Gourmet31 topvine fra Gevrey- Chambertin blev blindsmagt af Børsens Vinpanel i en smagning, der understregede, hvor monumental de røde bourgogner kan være. Her præsenteres de tre bedste.
Gevrey-Chambertin! Smag på ordet og genkald – eller forestil dig – duften af en efterårsdag i skoven, hvor de gulbrune blade over skovbundens muld skaber en helt særlig lugt. Tilsæt strejf af roser, modne blå blommer og sorte kirsebær samt lidt mineraler, og tænk på en smag, der rummer såvel syrlighed som sødme og en smule bittert.
Ingen kan matche de helt store bourgogner, og flere af disse kommer netop fra Gevrey-Chambertin
Ovenstående buket af perfekt balance kan opleves i de bedste udgaver af vin på bourgognedruen pinot noir, som engang var begrænset til Bourgogne men i dag findes i de fleste vinlande.
Læs også:
Vinkøbmand med en lukrativ niche
Prinsgemalens fineste vine
Ciderens mange ansigter
Ingen kan dog matche de helt store bourgogner, og flere af disse kommer netop fra Gevrey-Chambertin, som i århundreder har stået for vin af meget høj kvalitet, om end distriktet hvilede tungt på laurbærrene i 1970-1980erne, mens de nye vinlande buldrede frem.

En håndfuld af Danmarks mest trænede ganer var på bourgogne-opgave.
Men der er der sket en stor udvikling i Bourgogne op mod og efter årtusindeskiftet, hvor især Gevrey-Chambertin anerkendes for en voldsom forbedring. Når det gælder mellemniveauet, så har den nye vinverden givet Bourgogne alvorlig konkurrence, men i nærværende artikel holder vi næsen i sky, og beskæftiger os alene med toppen af bourgognepoppen.
Her beskrives cremen, de tre allerbedste fra et flot felt og altså tre virkelige bourgognekanonslag
For at nå den, gik der bud ud til en række velrenommerede vinhandlere om at sende deres bedste bud på topbourgogne fra Gevrey-Chambertin og omegn. Vinhandlerne kvitterede med 31 vine af høj kvalitet, og disse blev præsenteret i maskeret stand for et yderst kompetent smagepanel med dyb indsigt i bourgognevinens inderste væsen.
Man kan kalde det arrogant kun at omtale de tre bedste fra sådan en perlerække, men pladsen tillader ikke, at vi går dybere i denne omgang. Så her beskrives cremen, de tre allerbedste fra et flot felt og altså tre virkelige bourgognekanonslag.
I de kommende uger vil vi trænge lidt længere ned i materialet, med købsanbefalinger på en række andre chambertinvine, ligesom vi kommer omkring de bedste oversøiske pinot noir.

Førstepladsen gik til en 26 år gammel sag fra huset Leroy
Men i dag starter vi fra toppen, med den pragtfulde Charmes Chambertin Grand Cru i årgang 1985 fra det enormt respekterede hus Leroy. Det ejes af familien Leroy, der også ejer halvdelen af Domaine de la Romanée-Conti, og drives af den legendariske Lalou Bize-Leroy.
På smagningens andenplads kom den vidunderlige 2000 Mazis Chambertin Grand Cru fra Domaine d’Auvenay, der er Lalou Bize-Leroys private og biodynamisk drevne domain.

Årgang 2000 tog andenpladsen i blindsmagningen
I den brede offentlighed er huset ikke videre berømt, men blandt kendere har det – med god grund – halvgudestatus.

Med snart 1400 år på bagen har vinmarken Clos de Beze skabt en gedigen Bourgogne, der indhentede en tredjeplads.
På tredjepladsen kom den skønne 2008 Chambertin Clos de Beze La Cabane fra Domaine Pierre Damoy, en af Bourgognes lidt yngre og meget betydningsfulde vinmagere. Pierre Damoy ejer en stor del af marken Clos de Beze, der blev grundlagt i år 630 (skriver sekshundredeogtreti!), som den første berømte mark i området.
Det var den, som Monsieur Bertin valgte at lægge sig ved siden af, da han tog de første spadestik til det, som endte med at give verden Gevrey-Chambertin.
Læs mere om Gevrey- Chambertin-smagningen her.
Læs også:
Ostemandens færd i vinens verden
Sjældne sydafrikanske perler
Send dine vine på hotel












