RejserStavanger er ikke kun centrum for Statoil-koncernen og det norske olieeventyr. Den hyggelige, gamle by emmer også af stemningsfulde søfartsminder, smukt udsyn til det blåtonede fjordland, Jarlsbergost og en gedigen madkultur godt hjulpet på vej af nogle af Norges fremmeste kokke.

Søfartsminder og pakhuse mikset med ultramoderne oliearkitektur, nytænkende køkkenchefer og gamle havneknejper - det er blot nogle af Stavangers charmerende kontraster af gammelt og nyt.

Selvom højteknologisk olieindustri for længst har afløst sildehandel og maritim langfart som hovedindtægtskilde, er Stavangers tilknytning til havet tydelig i bybilledet. Her er glade fiskerkoner i mørk bronze, og fine træskonnerter på Strandkaien. Over hustagene udpeger muntre vejrhaner formet som skibskatte og hvaler vindretningen.

Længere ude mod fjordmundingen er det travle supplyskibe i orange og skriggul, der lyser op, mens de pløjer sig ud mod Nordsøens borerigger med nye forsyninger. Men det er på Vågens charmerende havnefront, der ligger som byens naturlige midtpunkt, at de glade dage for alvor hersker.

Her tiltrækker bolværket og gode spisesteder i guldalderfarvede træhuse en livlig skare af habitklædte forretningsfolk, salte sejlere og henslængte unge.

Udenfor er atmosfæren lun og indbydende. Her er kunstnere med stråhatte og staffeli, lysestøbere, røde rosenbuske, stenbrønde og varme trædesten som selv en halvkølig efterårsdag får bydelen til at stå i florlet sommerstemning. 

Stavanger er ikke skabt af oliepenge alene, selvom det livlige butikskvarter omkring Sølvberget og havnens mange hoteller og restauranter nyder godt heraf. På havnens vestside kravler Gamle Stavanger fra sildeæraen op ad fjeldsiden uberørt af fremskridtet.

Adjektiverne står i kø, når først man bevæger sig igennem den 200 år gamle bydel og de krogede brostræder. Smukt, landsbyagtigt og romantisk! Kvarteret er med dets 173 hvidmalede træhuse i dag en af de største, historiske træhusbebyggelser i Nordeuropa.

Arkitektonisk er de små arbejderboliger lavloftede, med få vinduer og bygget til at holde på varmen i de lange norske vintre. Også udenfor er atmosfæren lun og indbydende. Her er kunstnere med stråhatte og staffeli, lysestøbere, røde rosenbuske, stenbrønde og varme trædesten som selv en halvkølig efterårsdag får bydelen til at stå i florlet sommerstemning.

Det sorte guld

Oliehovedstadens travle havnebassin er også et underholdende skue. Kæmpe, drageagtige coastere og hvide krydstogtskibe navigerer mellem små rejekuttere i siksak, og får et øjeblik omgivelserne til at minde om lilleputternes rige.

Den dynamiske olieby er således fuld af forretningsfolk året rundt og et af de steder, hvor nordmændene hyppigst spiser ude i byen 

Norge er i dag verdens tredjestørste olieeksportør og Stavanger en af Norges rigeste byer. Derfor domineres indsejlingen til Vågen-havn også af et hypermoderne »Norsk Oljemuseum« ved Kjerringholmen, som bryder havnens gamle arkitektur med sin flotte, avantgardistiske blanding af futuristiske konservesdåser og offshore-boreplatform.

Mindre end 40 år gammelt er det norske olieeventyr kommet på museum, selvom sidste kapitel langtfra er skrevet endnu. På Norsk Oljemuseum oprulles det norske olieeventyr fra nordmændene fandt det første oliefelt Ekofisk i 1971, ligesom man kan få smagsprøver på olieboring og fornemmelse for det hårde liv som borebisse på en miniplatform.

Adskillige store, internationale oliefirmaer har også sæde i Stavanger. Den dynamiske olieby er således fuld af forretningsfolk året rundt og et af de steder, hvor nordmændene hyppigst spiser ude i byen. Derfor spiser man også godt i Stavanger. For med oliefolkenes internationale smagsløg følger nye krav om nytænkning til de lokale køkkenchefers talenter.

Kokke i verdensklasse

Stavanger og gastronomi? Hvis man tror, at det norske køkken kun er lig klipfisk, pinnekjøt, fladbrød og brun myseost, overrasker Stavangers mange restauranter positivt. Geografisk befinder vi os midt i Norges spisekammer, hvor råvarerigdommen fra havet, Jærens strandenge, fjorde og fjelde ikke findes bedre i Norge.

Det er også grunden til, at Gastronomisk Institut er placeret i Stavangers udkant, og har fostret mange af Norges nyere stjernekokke - f.eks. Charles Tjessem, Terje Ness og Trond Moi. Sidstnævnte står bl.a. bag gastronomien på byens toprestaurant Bølgen & Moi. Charles Tjessem er en anden af Stavangers ambassadører for den gode, norske smag.

