GourmetBøfhusene buldrer derudaf. Aldrig har der været så stort et udbud af steakhouserestauranter som i dag, hvor branchens veteran, A Hereford Beefstouw, for alvor har fået konkurrence af de nye MASH-restauranter, mens Jensens Bøfhus opererer i sin egen niche.

Vi har besøgt de tre kæder og præsenterer her konklusionen.

Med etableringsåret 1971 har Hereford Beefstoouw været med længere end nogen anden, og hvad popularitet angår sidder overbøffen fortsat på tronen. I dens skygge har vokset forskellige selvstændige bøfrestauranter, men først med Jensens Bøfhus kom der egentlig kædekonkurrence.

Vi har besøgt en filial i hver af kæderne og tilstræbt at bestille de samme retter og husets vin hvert sted 

Denne åbnede sin første afdeling i 1990 og har i dag 32 filialer, kendt for bl.a. lave priser og softice ad libitum. Den nye dreng i klassen er MASH, et amerikansk inspireret koncept med høje ambitioner og et tilsvarende kvalitetsniveau i alle detaljer.

Den tørmodnede ribeye-bøf hos MASH er en mør, dansk specialitet.

Vi har besøgt en filial i hver af kæderne og tilstræbt at bestille de samme retter og husets vin hvert sted. Her er sammenligningen, og selvom der er store forskelle, så er sagen dog bøf.

Læs også:
Godt køb i den beskedne gourmet-genre
Københavns bedste burgerkultur
Til te hos mesteren

A Hereford Beefstouw blev etableret i 1971, og året efter kom den første filial i København. Dengang beskrev en anmelder stedet som lidt for smart, mens det i dag betragtes som gammeldags hyggeligt. Det eneste, der virkelig har forandret sig, er omverdenens opfattelse – restauranten ligner nemlig sig selv.

Det, der præger hele etablissementet, er en stræben efter høj kvalitet, lige fra kunsten på væggene og de skurede egetræsborde over kødets kvalitet, til den måde det tilberedes på.

Det eneste, der virkelig har forandret sig, er omverdenens opfattelse – restauranten ligner nemlig sig selv 

Vinudvalget er ligeledes godt. Det er svært at finde en flaske, som ikke smager godt, og man kan tilmed få nogle flotte vine til fordelagtige priser, f.eks. en 2002 Rauzan Segla Margaux for 650 kr. Husets vin var fra Chateau Roustan, i den hvide afdeling lavet på hvid grenache og mourvedre og i den røde på grenache og syrah. Begge var rigtig behagelige vine, som til 50 kr. glasset var hver en krone værd.

Tjenerne på Hereford restauranterne er alle trænede, rutinerede fagfolk, og de fleste har været ansat i årevis. De forstår at give gæsten en oplevelse af at være velkommen, eller i hvert fald være en afholdt stamgæst på et lokalt værtshus.

Sekunder efter at vi havde sat os, kom der en skål med friskbagt, godt hvedebrød på bordet, og vi kunne gå op og forsyne os fra salatbaren (68 kr. som tilvalg til en hovedret). Scampi fritti var store asiatiske rejer dyppet i beignetdej og friturestegt, en klassiker der også var på kortet i 1972.

Rejerne – som var lidt for fedtede – lå på en tallerken med salatblade og en dressing af mayonnaise og creme fraiche, altsammen uden nogen videre smag men med en god saftighed i rejerne.

Rejerne  var lidt for fedtede,  men havde en god saftighed.

De tre forskellige slags snegle ankom i små cocotter med henholdsvist hvidløg og persille, gedost og estragon samt svampe og mandler, hver især udmærkede eksempler på, hvad man kan gøre med snegle i mellemkvalitet.

Ribeye-bøffen (218 kr) var en lækkerbisken, både at se på og at spise. Overfladen var smukt mørkebrun, og bøffen kom direkte fra grillen, lækkert sydende, på en varm støbejernstallerken. Kødet smagte rent og med god dybde, bearnaisesaucen var pisket godt op, men lidt tynd i konsistensen og med en noget neutral smag. Den grillede søtunge (234 kr.) var tilberedt lige så flot som bøffen, med delikate grillstriber og et tilpas saftigt indre. Limesmørret var placeret oven på den varme fisk, og en ekstra skive koldt smør lå ved siden af.

Salatbuffeten byder på flere end tyve forskellige elementer, langt de fleste var meget indbydende, undtagen majskornene, som var lidt brune i kanterne. De burde virkelig være skiftet ud, for der er vel flere i fryseren?

»Modern American Steak House« er de fire ord som forkortes til MASH, den ny spiller på bøfmarkedet som siden 2009 har åbnet foreløbig tre restauranter i sofistikeret stil.

Her var tale om noget af en pragtret 

Vi har anmeldt MASH med begejstring her på siderne, og ved det seneste besøg, som er et af mange, blev jeg atter begejstret over det schwung, der er over MASH. Det starter ude hos garderobedamen, som tager imod tøjet og passer på det, fortsætter med en velrystet cocktail fra den ambitiøse mixolog i den velassorterede bar, og helt ind i det dunkle miljø med røde lædersæder og dybe sofaer.

MASH’s bud på Scampi (100 kr.) var en stor varmtvandsreje med skjoldet intakt, ristet forsigtigt med hvidløg og serveret i den sky, der opstår i processen. Det var rejer af god kvalitet, med en ren smag.

