RejserEn rejse langs en af verdens højest beliggende søer, Lake Titicaca, mellem Peru og Bolivia, er et møde med en flydende kultur, syngende indianere og stedet, hvor solen blev født.
Udsigten fra kupeen er så fantastisk beroligende, at man ikke kan andet end at falde i staver. Det blå tog tøffer næsten urealistisk langsomt gennem Andesbjergene.
Farten sættes lidt op, når terrænet falder, og kommer næsten helt ned i gå-tempo, efterhånden som vi nærmer os togturens højeste punkt i 4200 meter.
Undervejs tager hun fat i et par mandlige passagerer, giver dem en strikhue på, og trækker dem op til dans
Vi er på vej mod byen Puno, der ligger på den peruvianske side af Titicaca-søen, og det offentlige togselskab Peru Rail giver dejlig god tid til at fordøje mødet med Peru, bjergene og indianerne.
Ja, indianerne er overalt, altså bortset fra inde i toget, der er et rent turisttog. Turen koster 16 dollars, varer 10 timer, men udelukkende omgivet af turister er vi dog ikke, viser det sig.
Da toget stopper ved et trinbrædt midt ude på sletten, ser vi ikke, hvem der stiger ind, men kan efter kort tid tydeligt høre dem. Indianerparret er midt i 30'erne og iklædt smukke, farvestrålende dragter.
Manden spiller guitar, og kvinden danser og synger med skinger stemme sin vej gennem kupeen. Undervejs tager hun fat i et par mandlige passagerer, giver dem en strikhue på, og trækker dem op til dans.
Folklore på højt niveau, og vi kan ikke være andet bekendt end at give et par dollars for underholdningen til ære for os pengestærke turister. Levevilkårene i bjergene er hårde, og de lokale har mange veje til overlevelse.
De flydende sivøer
Det kan vi også konstatere, da vi når frem til Puno, eller nærmere betegnet til Titicacasøens største turistattraktion Islas Flotantes.
Puno er en af de større byer ved søen, og ud over et almindeligt, men livligt gade- og markedsliv er her ikke meget at se på.
På trods af de unikke omgivelser har store luksusresorter og Vestens turistniveau ikke fundet vej hertil. Nærmest tværtimod.
Alligevel bliver vi et par dage, for vi skal selvfølgelig ud og betragte et stykke næsten autentisk kultur på de flydende sivøer, en halv times sejlads fra byen.
På øerne bor ca. 200 efterkommere af Uros-folket, og deres noget specielle levevilkår har sin oprindelse flere hundrede år tilbage, da folket isolerede sig for at undgå at blive underlagt inkaerne og senere spanierne.
De konstruerede en række imponerende flydende sivøer, og den dag i dag bor de stadig i sivhytter, sejler rundt i store sivbåde og lever lidt af fiskeri, men nok mest af alt af turister.
I hvert fald holder turistbådene nærmest i kø for at komme tæt på øerne, og hurtigt myldrer kvinder og børn ud fra de små hytter hen til deres boder med broderier, smykker og små souvenirs.
Solen gør næserne ildrøde på få minutter, og man forsøger forgæves at finde skygge, mens kvinderne næsten bønfaldende tigger os om at købe. »Senorita, I make myself É por favor.«
Vi falder for bedende brune øjne og smånussede børn og køber et pudebetræk med broderi af Mama Pacha, moder jord.
Vi traver på højderyggen de ca.ti km ud til enden af øen, omgivet af en fantastisk udsigt til alle sider
At nøjagtig de samme broderier ligger i hver en souvenirbutik, da vi kommer videre på rejsen, vælger vi at forbigå i tavshed.
Ingen mobildækning
Fra Puno går turen videre til Isla del Sol - soløen, hvor sagnet siger, at både solen og den første inka blev født. Øen ligger på den bolivianske del af Titicacasøen og er kendt for sin smukke natur og det rolige liv.
Vil man være i fred, er stedet ideelt. Der er ingen biler overhovedet, og mobildækning findes ikke.
På trods af de unikke omgivelser har store luksusresorter og Vestens turistniveau ikke fundet vej hertil. Nærmest tværtimod.
Øens små private pensioner ligger en halv times hård vandring OP på øen, de er beskedne, men hvilke andre steder i verden får man en 10.000 kroners-udsigt for bare 10 dollars?
Og en vært, som formanende beder os huske vand og forklarer vandreruten, da vi vil ud på egen hånd. Øen har nemlig kun én lillebitte købmand.
Vi traver på højderyggen de ca.ti km ud til enden af øen, omgivet af en fantastisk udsigt til alle sider.
Da vi på stranden ved den iskolde sø tager en tør madpakke og en cola frem, får vi øje på en gruppe kvinder, der stille ordner fiskenet. Idyllen fås ikke bedre - eller billigere.
