Den nye »motor« i det velsmurte kanalmaskineri hedder Andreas Møller. Han kommer fra en stilling som souschef på restaurant Saison, hvilket skinner igennem på tallerkenerne.

9.02.2011 tekst: Ole Troelsø

Hop trygt i Kanalen på Christianshavn

GourmetRestaurant Kanalen bekender sig til det franske køkken, nu med en nordisk orienteret køkkenchef bag komfuret, hvilket klæder denne klassiske restaurant.

At blive sat i stævne på Wilders Plads nummer 2 er en positiv ting, for det indebærer som regel en dansk frokost eller et fransk orienteret aftensmåltid.

Man må absolut anbefale læseren at hoppe i Kanalen 

Men sådan har det ikke altid været, og i gamle dage kunne det være en tvivlsom fornøjelse, eftersom Toldpolitiet holdt til i bygningen.


Jomfruhummer med aioli og blomkål.

Men i 1980’erne smed den første restauratør fortøjningerne ind på kajen og etablerede et hyggeligt spisested lige ved kajen, blandt velholdte bindingsværkspakhuse med mere.

Læs også:
Fransk fiskerestaurant i København
Det gode franske køkken indtager Kultorvet
Vestegnen - Nu også med god gastronomi

Som institution bekender Restaurant Kanalen sig til den stil, som rådede i 1970-1980’erne, hvor en restaurant i den bedre klasse havde hvide duge på bordene, tjenerne var Des med gæsterne og køkkenchefen bad sine bønner med hovedet vendt mod Frankrig.

Lad os takke forsynet – eller hvad man nu vælger at takke – for den gastronomiske udvikling, som har givet os Noma og dens verdensberømmelse samt nye spændende steder som restaurant Relæ.

Oprindelig indretning

For duge på bordene og De-form er naturligvis ligegyldigt, når det gælder gastronomi. Men skønt er det alligevel at kunne springe fra stil til stil i nutidens stærkt facetterede restaurantverden.

Det svarede næsten til at bevæge sig ind i en tidslomme at træde over dørtrinnet til Restaurant Kanalen, hvor den hyggelige indretning med klassisk, dansk møbelarkitektur er den samme, som den var for fem, ti eller tyve år siden, hvilket ses i graden af patinering.

Ud over en skønhedsplet var der tale om et glimrende helhedsindtryk 

Men der er installeret en splinterny, knivskarp køkkenchef bag komfuret. Han hedder Andreas Møller og har stor forståelse for at anvende lokale råvarer som selleri og rosenkål, ganske som hans forrige arbejdsplads, restaurant Saison, er kendt for.

Vi søgte ind i restauranten, så langt væk fra den støjende generator ved køkkenindgangen som muligt, det eneste skår i glæden over Kanalens hygge.

På bordet lå en lille seddel, som kundgjorde noget i retning af, at Oscar Wilde har sagt, at man er kedelig, hvis man siger nej til champagne.


Rødspættefilet med syltede svampe og grønkål.

Så det gjorde vi naturligvis ikke, men ofrede i stedet standhaftigheden på plussalgets alter, eftersom denne forordning betød 190 kr. ekstra på regningen. Dette var anstændigt oplyst på sedlen, hvilket er beundringsværdigt og i kontrast til – sædvanen som er – at tjeneren bruger vendinger som »ønsker I et glas champagne inden maden.« For hvem ønsker ikke et glas champagne, men hvad koster det mon?

Vinkortet er stort og velassorteret, med bl.a. mange fine, italienske vine, ligesom der er tilbud om en vinmenu der matcher de op til seks retter man kan vælge i Christianshavnermenuen.

Hvis man vil slippe billigt, bør man blæse på Wildes mening og springe såvel de nævnte appetitvækkerfristelser som vinkortet over. For hvis valget i stedet falder på den faste menu og de tilhørende vine, får man nemlig ikke alene et herligt måltid men også en slanket regning. En god firerettersmenu koster nemlig 425 kr. og fireglasvinmenuen 295 kr.

Vi prøvede menuen samt a la carte retter og en halv flaske Malvira nebbiolo Langhe i årgang 2006. Tjeneren mente nemlig, at 2004 årgangen ville være lidt for tung til de valgte retter, hvilket viste tegn på indsigt i kortet. Rådet var godt, vinen fungerede nemlig glimrende til maden – det var en rigtig rar nebbiolo, med tilpas meget syre og moden frugt, til at det hele hang fint sammen.