Han er p.t. regerende verdensmester i kogekunst og kaptajn for det norske kokkelandshold til dette års Kokke-OL. Selv sammenligner han det at være guldbesmykket mesterkok med at være topidrætsmand:

Kokketeater

»At gå efter guldet kræver udholdenhed og hård træning både fysisk og mentalt, så alle rutiner sidder i fingrene, når først kogekonkurrencen ruller. For professionelle kokke er det at vinde en VM-medalje i Bocuse d'Or, som en olympisk medalje for sportsfolk«, forklarer den 33-årige stjernekok.

Tjessem hjemtog den prestigefyldte Bocuse d'Or titel som den tredje nordmand indenfor seks år i 2003, og kræser nu for Statoilledelsen, dens internationale forretningsforbindelser og koncernens 5500 mand i Stavanger.

Gastronomisk Institut i Stavanger er Norges svar på det Måltidets Hus, Danmark aldrig fik. Her handler det om norsk mad og norske kvalitetsråvarer. Hvordan, oplever man selv på tæt hold til aftenens kokketeater.

Her er de spisende gæster rykket frem i første parket, med servering ved køkkenbordet. Vi har frit udsyn til kokkene Thomas Hoøy og Endre Gabrielsen, der snitter, blancherer, rister og tryller gamle norske ingredienser om til moderne opskrifter.

Prikken over i'et denne aften er henkogte Williamspærer med karamelliseret ostecreme indeni. Uhmmm 

Smageseancen, der er et af instituttets kursustilbud, fremkalder overraskede aaah og næh, efterhånden som tallerkner med rensdyrkød, bær, fisk og ikke mindst gul Jarlsbergost, der er aftenens gennemgående ingrediens, kommer på bordet. Jarlsberg-osten er Norges mest populære ost sammen med myseost, og den gamle ostespecialitet fra 1830 laves nu i agerlandet omkring Stavanger.

»Som ost er Jarlsberg sin helt egen. I type ligger den tæt på emmentaleren med dens store huller, men den er mere fast og frisk i konsistensen. Som smagsgiver tilfører osten her speciel karakter til retten, og så er den vældig anvendelig, både kold og varm«, forklarer kok Thomas Hoøy.

Jarlsbergosten breder sig på tungen med en mild, nøddeagtig smag, da vi sætter tænderne i den på vanilje-tomat-bruschettaen. Osten er derimod anderledes cremet i kroket med skinke og urter, og markant omskabt til ostetacos med ørred-kammuslinge-tatar.

Thomas Hoøy serverer også lammepølse med vellagret Jarlsbergost i, og torsk med bagt urtelåg af ost, basilikum og persille. Prikken over i'et denne aften er henkogte Williamspærer med karamelliseret ostecreme indeni. Uhmmm!

Jarlsbergosten fremstilles med goudateknik og hemmeligholdt opskrift uden for Stavanger, for det er ikke kun nordmændene, som er vilde med Jarlsbergosten. Faktisk er den Norges største eksportsucces, og fås også i Danmark.

Fjordene kalder

Vil man opleve de norske fjelde, folder fjordlandet sig ud med betagende kraft lige uden for Stavangers havneindløb. Allerede få minutters sejlads væk fra Skagen Brygge er sporene af forretningsfolk og byliv en saga blot. På fjordene opdrætter man laks, østers og blåmuslinger, og det ene fantastiske natursceneri i blågrønne toner afløser det andet.

Stavangers små fjordfærger er hurtigste løsning for alle, der vil opleve fjordlandets storhed. Oliepengene har nemlig skabt forstoppelse i den lokale lystbådehavn under »Bybroen«, så egen kajplads er 20 år og 200.000 kroner væk for menigmand i Stavanger.

Høgsfjord gemmer på skærgårdsøer med lilla lyng og blåbær, og maleriske fjordbygder. Herefter åbner Lysefjorden sig med 45 kilometer uberørt fjeldlandskab, skåret ud af ismasserne for 10.000 år siden, og masser af naturoplevelser. I vandkanten soler spættede sæler sig på varme klippesten. Lysefjorden er imidlertid mere berømt for sin prædikestol og whiskyfos.

Det klarer bådsmanden med regntøj og spanden, der stikkes direkte ind i fossen, så vi alle kan skylle Stavangeroplevelserne efter i nyt vand med gammel historie. 

Klippeformationen, som her i Norges bibelbælte har fået navnet »Prædikestolen«, er en af Norges største turistattraktioner. Set nedefra ligner det dramatiske klippeplateau, der rejser sig lodret 600 meter op af vandet, ganske rigtig præstens talerstol.

Klippen imponerer dog først for alvor, når man står øverst oppe, omgivet af himmel og med kun få meter solid grund under fødderne. Her er storhed og naturkræfter, så det suger i maven.

Whiskyfossen har derimod sit navn fra forbudstidens Norge i 1920'erne, hvor en tysk desertør fra 1. Verdenskrig forsynede Stavanger med hjemmebrændt whisky, firet fra Hengjane-bruget på fjeldet ned ad det 50 meter høje vandfald til afhentning på den spejlblanke fjord. I dag er her kun krystalklart vand at hente.

Det klarer bådsmanden med regntøj og spanden, der stikkes direkte ind i fossen, så vi alle kan skylle Stavangeroplevelserne efter i nyt vand med gammel historie.