RejserMed Bergen som udgangspunkt kan man på en uge både opleve den noble norske natur med dens fantastiske fjelde og fjorde, og norsk hotelservice, når den er bedst
En rejse langs nogle af Norges smukkeste fjorde i Vestlandet med Bjørnefjorden, Hardangerfjorden, Sørfjorden, Nærøyfjorden og Sognefjorden åbner muligheden for uforglemmelige dage og nætter.
Kun 12.000 bonuspoints og knap halvanden times flyvetid til Bergen med SAS plus en halv time i bil eller båd sydpå er alt, hvad man behøver for at komme fra Billund eller Kastrup til den lille by Os og Solstrand Hotel & Spa 30 kilometer syd for Bergen.
En velværeafdeling med stor indendørs swimmingpool, boblebad, finsk badstue, dampbad og koldtvandsbassin
Solstrand er en sjælden oplevelse af de gode, når selvforkælelse står øverst på ønskesedlen. Hotellet er opført i 1896 af Norges første statsminister i 1896 til rekreation for de bergenske købmænd. Hans vision var, at Solstrands ro og flotte udgangspunkt for friluftsliv og søbad »skulle give dem kraft til deres store gerning«.
I dag har alle andre også mulighed for at genvinde kræfterne på Solstrand Hotel & Spa. Solstrand er et familieejet konferencehotel, som for få år siden blev udbygget med en stor spa-afdeling, hvor man kan læne sig tilbage i luksus og nyde alle slags behandlinger.
En række balkoner er bygget i moderat schweizerstil, hvor ekstreme udslag af »snedkerglæde« er undgået
Solstrand Hotel har i kombination med spa-afdelingen en velværeafdeling med stor indendørs swimmingpool, boblebad, finsk badstue, dampbad og koldtvandsbassin. Glasfacaderne giver rig mulighed for at føle sig midt i naturen, og der er udsigt mod fjorden.
Går man et par trin ud i det fri, kommer man hen til et opvarmet bassin, hvor man kan sidde i egne tanker, mens vandet bobler i nakken, og øjnene indstilles på uendeligt. Spa-afdelingen er supermoderne og inspireret af japansk enkelhed, fortæller hotellets direktør og ejer Børrea Schau-Larsen, som personligt har valgt udformningen, farver og materialer til spa-afdelingen efter en rejse i Østen.
Til trods for perioder med omfattende restaurering og udbygning har Solstrand Hotel bevaret traditioner og særpræg i arkitekturen. Selve hotelbygningen med dens fire store gavlpartier og en række balkoner er bygget i moderat schweizerstil, hvor ekstreme udslag af »snedkerglæde« er undgået.
Til gengæld føjer en nyere tilbygning i fem etager ikke ligefrem noget heldigt ind i landskabsbilledet. Men det er dog lykkedes for ejerne at få hotellet til fortsat at fremstå »light airy and picturesque«, som Solstrand Hotel blev omtalt for omkring hundrede år siden.
Ikke bande
Haven er stor med græsplæne med mange duftende rosenplanter. Der er lysthus, og stier fører gæsterne ned til en privat strand og en mindre kaj, hvortil gæster også kan fragtes med båd direkte fra Bergen. Således dukkede et større gæstebud japanere op nede fra stranden med deres trolleyer trækkende efter sig. På græsplænen stod samtidig en helikopter parkeret, fordi en udenlandsk rockgruppe, der boede på hotellet efter en koncert, foretrak den effektive rejseform.
Kviknes Hotel
I midten af 1800-tallet var Sognefjorden et populært rejsemål. Store dampskibe fyldt med europæiske turister sejlede gennem den 180 km lange Sognefjord, der ofte kaldes verdens længste turistattraktion. De dengang søvnige vestlandsbygder vågnede op og forandrede sig til travle turistmetropoler.
Hotellet har huset adskillige kongelige og kejserlige gæster fra Europa og den øvrige verden foruden en lang række kendisser
En af disse bygder var Balestrand, som ligger ved indløbet til ikke færre end fire fjordarme. Det historisk berømte hotel Kviknes Hotel er en stor og statelig gulmalet bygning opført i schweizerstil. Siden 1877 har hotellet været i familien Kviknes eje.
Igennem de 130 år, siden Ole Kvikne overtog hotellet, har Kviknes Hotel bevaret sin popularitet og position som et af de mest fashionable hoteller i Hardangers sogne og langs fjordene. Hotellet har huset adskillige kongelige og kejserlige gæster fra Europa og den øvrige verden foruden en lang række kendisser.
