RejserRafting på verdens største flod Nilen byder på masser af adrenalinsus og nervepirrende oplevelser.
Vi mødes tidligt om morgenen i Ugandas hovedstad, Kampala. Vi er en lille gruppe turister, der skal på rafting på verdens største flod, Nilen.
En lokal taxabus skal bringe os de 80 km til bestemmelsesstedet, Jinja, der ligger ved Nilens udspring og på landevejen, der går østpå mod Kenya.
Undervejs gennem frodige temarker, kaffeplantager, regnskov, majsmarker og sukkerrørsplantager taler vi forventningsfuldt om det forestående eventyr.
Vi når frem til Jinja og Nilens kilde her 6500 km fra Middelhavet. Redningsveste og hjelme er obligatoriske, og vi får også udleveret en pagaj hver, for der er brug for al muskelkraft
»På mange måder kan Uganda og Sydafrika byde på de samme oplevelser, savanne med vilde dyr, godt vejr og bjerge.
Men noget af det unikke, Uganda tilbyder, er rafting i verdensklasse,« siger sydafrikaneren Ray, der undersøger Uganda som turistland for et sydafrikansk rejsebureau.
Flodguden Nalubale
Vi er taget med raftingfirmaet Nalubale på tur. Nalubale er navnet på flodguden, som de lokale mener beskytter dem på floden.
»Derfor tænkte vi, at Nalubale vel også kunne beskytte os,« siger Thomas, vores danske guide.
I starten af 90'erne var den landevej, vi kører på, yderst farlig. Landets nuværende præsident var kommet til magten efter nogle forfærdelige borgerkrigsår under Milton Obote, der styrede landet med hård hånd.
I den tid var landevejsrøverier almindelige, men ikke længere. Nu er det kun folks ubetænksomhed ved rattet, der dræber.
Nilens kilde
Vi når frem til Jinja og Nilens kilde her 6500 km fra Middelhavet. Redningsveste og hjelme er obligatoriske, og vi får også udleveret en pagaj hver, for der er brug for al muskelkraft.
Bølger og strøm har enorme kræfter og kan let smide rundt med den store kraftige gummibåd - med indhold.
Forhåbentlig er Nalubale vores skytsengel undervejs. Vi glider stille ned i vandet, og når til vores første rapid (engelsk for mindre vandfald).
»Husk, når I sætter jer ned i båden, at have fødder og ben under jer. I må hellere få skrabet ben og fødder end halebenet på klipperne,« siger Matt, vores anden guide.
Båden skyder sig ned af. Det giver et sug i maven. Matt råber: »Ro, ro«, og vi ror som gale, båden kommer skævt ned på bølgen, men det er vist meningen, når jeg at tænke.
Jeg når op til overfladen et godt stykke fra, hvor båden ligger med bunden i vejret. Med ét er jeg godt tilfreds med min redningsvest, som ellers kun har været til besvær
Vi rammer bølgen med et plask og kommer godt over på den anden side. Vi ånder lettet op, ser på hinanden og kommer med spontane glædesudråb og giver high five.
Det rapid, vi netop har passeret, kaldes »Easy Rider«, får vi at vide. Så mon ikke der venter værre - eller bedre - udfordringer forude.
Den næste udfordring er et kategori fem rapid. Det vil sige den sværeste kategori, der findes i kommerciel rafting. Stedet hedder Big Brother, og jeg føler mig i højeste grad som lillebror, da jeg hører rapidets fråden og ser klipperne.
Vi padler, og sommerfuglene i maven basker med vingerne, da en mur af vand rejser sig foran os. Mindst tre meter vand har rejst sig, men vi har fart på og slynges ind i bølgen, der hæver os op.
Vi bliver slynget ud af båden og i floden. Jeg har ikke nået at opfatte meget af, hvad der er sket.
Jeg når op til overfladen et godt stykke fra, hvor båden ligger med bunden i vejret. Med ét er jeg godt tilfreds med min redningsvest, som ellers kun har været til besvær.
Jeg driver hurtigt ned ad floden i den stærke strøm og er lige begyndt at overveje, hvordan jeg dog skal nå tilbage til båden 25 meter oppe af floden, da en kajak med fører dukker op.
Glad for at se ham klynger jeg mig, som en abeunge på bugen af sin mor, fast til kajakken, og John, som han hedder, spørger, om jeg er okay. Jeg nikker og prøver at smile og se ud, som om jeg har prøvet det masser af gange før.
Dyrelivet
Der er også mere rolige strækninger. Vi slapper af, det er en smuk tur. Vi er omkranset af træer, og vi ser masser af fugle, heriblandt forskellige hejrer og fiskeørne. Aber leger i træerne i vandkanten.
I denne del af Nilen findes også oddere, fisk, herunder tillappia-fisken, som er en lækker spise. De heldige kan se kobraer og grønne mambaer, og så ser vi to nilkrokodiller ved dæmningen.
Vi er nået til det sidste rapid, kaldet »Det Dårlige Sted«. Snart skal vi finde ud af hvorfor. Kække som vi er efter ni besejrede rapids, brøler vi, da vi ror ud mod det sidste rapid. Men jo nærmere vi kommer, jo mere stille bliver der i båden.
Fortumlet kravler jeg som Robinson Crusoe hen over klipper og småsten og ind på land, men Fredag er der ikke
Det ligner et ondt øje, der drejer rundt som en centrifuge, og vi gisper. Men øjet har set os, og det vil spise os til morgenmad, selvom frokosten for længst er forbi, og vi suges direkte mod centrum.
Vi kan ikke længere kontrollere noget, ikke båden, ikke pagajerne og slet ikke vores kroppe, der hvirvles rundt, uvist i hvilken retning.
Jeg er under vand længe, føles det som, husker at Thomas har sagt, at redningsvesten får os op til overfladen på fem sekunder.
Jeg synes dog, det varer evigheder og bliver utålmodig, mine lunger vil have luft, jeg får vand i munden. Jeg kommer op til overfladen, og her møder jeg synet af endnu en bølge, der hælder endnu mere Nil-vand i mig.
Endnu en gang redder den kære ugandiske kajakroer mig, og jeg tænker, at det må være nok for i dag.
Fortumlet kravler jeg som Robinson Crusoe hen over klipper og småsten og ind på land, men Fredag er der ikke. Det er derimod en rar guide og nogle lokale, og jeg puster udmattet ud og ser, at de andre også er kommet helskindede i land.
Det Dårlige Sted var nu godt nok set i bakspejlet, og vi får en velfortjent fyraftensøl og et fællesbillede til pokalhylden derhjemme.
Nalubale viser sig også at være en vejgud. Vi kommer helskindede til Kampala på trods af den ugandiske vejkultur, der til tider minder om et racerspil.
Vi har fået en kæmpe oplevelse i femte kategori og potens. Heldigvis godt hjulpet af Flod- og Vejguden Nalubale.
