RejserDen lille øgruppe Los Roques ligger uforstyrret og vugger i Det Caribiske Hav nord for Venezuela. Flere af småøerne er henlagt som naturreservat, og det holder masseturismen væk. Til gengæld er det svært at holde ivrige lystfiskere væk fra dette lille fiskeparadis.

Los Roques byder på et enestående fiskeri efter lynhurtige bonefish, som kan fanges direkte fra de hvide sandstrande og ved øgruppens mange koralrev.

Med op mod 60 kilometer i timen svømmer bonefishen rundt i det kystnære vand, og her byder den fluefiskere fra hele verden udfordringer og oplevelser 

En fluefisker står i det lave, azur blå vand og spejder efter fisk, da en stime jagende bonefish pludselig bryder ud af vandet. Fiskeren spotter straks de iltre bonefish, og hurtigt lurer han stimens kurs og kaster forsigtigt sin flue hen foran dem. De reagerer ikke, men svømmer direkte hen mod ham. Fiskene kommer helt tæt på, før de bryder op i to dele og passerer tæt forbi og samles igen bag en måbende fluefisker.

Scenen udspiller sig på en af de såkaldte flats (sandbanke) på øgruppen Los Roques lidt nord for Venezuela. Her, og rundt om i Det Caribiske Hav, dyrkes et intenst fluefiskeri efter bonefish.

En forholdsvis lille, men flot og meget hurtig saltvandsfisk. Med op mod 60 kilometer i timen svømmer bonefishen rundt i det kystnære vand, og her byder den fluefiskere fra hele verden udfordringer og oplevelser, der ligger milevidt fra det fiskeri, der dyrkes i danske vande.

Regnfrakke, waders og fleecejakke er erstattet af luftige sommerskjorter, lette shorts og solcreme. Vandet er cirka 25 grader varmt og lufttemperaturen balancerer omkring 35 grader i dagtimerne.

En af de mange danske fluefiskere, der har ladet sig lokke af sol, sommer og bonefish, er Peter Lyngby, chefredaktør på den nordiske lystfiskerportal scandicAngler.com. Et projekt, som ud over aktiviteter på nettet også omfatter afvikling af fiskerejser.

Hvert år i marts måned vender Peter Lyngby og et lille dusin fanatiske fluefiskere front mod den sydlige halvkugle for at ramme tropevarme og hvide sandstrande på Los Roques.

»Det er fascinerende at gå på lavt vand med sin fluestang i hånden og kigge efter bonefish. Det handler om at se dem, før de ser én. Bonefish svømmer konstant. De er på stikkerne. Overalt lurer barracuda og andre rovfisk. Der står ikke pludselig en bonefish og venter,« forklarer Peter Lyngby om det koncentrerede fiskeri på de karakteristiske sandbanker, der omgiver mange af de små øer på Los Roques.

Lokalbefolkningen er hovedsageligt bosiddende på hovedøen Gran Roque, hvor der som den eneste større installation ligger en millitærbase 

Den lille caribiske øgruppe er naturligvis først og fremmest valgt som fiskedestination på grund af sit enestående fiskeri efter bonefish. Men småøernes ro og orden uden for masseturismens rækkevidde sætter sig på sjælen.

»Den største oplevelse er den fred og ro, der hersker. Det er et lille samfund, og der er slet ikke plads til kriminalitet i sådan et lille øsamfund. Los Roques er en nationalpark, og det er virkelig beskyttede forhold.

Hvad kunne man komme ud for, som var slemt? Jo, man kunne blive bidt af en af de vilde hunde, der render rundt. Det er virkelig easy going,« fortæller Peter Lyngby om øgruppen, der ligger og vugger i havet ud for den venezuelanske millionby og smeltedigel Caracas.

På Los Roques findes hverken store hoteller eller mange butikker. Lokalbefolkningen er hovedsageligt bosiddende på hovedøen Gran Roque, hvor der som den eneste større installation ligger en millitærbase. Den er udgangspunkt for de soldater, som patruljerer rundt langs småøerne og sikrer, at ingen forstyrrer de fredede områder.

Alene i det store hav

»Det er små kår, men der er ikke fattigdom i den forstand, at nogle desperat forsøger at sælge noget eller rykker én i ærmet for at få en skilling. De lokale er venlige og imødekommende mennesker. Og de få turister på Los Roques er primært velstående venezuelanere, der tager ud på en dags- eller weekendtur for at nyde solen og badevandet.«

På Los Roques kan man fiske efter bonefish i selskab med en professionel guide og bo i veludstyret lodge, eller også kan man udforske de cirka 10 tilgængelige småøer mere eller mindre på egen hånd og bo sparsomt i posadas - små udlejningshuse med nogle få sengepladser, hvoraf enkelte også har bar og restaurant.

En superdestination

»Los Roques er en superdestination, og øgruppen har et højtudviklet professionelt fiskeri. Der er guider, der har licens til at fiske på særlige områder, og der findes flere professionelle lodges, hvoraf Pez Ration er den mest kendte. De fiskere, der bor her, ser vi ikke.