Sneglekontingentet (100 kr.) var større end rejernes – omkring 12 stykker var der i glasskålen, som den noget lunkne blanding ankom i. Smagen var god og kraftig, konsistensen delikat lige mellem blødt og fast.

Husets vin imponerede på ingen måde. Her ønskede jeg mig kortvarigt over til Hereford Beefstouw, men søgte i stedet lindring i det øvrige kort, som er meget flot og rummer store delikatesser, hvoraf flere kan fås glasvist.

Jensens Bøfhus mindede,i Børsens udsendtes øjne, mest af alt om bøfhusenes svar på McDonald's.

Der er ingen salatbar hos MASH, men mange små tilbehørsretter at vælge imellem, bl.a en helt utrolig lækker flødestuvet spinat med saft og bid i bladene og gratineret til lækker gyldenhed.

På MASH vælger man at servere bearnaisesaucen i en slags mayonnaiseversion, altså hvor den ikke er varm men lunken, hvilket jo er den sikre metode. Men virkelig godt smager den, på én gang syrlig og fyldig. Den gik endda fint til den grillede pigvar (215 kr.).

Her var tale om noget af en pragtret – fisken smagte friskt af hav, den var fileteret og grillet, så der var tynde, sorte striber på det sarte, saftige kød, hvilket gav en skøn kontrast.

Ribeye-bøffen af dansk tørmodnet kød – en specialitet hos MASH – var meget flot, såvel udenpå som indeni hvor den var jævnt rød.

Sidst jeg fik det tørmodende kød på MASH, var det lidt mere mørt, men det gør ikke så meget, at her skulle tygges lidt.

For når man tyggede, blev der samtidig frigivet den fineste, rene smag med det let blodige strejf, men ellers kun oplever i for eksempel dyrevildt.

Jeg har fået henvendelser fra læsere, som var utilfredse med at skulle vente i baren på, at det bord, de havde bestilt, blev rømmet. Men MASH sælger gerne bordene et par gange på en aften, så man bør være forberedt på, at tidsplanen kan skride og i hvert fald ikke ankomme før den aftalte tid.

Det er nemlig ikke sikkert, at der er plads i baren – f.eks. var de fleste barpladser nemlig optaget af spisende gæster under mit besøg, som netop blev tilbragt i baren.

Ligesom McDonald’s tiltrækker børn med tilbud om Happy Meal og medfølgende legetøj, så er mange børn forelskede i softicemaskinen hos Jensens Bøfhus. Man må nemlig spise alt det, man vil, for 39 kr.

Jensens Bøfhus kan med nogen ret kaldes »bøfkædernes McDonald’s,« og hvis man forventer en steakhouse-oplevelse i høj kvalitet, bliver man skuffet. Men betragter man det som en slags fastfood-restaurant i den bedre klasse, så giver det mening.

Betragter man det som en slags fastfood-restaurant i den bedre klasse, så giver det mening 

Der var ikke scampi fritti på menuen. Det nærmeste var en cocktail af rejer (54 kr.) i mellemstørrelse uden nogen videre smag. Der var udsolgt af New York striploin så jeg valgte en bøf skåret af højrebet (159 kr.), som var ujævnt stegt, men delvist rød som forlangt.

Der var flotte, brede grillstriber, men kun på den ene side, som var kødet stegt på en såkaldt båndgrill og sidenhen tilført grillstriber med en slags brændejern. Kødet var saftigt og mørt, men uden nogen egentlig karakter, om end den struttede af personlighed, sammenlignet med den såkaldte bearnaisesauce.

Det bedste, jeg kan sige om den, er, at den var varm, men eftersom der ikke var tale om en ægte oppisket bearnaise, er det jo heller ikke så svært. Jeg tror, at det var den modbydelige posesauce, som man også kan købe i supermarkeder. Den er sød, smager lidt af estragon, men er derudover ikke værd at ofre hverken kalorier eller appetit på, hvilket også kan siges om pommesfritterne, der var lysebrune og melede.

På fiskesiden kunne man vælge en laksebøf (119 kr.), som var grillet nydeligt, således at lakseskindet var sprødt og til at spise, mens selve kødet var knastørt og helt ligegyldigt.

Anmelderbesøget foregik i afdelingen på Østerbro i København, hvor man i stueetagen kan sidde og kigge ud på gaden. Vi blev imidlertid forvist til et meget lille bord i kælderen, hvor akustikken var hård, og larmen fra de mange, glade børn således forstærket, hvilket slet ikke var nødvendigt.

Salatbaren (44 kr.) var et sørgeligt syn. Husets rødvin var til at drikke, og eftersom vi klarede os med – eller ikke kunne klare mere end – en halv flaske, slap vi med 79 kr. Et trin op ad kvalitetstigen blev det faktisk kun værre, erfarede jeg ved at bestille et glas Los Tilos (39 kr.).

Inklusive de syv portioner is min unge ledsager satte til livs, endte regningen på 577 kr. hvilket faktisk er en meget fair pris for middag til to personer. Men det forudsætter dog, at vedkommende personer ikke interesserer sig videre meget for kvalitet eller smag, og grundlæggende bare gerne vil have noget at spise.

Læs også:
Amerikanske klassiskere fra Hotel Front
Hop trygt i Kanalen på Christianshavn
Fransk fiskerestaurant i København