i sine romaner, foredrag og artikler ustandselig opmærksomheden på, hvor usselt de mennesker levede, der befandt sig på bunden af samfundet. Og hvor lidt der blev gjort for dem.

Han talte om, hvor uafvendeligt tingene gik deres gang fra dag til dag, uden at nogen greb ind. Hvordan fattige mennesker levede i noget, der dårligt nok kunne kaldes hjem.

Hvordan de generation efter generation i det manisk klasseinddelte britiske samfund var forudbestemt fra den tidligste barndom til at leve af forbrydelse og uudholdeligt arbejde, og at man uden tøven straffede uvidenhed uden nogensinde at lære dem noget.

Herfra kan man så fortsætte rundt til en af de mange indgange, der fører frem til enten tyvekongen »Fagin’s Den«, eller »The Haunted House«, hvor gnieren Ebenezer Scrooge bliver hjemsøgt af de tre ånder 

Siden åbningen i maj er der gået 155.000 mennesker igennem tælleapparaterne. Der er åbent alle dage kl. 10.00-19.00, og har man først en gang betalt de ca. 100 kroner i entre, kan man opholde sig så længe, man ønsker i den dickenske verden.

Det er fantastisk godt lavet. Jeg var så heldig at blive vist rundt af Thelma Grove fra »Dickens Fellowship«, som også har ageret som konsulent, siden projektet tog sin spæde start på tegnebordet for ca. seks år siden. Så detaljerne er i orden.

Man træder ind i et skummelt oplyst lokale, hvor skuespillere og ansatte konstant vimser oplagte rundt omkring en og faldbyder forskellige forlystelser og varer.

Herfra kan man så fortsætte rundt til en af de mange indgange, der fører frem til enten tyvekongen »Fagin’s Den«, eller »The Haunted House«, hvor gnieren Ebenezer Scrooge bliver hjemsøgt af de tre ånder, eller man kan vælge at lade sig underholde i »The Britannia Theatre«, hvor livagtige skabte figurer på scenen i Dickens, mr. Pickwicks og Sam Wellers skikkelser fortæller om de gennemgående karakterer i forfatterens romaner, og ustandselig gør opmærksom på, »at fattigdommen er over alt«.

Det er rart at se, at man også har tænkt på de folk, der er dårligt gående eller sidder i kørestol. Her er stedet velforsynet med elevatorer og brede gange, således at alle kan komme rundt.

Og for eksempel se den fantastiske 4D-film i »Pegotty’s Boathouse« på første sal, der fortæller om Dickens’ rejser. Bl.a. togulykken ved Staplehurst i 1865, hvor Dickens selv hjalp til med at bjærge døde og tilskadekomne. Her oplever man i skræmmende lyd og billeder ulykken i dens fulde format.

I stueetagen kan man også besøge den frygtede »Dotheboys School«, (oprindelig »Dotheboys Hall«, men alene navnet!), fra Greta Bridge, Yorkshire, hvor den sadistiske skolelærer Wackford Squeers regerer.

Hentet fra romanen om Nicholas Nickleby, hvor Dickens i forordet stillede spørgsmålstegn ved, at man kunne sagsøge en læge, der havde ordineret en forkert behandling, men ikke en skolelærer: » Hvad med de hundredertusinder der har lidt overlast på sjæl og forstand for evigt, fordi inkompetente ignoranter påtog sig at forme dem?«.

Dickens havde selv besøgt Yorkshires berygtede »privatskoler«, hvor man i annoncer gjorde opmærksom på, at medmindre forældrene ønskede det, fik børnene naturligvis ikke ferie. Her så han også en gravsten, som var anbragt over en dreng, »eighteen long years old, who had died suddenly.«

I Chatham kan man dog i en lidt mere fredelig form teste sin viden om Dickens univers ved i skoleværelset at deltage i computerspillet »Snakes and Ladders«.

Selv om den lidt strikse skikkelse i skolelærerkappen og den lange hat er bevæbnet med en temmelig kraftig pegepind, får det dog ingen følger, når børnene højlydt fniser og morer sig sammen.

Tågen og vasketøjet hænger tæt, videre ned gennem de mest frastødende baggårde og gader, og hvor rotterne piler frem igennem de ildelugtende rendestene i øjenhøjde, for til sidst at afslutte med en gevaldig rutsjetur ned ad en sliske med et vældigt vandsprøjt til følge. 

Rundt omkring sidder der mennesker i små celler. Måske er de blevet smidt ud fra værtshuset »Six Jolly Fellowship Porters« på den anden side af gangen. Et sted Dickens hentede inspiration til ude i »The Grapes« i Limehouse, og som han skrev om i »Vor fælles ven«. Miss Trotwood slår æselalarm.

Mr. Bumble og Mr. Micawber dukker med jævne mellemrum op. Dog ikke den koleriske major Bagstock fra »Dombey and Son«, hvis ansigt ifølge Dickens ellers skulle ligne en Stilton-ost.

Besøgets største oplevelse var dog den fantastiske bådtur »Great Expectations boat ride«, der foregår hen over Londons skorstensfyldte tage, hvor tågen og vasketøjet hænger tæt, videre ned gennem de mest frastødende baggårde og gader, og hvor rotterne piler frem igennem de ildelugtende rendestene i øjenhøjde, for til sidst at afslutte med en gevaldig rutsjetur ned ad en sliske med et vældigt vandsprøjt til følge. Og til meget stor moro for børnene, tilskuerne og de ansatte!

Hjerte hos de svage

Men det er indtrykket af, at Dickens’ hjerte hele tiden var hos de svageste, de fattige, og de udstødte, der følger med en ud på parkeringspladsen. Hans ord om vigtigheden af et andet menneskes kærlighed, nærvær, kan man ikke forblive upåvirket af:

»Bevidstheden om, at vi besidder en anden skabnings sympati og hengivenhed, når alle andre har svigtet os, er et holdepunkt, en støtte og trøst, som ingen rigdom eller magt kan skænke«.

Han accepterer mennesket med alle dets skrøbeligheder og svagheder, men lærer os også, at man ikke bare skal nyde tilværelsen med alle dens velbehageligheder, men besidde lysten til at leve livet og gøre noget godt for andre.

Dickens blev trods sit ønske om en stille højtidelighed selv begravet i Westminster Abbey, hvor han nu ligger i Poets Corner. Hans helbred var stærkt nedadgående de sidste år.

Store forelæsningsturneer i USA og England, kombineret med diverse redaktørjob og aldrig svigtende produktivitet, tærede på kræfterne. Han var simpelthen slidt op.

Han vidste selv, hvor det bar hen, og nåede sågar at tilrettelægge en række »Farewell readings« i London i 1870. I den by der både fascinerede og frastødte ham. Oplev det selv i »Dickens World«.