RejserEn afstikker fra hovedvejen blev begyndelsen til en helt ny tilværelse som hotelejere for familien Hellstrøm. Det vidste de bare ikke.

Egentlig var det slet ikke meningen, at han skulle sidde her nu - helt ude på den nordøstlige spids af øen Gotland hvor stilheden er så massiv, at vibernes og stærenes parringsfløjt næsten virker som larm.

Gotland er Sveriges mest solrige plet og derfor en overdådig buffet for fugle, som skal på fedekur efter vinteren, som i år har været ekstra lang.

Edderfugle, gæs, svaner og ænder har allerede fundet deres mager og vugger søvnigt i øens mange bugter.

Nogle steder er vandet oven i købet helt irgrønt som i Caribien på grund af undergrundens høje kalkindhold. Den slags sparer dyre flybilletter og hoteller 

Roen, stilheden og den naturlige skønhed er på alle måder fjernt fra det liv, som Johan Hellstrøm ellers kaldte sit eget.

Som en af Sveriges mest benyttede modefotografer havde han et liv med mere end 200 rejsedage om året. Det var ikke meget, han var hjemme i Göteborg hos hustruen Anna-Karin og de to døtre Joanna (14 år) og Elisabeth (ni år).

Derfor købte de for otte år siden et sommerhus på Gotland af den gammeldags, romantiske slags med småsprossede vinduer og roser i haven, hvor familien kunne være sammen - langt væk fra storbyen.

At øen og sommerhuset senere skulle blive deres faste postadresse, havde de ingen anelse om.

Johan Hellstrøm kendte Gotland i forvejen fra mange opgaver, fordi øen er meget populær til »photo shoots« på grund af det helt særlige, klare lys og øens specielle natur, hvor får og vilde heste vandrer frit rundt.

Nogle steder er vandet oven i købet helt irgrønt som i Caribien på grund af undergrundens høje kalkindhold. Den slags sparer dyre flybilletter og hoteller.

For 400 mio. år siden havde Gotland faktisk samme tropiske klima som Caribien, men en istid for 10.000 år siden lavede et benspænd og efterlod kun store kalkskulpturer som minder fra den gamle tropiske havbund med koraller. I dag rager enkelte af dem op i landskabet med helt op til 10 meter.

Kalken var i mange år det hvide guld for Gotland. I dag er det turisterne, som kommer med guldet og får øens befolkning til at svulme op fra 57.000 til 300.000 om sommeren.

Men i industrisamfundets storhedstid lå et af de store brud på den nordøstlige halvø Furillen. Her endte Johan Hellstrøm tilfældigt en dag, hvor han var ude og køre på jagt efter nye »locations«.

Han steg ud af bilen og kiggede betaget på de store grusbjerge og den flere etager høje betonsilo, som engang var i fuld sving med at hælde kalkgruset ned i små togvogne.

Den oprindelige plan med fabrikken var, at den skulle lejes ud til fotoopgaver og Anna-Karin Hellstrøm skulle stå for forplejningen. Hun var vant til krævende fotomodeller fra sit job som »booker« af karaktermodeller 

De transporterede det hvide guld på skinner gennem en tunnel og ud til den nu rustne kran ude på molen, hvor skibe engang lå klar til at sejle fragten videre. Men lyden fra 120 mands store aktivitet med at bryde kalken ud manglede.

Bruddet lukkede i 1972

Kalkbruddet lukkede i 1972 efter mere end 30 års virke og stod nu tomt - nogle vil sige grimt tilbage.

Selv den nu 86-årige ingeniør, der i sin tid tegnede og byggede betonsiloen, rådede Johan Hellstrøm til at sprænge den i luften sammen med grusbjergene, da han for nylig genså sit gamle projekt.

Men siloen og grusbjergene gør netop Fabrikken til noget helt særligt. Rustikt, råt og samtidig så smukt med en endnu større charme end den, som gjorde den gamle industrihal Basecamp til et populært »insted« i København for nogle år siden.

Johan Hellstrøm kunne heller ikke glemme kalkbruddet. Efter et par år fandt han frem til ejerne, et svensk cementfirma, og købte den gamle fabrik. Og familien solgte alt, hvad de ejede i Göteborg.

»Man taler hele tiden om, at det moderne menneske kan arbejde hvor som helst nu, hvor vi er opkoblede og digitaliserede.