De bliver hentet i lufthavnen og sneget til deres bopæl pakket ind i vat. De står tidligt op, fisker syv-otte timer, inden de slutter dagen hjemme i lodgen. Den rytme, vi har, er mere turisternes rytme. Vi kan involvere os og snakke med lokalbefolkningen. Vi er mere med i livet,« fortæller Peter Lyngby om sin egen afslappede tilgang til fiskeriet.

Det er en stor oplevelse at gå i vandkanten og spejde ud over det lave vand og de mange koraller 

Det handler om at fiske, når lysten er til det - ikke fordi der sidder en guide og tripper. Derfor venter Peter Lyngby og hans team også gerne til klokken 9-10 stykker med at hoppe på en af de små både, der dagligt stævner ud fra Gran Roque for at sejle lystfiskere og øgruppens få turister ud til småøerne, der ligger som små perler i det lysende blå hav.

»Øerne ligger mellem fem og 45 minutters sejlads fra hovedøen. Det foregår mere eller mindre turbulent. Det blæser ofte, og det kan godt gynge og skulpe lidt. Man køber en returbillet og aftaler, hvornår man vil hentes igen. Ude på småøerne kan man sagtens få fornemmelsen af at være alene.

Det er en stor oplevelse at gå i vandkanten og spejde ud over det lave vand og de mange koraller. Det kan der gå meget tid med, da det først og fremmest handler om at spotte fiskene. En bonefish er kamuflagens mester. Den er helt blank i skællet, og den kan faktisk optræde transparent. I forskellige solvinkler og bundforhold kan den være mere eller mindre umulig at se.«

Los Roques er kendt for sine pancake flats. De findes typiske ude på lidt dybere vand, hvor de skyder op af vandet som store sandbanker på mellem 50 og 200 meter i diameter.

»Det er fantastisk at stå derude alene. Hvis tidevandet falder, mens man er ude på en pancake flat, kan man være heldig at opleve at se ryggene af en stime bonefish på 20-30 stykker. Vi havde en pudsig oplevelse, hvor vi vadede ned af en lang, smal flat.

Vi havde ikke set nogle bonefish overhovedet. Da vi nåede ned til spidsen, hørte vi pludselig en høj brusen bag os. Det var en stor stime, der var trukket med os ned og var kommet så tæt på os, at de var blevet skræmte. Der var et virvar af bonefish.«

Fisk med fart i

Der er skrevet mange bøger om fiskeri efter bonefish, og flere bøger har en tendens til at komplicere fiskeriet. Den største udfordring er at kunne præsentere sin flue for bonefishen uden at skræmme den meget sky fisk.

»En bonefish har en særlig levevis, som gør at den er til at finde. Men det kræver et godt syn og tålmodighed at se den i vandet. Og man bør kunne slæbe rundt på en del løsline, så man hurtigt og præcist kan kaste ud til fiskene, inden de opdager én. Der er en hårfin balance mellem hurtige, præcise og forsigtige kast.«

Hvis man slår hånden mod hjulets håndtag, eller lineklipperen slår mod linen, siger det pling 

Lykkes det at præsentere sin flue rigtigt, er der en god chance for, at bonefishen hugger. Og når det sker, kulminerer fiskeriet i en fantastisk fight med en af tropernes hurtigste kombattanter.

»Det er ikke vildskab som hos eksplosive fisk. Bonefishen skal først mærke, at der er noget galt. Men når den først har lugtet lunten, går det stærkt. Hurtigt går den op i fart i et udløb fra 20 til 60 meter. Hvis man slår hånden mod hjulets håndtag, eller lineklipperen slår mod linen, siger det pling,« fortæller Peter Lyngby begejstret om strabadserne med at tøjle den lynhurtige fisk.

Afslappende fiskeri

Trods den medrivende og hæsblæsende fight er fiskeriet som helhed en afslappende oplevelse. I hvert fald hvis man som holdet fra scandicAngler vælger en afdæmpet tilgang til jagten på bonefish. Her er ingen panik, og hidtil har alle deltagere fanget bonefish på den årlige tur til Los Roques. Også sammenlignet med andet fiskeri er der en særegen ro over en uges fiskeri i Det Caribiske Hav.

»Hvis man har været i Norge og fiske laks, har man været igennem det her med at sove i telt og våde soveposer, fiske 20 timer i døgnet og alt muligt umuligt. Laksefiskeri er enormt hårdt. Man skal gå langt, hoppe rundt på store sten og fiske med tungt grej.

I troperne er fiskene der året rundt, mens laksen bevæger sig op i gennem elven inden for en kort periode, og står man fire-fem timer uden det mindste pluk i fluen, kan man godt blive i tvivl om, der overhovedet er fisk i elven. Sådan er det ikke i troperne.

Kom det dertil, hvor jeg skulle vælge, er jeg ikke i tvivl om at jeg vil vælge de tropiske fiskerejser,« smiler Peter Lyngby og lader tankerne flyve hen mod den lille øgruppe i det store hav.