GourmetTivolis nye franskorienterede restaurant i Divan 2’s gamle lokaler giver smæk for skillingen i dejlige omgivelser.
Louise Nimb var en af Danmarks første gastronomiske skikkelser, og hendes navn æres i disse år på Nimb med restaurant Herman og Nimb Brasserie, hver især nogle af landets bedste på deres felter.
Man kan regne med et dygtigt håndværkskøkken, som trækker på moderne inspiration, men er tro mod den franske grundtanke
For nylig har Nimbhuset ligeledes fået en grillrestaurant, og for at det ikke skal være lyv, så er der for nogle måneder siden føjet endnu et medlem til familien nemlig Nimbs Terrasse.
De små pavilloner giver et godt kig til Tivolisøen.
Og nej, den findes ikke på terrassen foran Nimb men i de gamle Divan 2 lokaler, som faktisk engang har dannet ramme om restaurant Nimb. Familien Nimb overtog nemlig Divan 2 i 1877, ligesom de drev restaurant i Bazarbygningen, som blev opført i 1909 og i dag kendes som Nimbbygningen.
Læs også:
Dansk champagne-fest uden sidestykke
Los Angeles er blevet delikat
Spitzenklasse i verdens højeste hus
Det er altså et navn med stor historisk så vel som gastronomisk rækkevidde, der nu hænger, hvor Divan 2-skiltet før hang. Det nye spisested har fået et gammelt navn, men ellers er det meste nyt.
Tivolistemningen omkring den gamle restaurant er intakt, man kan fortsat sidde udenfor i de små pavilloner eller indenfor, hvor stilen nu er mere luftig og moderne. Det er musikken også. Nogle vil kalde den »cool loungemusik«, jeg vil kalde den irriterende, i hvert fald når den er skruet så højt op, som jeg flere gange har oplevet.
Og ja, jeg har spist på stedet flere gange, dels fordi jeg synes, man får høj kvalitet for en lav pris, dels fordi der har været en køkkenchefudskiftning. Men den lader dog ikke til at rokke ved det grundlæggende, nemlig at man kan regne med et dygtigt håndværkskøkken, som trækker på moderne inspiration, men er tro mod den franske grundtanke.
Man får høj kvalitet for en lav pris
Her udsættes man ikke for rapsolie, fuglegræs eller rødbededesserter men kan i stedet hygge sig med klassikere som østers naturel, salade nicoise, steak bordelaise og peche melba.
Der sættes naturligvis autentisk sprødt flute på bordet, bagt af koldhævet hvedemelsdej og serveret med friskt, godt smør. Man smører med sin middagskniv, for i det let skrabede brasseriekoncept er der tilsyneladende ikke plads til detaljer som separate smøreknive.
Lad os lægge ud med en ærkefransk ret som foie gras terrine (135 kr.). Den var smukt uplettet, en fløjlsagtig mørkbeige sag med ren, dyb smag, garneret med en delikat syrlig rabarber og sødlig rødbede- og solbærgelé, frisk salat samt lun brioche.
Forretten glaceret kalvebrissel (115 kr.) bød på tre små stykker af mør, saftig brissel med sprøde babygulerødder og puré af samme, samt en delikat, koncentreret kalvefondbaseret sauce.
Retten blev, som de øvrige varme retter, serveret på varme tallerkener, hvilket er forbilledeligt men som i tilfældet søtunge gav bagslag. Den havde nemlig i forvejen fået et minut eller to for meget, mens de tynde skiver af blomkål var fint sprøde, ligesom chipsene af blå kartoffel.
Restaurantens kyndige sommelier kan sit kram
Torsken havde fået lige præcis så meget varme, at kødet netop faldt fra hinanden, når man stak til det. Der var fine grønne hestebønner og en flødemonteret sauce med smag af røg.
Nu vi er i fiskeafdelingen, skal også en hellefisk provencale (185 kr.) nævnes. Den var lige så perfekt tilberedt som torsken, og det var herligt at opleve den sarte hellefisk sammen med de intenst smagende sorte oliven og den syrligt sødmefulde tomat.
Den saltede laks (95 kr.) fra forrets- kortet får et par rosende ord med på vejen af Børsens anmelder.
Og så skal den saltede laks (95 kr.) fra forretskortet lige have et par rosende ord med på vejen, ligesom man heller ikke skal kimse ad det pocherede hønseæg. Lidt i samme genre var forretten pocheret hønseæg med tynde bånd af selleri og en ovnbagt blok af samme.
Imponeret var jeg dog ikke over bøffen, en steak bordelaise (225 kr.), skåret af oksefilet. Saucen var glimrende, og kødet stegt nydeligt, men dets kvalitet lod noget tilbage at ønske, det fremstod nemlig lidt trevlet og smuldrende i konsistensen.
Men det foreslåede glas Pauillac var en stor fornøjelse, og det samme kan siges om størsteparten af de vine, jeg har oplevet på stedet.
Restaurantens kyndige sommelier kan sit kram, og kortet trækker da på Nimb Vinoteks 1000 flasker store udvalg, så der er lagt op til en høj score, om end den generelle vinviden blandt tjenerne ikke imponerer.
Betjeningen var i øvrigt glimrende gang på gang. Man skal dog ikke forvente en femstjernet behandling, hvor stolene trækkes ud, servietterne skiftes undervejs, og tjeneren holder døren.
Men det betaler man jo heller ikke for, når man får tre retter til bare 340 kr. med udsigt til Tivolisøen og puder med Ralph Lauren-broderi i ryggen. De findes i kaffeafdelingen, og før man rykker derhen, spiser man nok en dessert, og de var kvalitetsmæssigt på linje med de øvrige serveringer.
Nu vi er i fiske- afdelingen, skal også en hellefisk provencale (185 kr.) nævnes. Det var herligt at opleve den sarte hellefisk sammen med de intenst smagende sorte oliven og den syrligt sødmefulde tomat.
For eksempel en lille syndigt lækker kage bagt af mandelmel, æggehvide og brunet smør, serveret med brombær og lakridsparfumeret is. En varm chokoladefondant, hvis udflydende indre havde strejf af salt og en frisk sekundant i form af citronsorbet.
Og lad så de sidste ord tilfalde den klassiske skønhed, som Auguste Escoffier skabte, nemlig Peche Melba. Natuligvis lavet med friske ferskner og hindbær, god vanilleis og den obligatoriske creme Anglaise, med æg og fløde.
Denne dessert var til fem stjerner, det var flere af de andre retter også, men der var også firestjernede oplevelser iblandt. Og eftersom Louise Nimb var kendt som en streng dame, så ville hun nok nikke anerkendende til, at jeg tyr til forsigtighedsprincippet og giver fire store stjerner for maden.
Læs også:
Det bedste øl til sensommeren
Tarvelig mad på Toldboden
Tre gastronomiske templer i London