Men hvor mange gør noget ved det? Jeg var tidligt ude med at fotografere digitalt netop for at få friheden, og egentlig behøvede ingen af os at sige op, da vi flyttede her til Gotland,« siger Johan Hellstrøm.

Den oprindelige plan med fabrikken var, at den skulle lejes ud til fotoopgaver og Anna-Karin Hellstrøm skulle stå for forplejningen. Hun var vant til krævende fotomodeller fra sit job som »booker« af karaktermodeller.

Tog slipset på og gik i banken

Men de besøgende manglede et sted at bo, og med tiden bankede flere og flere venner og familiemedlemmer også på døren.

Så Johan Hellstrøm tog sit blanke slips på og gik i banken for at låne penge til istandsættelsen af den gamle kalkfabrik.

Først det gamle portnerhus, som i dag er brudesuiten med eget køkken, så nogle værelser i sidebygningen. Og til sidst selve hovedbygningen, som i dag er spisesal, hvor de gamle, rustne lænker stadigvæk hænger midt i lokalet. Sidste år kom seks nye værelser til.

»Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har sagt »tak, nu behøver jeg ikke flere penge« til banken, og så er der alligevel ikke gået mange uger, før jeg har fået en ny ide og har stået der igen,« siger Johan Hellstrøm.

I dag ejer han hele halvøen og har store planer om at bygge ældreboliger og helårshuse, som kan bruge fabrikken som mødested og forsyningssted for jordbær, måltider og hente hjælp til rengøring og madlavning herfra.

»De fleste kan godt lide, at man er gal nok til at gøre sådan nogle ting, som vi har gjort,« siger Johan Hellstrøm med et smil og lægger ikke skjul på med sit kropssprog, at han sagtens kan følge omverdenens forundring.

Fabrikken har sin egen bager, Jenny, der hver morgen fylder de store betonrum med den hyggelige duft af friskbagt brød, kager og »kanelbullar« 

Den har han også selv følt. Men den ene ting tog bare den anden - som om skæbnen allerede havde kastet livets terninger ud for familien Hellstrøm.

»Vi har aldrig været så meget sammen som nu, men vi har heller aldrig haft så travlt i vores liv,« siger Anna-Karin Hellstrøm.

Nu er fabrikken igen fyldt med liv - alt lige fra de store reklamebureauer fra Stockholm, som kun ligger tre timer væk med båd gennem skærgården og en lille time med fly - og til de lokale grundejerforeninger, som holder deres møder i disse uvante omgivelser.

Også folk på søndagstur vil gerne opleve det spøjse sted over en kop kaffe. Her er en særlig ånd, som betager alle.

Et dejligt sted

»Det er et dejligt sted, I har,« siger en kvindelig gæst til Anna-Karin, mens hun køber kaffe og en hjemmebagt »kanelbulle«, som ligner den danske snegl.

Fabrikken har sin egen bager, Jenny, der hver morgen fylder de store betonrum med den hyggelige duft af friskbagt brød, kager og »kanelbullar«.

»Jeg har aldrig set noget mage til det her sted. Hverken i Stockholm eller andre steder,« fortsætter gæsten. Hun er ikke alene. Også udlandet har fået øjnene op for Fabrikken på Furillen, som adskiller sig markant fra andre hoteller i verden, som ofte er kendt for deres smukke udsigt.

Her er der udsigt til industrialiseringens forfald, som bliver vakt til live igen i en ny indpakning. F.eks. er den gamle tunnel - nu cafe. Endda med solide danske fingeraftryk.

De fleste havemøbler kommer fra danske Trip-Trap, som også har taget en del katalogfoto her, skraldespande fra Vipp og ikke mindst det sidste nye B&O-udstyr er at finde alle vegne til at bløde det rustikke og minimalistiske op.

Internationalt kendt

»Johan har holdt meget på, at det ydre også skulle være repræsenteret indenfor,« siger Anna-Karin Hellstrøm.

Det er lykkedes i sådan en grad, at tre franske interiørmagasiner har lavet reportager herfra, og et sydkoreansk magasin er i gang med otte sider om Fabrikken, som også er blevet et af Sveriges mest populære designerhoteller.

Så nu er Johan Hellstrøm rykket foran kameraet og må selv sige nej til de gamle fotoopgaver, fordi der ikke længere er tid.