GourmetSpiers Winery har på ti år bevæget sig fra nærmest ingenting til at være en af tidens mest omtalte vingårde i Sydafrika med en høj profil inden for såvel kvalitet som miljøbeskyttelse.
Spier dukker stadig oftere op i toppen af vinkonkurrencer
Da Naledi Cabernet Sauvignon bankede 32 konkurrenter i Børsens blindsmagning for kort tid siden, kom det som en stor overraskelse, at den var fra Sydafrika og kostede under 100 kr. Det skabte en mindre eksplosion i salget af vinen fra Spier, som vi her skal kigge nærmere på.
Før jeg i 2002 skrev bogen Sydafrikas Vine, var jeg på et par researchrejser i vinområderne. Her besøgte jeg bl.a. Spier og smagte deres vine, hvilket ikke var nogen skelsættende oplevelse. Vinene kom ikke med i bogen, for de var ganske enkelt uinteressante og havde da også ry for at være det.

Naledi Cabernet Sauvignon bankede 32 konkurrenter i Børsens blindsmagning for kort tid siden. PR-foto
Derfor var jeg meget overrasket, da det viste sig, at vindervinen Naledi Cabernet Sauvignon kom fra Spiers. Men nu hvor jeg har trængt dybere ned i sagen, er jeg imidlertid blevet klogere. Det står klart, at Spiers ikke er, hvad det har været – heldigvis, og det har vinmageren Frans Smit en stor del af æren for.
Da han blev ansat i 1996, var der ikke meget at komme efter. Ganske vist var ejendommen historisk og havde dyrket druer siden engang i 1700-tallet, men vinen var altid blevet fremstillet andetsteds, hvilket var helt normalt indtil for bare 20-30 år siden, hvor store kooperative produktionssteder dominerede industrien.
Men da Sydafrika åbnede sig mod verden i 1990’erne, fik vinindustrien nyt mod, og store investeringer blev foretaget. Også hos Spier, hvor man rev mange gamle vinstokke op og anlagde nye marker. Ligesom man i 1999 investerede 20 mio. rand (cirka 23 mio. kr.) i helt nye produktionsfaciliteter.
Læs også:
Kætterske bobler overvinder champagne
De 35 bedste vine fra Beaujolais-distriktet
Lad det riesle køligt...
Frugten af disse anstrengelser begyndte at være klar til høst ti år senere, hvor vine fra Spier stadig oftere dukkede op i toppen af vinkonkurrencer. Det skabte sensation, da Spier i 2009 høstede 11 guldmedaljer i den lokale, meget ansete Veritas konkurrence.
Året efter blev Frans Smit vist den store ære at blive inviteret inden for i den eksklusive klub af vinmagere kaldet Cape Winemakers Guild. Han kan med rette kaldes en opstigende stjerne, om end han ikke tilhører gruppen af kult vinmagere, som fremstiller ganske små mængder af meget kostbar vin.
Frans Smit leder et hold af vinmagere, som fremstiller ikke færre end 200 vine, efter strikse terroir-principper. Det vil sige, at der holdes vågent øje med, hvilke druer der trives hvor, og vinene fremstilles efterfølgende med en lige så stor opmærksomhed på druernes identitet.
Spiers er ikke, hvad det har været – heldigvis, og det har vinmageren Frans Smit en stor del af æren for
Her bør det understreges, at ikke alle Spier-koncernens vine er i topklassen, en del af sortimentet er prisbilligt og kvaliteten derefter. Når man kan købe seks flasker for 150 kr. i COOP – der er Spiers største kunde, så skal man ikke sætte næsen op efter den helt store vinøse oplevelse. I fjor solgte COOP svimlende ti mio. flasker Spier/Savanha vin, og størstedelen heraf var, hvad man kan kalde typisk hverdagsvin.
Men når det gælder topvinene, så er der virkelig grund til at tage hatten af, hvad Børsens vinpanel da også gjorde i tilfældet 2009 Savanha Naledi Cabernet Sauvignon.
Savanha er et selvstændigt mærke i Spier-koncernen og kendt for meget billige priser i serien Savanha Sun. Den er nederste trin på kvalitetstrappen, der stiger med Savanha Winemakers Selection, fortsætter op til Special Reserve og topper med Naledi-serien.
Hertil håndplukkes de bedste markers mest lovende druer og transporteres i små kasser til kældrene. Her håndsorteres druerne, hvorefter de gæres langsomt og køligt på rustfrit stål for siden at tilbringe 18 måneder på franske egetræsfade.

Spier-koncernen planlægger over tid at omlægge hele produktionen til økologi. Frieda’s Vine er første bud. PR-foto
Seneste tilføjelse i sortimentet er Frieda’s Vine, som er en fairtrade-certificeret vin. Den er et fingerpeg om, at koncernen tænker på andet end smagskvalitet. Således er der også en bevægelse i gang med hensyn til miljømæssig bæredygtighed, og en del af Spiers marker er allerede lagt om til økologisk drift med det endemål, at al produktion skal være økologisk.
Ovennævnte udvikling præger en stadig større del af Sydafrikas vinindustri, som for længst har besluttet sig for at ville mere end blot at fremstille velsmagende vin til lavpris. Og det ser ud til, at forehavendet har gode chancer for at lykkes.
Læs også:
Vinmand på verdens bedste restaurant
Snyd kineserne på vinfronten
Vin fra Chile smager skønt af Frankrig