Blandt en lang række personligheder kan nævnes FN,s netop afgåede generalsekretær Kofi Annan, Eric Clapton, Yoko Ono, Sissel Kyrkjebø samt Japans statsminister R. Hashimoto.
I de samme dage, som Børsen gæstede hotellet, lå det norske kongeskib for svaj få hundrede meter uden for hotellet med dronning Sonja ombord. I 1913, da Kviknes Hotel havde gennemgået en større ombygning, var det Norges største træhotel med over 200 senge.
Kejser Wilhelm II
I sin storhedstid lå den tyske kejserflåde på fjorden ved Balestrand side om side med lystyachter og elegante sejlskibe fra mange lande, mens de store dampskibe ankom og efter kort tid sejlede videre. Kejser Wilhelm II, konge af Preussen, havde gennem en årrække været fast gæst hver sommer på Kviknes Hotel.
Første gang han besøge Balestrand var i 1889, og siden vendte han tilbage hvert år igennem et kvart århundrede med ganske få undtagelser. Kejser Wilhelm opholdt sig som sædvanlig i fire uger i Balestrand sommeren 1914, da han den 25. juli fik meldingen om skuddet i Sarajevo, og at krigen var på vej til at bryde ud. Kejser Wilhelm, som var blevet en sand ven af Norge, forlod straks Balestrand med sit følge på otte officerer og et mandskab på 295.
I dag er Kviknes Hotel et besøg værd på grund af sin mageløse beliggenhed og sin smukke arkitektur
Denne dag var det et vidunderligt sommervejr, som siden varede helt til slutningen af september. Juli måned havde sat rekord i rejsetrafikken. Men med krigens udbrud var alting slut. På bare en uge blev hotellerne tømt for gæster, og skibene forlod fjorden.
I dag er Kviknes Hotel et besøg værd på grund af sin mageløse beliggenhed og sin smukke arkitektur. Bag den herskabelige og smukke hovedbygning ses »en kedelig ridse i lakken« i form af en betonklods, som rummer hotellets moderne værelser. Udsigten kan der dog ikke klages på.
Til gengæld er det en fornøjelse at dinere i den store matsalen med udsøgte retter. Efter middagen trækker man sig tilbage i hotellets øvrige saloner for nyde kaffen i de smukke stuer, hvis vægge er dækket af en lang række kunstværker malet af kendte norske og udenlandske malere.
Sørfjorden er en sydlig arm af Hardangerfjorden med Hardangervidda i ryggen og med udsyn til mægtige fjelde og isbræen Folgefonna i vest. Ved Sørfjordens østlige bred er det værd at tjekke ind på Hotel Ullensvang ved Loftshus.
I haven kan man se den lille hytte, hvor Grieg komponerede sekvenser af musikken til Peer Gynt
Ligesom de to andre hoteller er Ullensvang kæmpestort med en lang række faciliteter som bl.a. swimmingpool, tennisbane, squash-hal og golfsimulatorbane. Naturligvis beliggende lige ud til fjorden og landingsplads til helikopter eller vandflyver.
Stedet er kendt, blandt andet fordi Edvard Grieg og hans hustru Nina boede i Lofthus i flere perioder og tillige på Hotel Ullensvang. I haven kan man se den lille hytte, hvor Grieg komponerede sekvenser af musikken til Peer Gynt.
Grieg følte sig ikke i stand til at komponere, medmindre han var alene og uden for hørevidde. I år er det 100 år siden Edvard Grieg døde, og på hans fødselsdag den 15. juni er der arrangeret Griegkoncert på Hotel Ullensvang. Foruden den smukke have med direkte badeadgang til fjorden kan man nyde aftentimerne med servering i behagelige flettede lænestole helt ude på molen.
Hardangers frugthave
Lofthus bliver ofte kaldt Hardangers frugthave på grund af de mange frugttræer. I maj står over 600.000 frugttræer i blomst, hvoraf 512.000 ligger ved Ullensvang. De første frugttræer blev plantet af cistercienser-munke omkring 1200-tallet.
Det norske klima egner sig særdeles godt til frugtavl, da køligheden giver æbler en særlig fin sødme i æblerne. Derfor er der særlig grund til at nyde træernes blomster i den tidlige sommer og de velsmagende frugter senere hen.
Med til en vellykket tur langs de norske fjorde og fjelde hører også oplevelsen af alle de mange fosser, som hælder millioner af liter vand ud over fjeldsiderne i frit fald. Nyd synet og lyden, mens de er der. For omkring første juli drejer vandkraftværkerne hanerne om til energi, og lyden af fossernes vandfald hører op.