Perfekt rødspættefilet

Også vinmenuen var tilfredsstillende, lige bortset fra at rødvinen komplementerede osten lige så godt, som en fisk kører på cykel.

De indledningsvist nævnte kammuslinger var skåret i tern og pikant krydret, indbagt i en lille samosalignende, trekantet dejpude, der leveredes sprød og varm, lige fra en gryde med frisk, hed olie. Hertil en pikant tilsmagt mayonnaisedressing med purløg.

Fiskehovedretten bagt torsk (238 kr.) var ren perfektion 

Det friske flute var spændstigt, tæt og med en smag af korn, smørret var der ikke meget ved, når man kom ned under det lag salt, som var drysset øverst.

Menuforretten med jomfruhummer bestod af to store, drivende saftige, ristede haler der smagte friskt og var krydret perfekt og ledsaget af blomkål, frisésalat og dild.

Menuens næste servering var en bagt rødspættefilet, tilberedt til perfektion, saftig og tæt men mør i konsistensen. Med god, frisk havsmag, friteret persille, puré af grønkål og syltede svampe.

Den centrale ret i menuen var duebryst, der havde fået lidt mere, end godt var. Garnituren var grønne linser, udstukne rødbeder og pocherede borretane løg.


Klassiske designmøbler og hvide duge på bordene i et atmosfærefyldt, charmerende patineret miljø.

A la carte udvalget tilbød en vegetarmenu, og med en køkkenchef fra Saison er det jo ikke overraskende. Men den virkede slet ikke fristende i sin helhed, så jeg bad om hovedretten alene. Det var bagt knoldselleri (118 kr.) og for hulen hvor var den lækker, taget i betragtning, at det blot var knoldselleri, bagt ved kraftig varme så det ydre var mørkebrunt og med nærmest grillet smag. Knolden var skåret i tre civiliserede, halve skiver og garneret med syv rosenkålblade samt en grøntsagspure.

Vesterhavsbisque (128 kr.) var en skummende, dejlig varm, cremet suppe med stykker af saftig torsk og jordskokker. Det er helt tydeligt, at køkkenet går meget op i at krydre retterne, og det virkede generelt vellykket, undtagen i denne suppe, som var voldsomt salt.

Lidt for hjemmelavet

Fiskehovedretten bagt torsk (238 kr.) var ren perfektion. Et meget stort, højt stykke torskeryg, i en tilsvarende kvalitet blev serveret med store stykker af mør porre og let karamelliserede løgskaller samt en fuldstændig fortræffelig sauce hollandaise. Hertil nogle tern af ristet kartoffel, som havde virket mere passende til duen.

Udvalget af landoste fra Strasbourg (145 kr.) bestod af ti forskellige, heraf et par gnallinger som i højere grad kaldte på medlidende følelser end de imponerede. Chokoladekagen (75 kr.) med vaniljeiscreme var en brownielignende, tæt og kompakt, næsten kold kage og en yderst vellykket vanilleis, i perfekt blød konsistens og med udpræget vanillesmag.

»Hjemmelavet sødt« til kaffen smagte mere hjemmelavet, end godt var, en lidt klodset chokoladetrøffel og en noget kompakt marshmallow samt en velmenende, lille sandkagetype med chokoladestykker.

Det er ikke altid, at man skal vælge selv at sætte sit præg på retterne, men her er vi dog ved det eneste sted i måltidet, hvor man kan sige det.

Ud over den skønhedsplet var der tale om et glimrende helhedsindtryk. Fra de hyggelige omgivelser over den venlige og imødekommende betjening samt naturligvis den gode mad og vin. Hvilket gør, at man absolut må anbefale læseren at hoppe i Kanalen, hvis appetitten er rettet mod det klassisk franske med nordisk accent, og humøret er stemt til stilfærdig hygge.

Læs også:
Topsushi på nyt københavnerhotel
Diskret elegance på Fyn
Op og ned for legendarisk fiskerestaurant

borsen statistik bnt
Land
Danmark
Navn
Kanalen
Region
Hovedstaden
By
København K
Postnummer
1403
Gade og nr
Wilders Plads 2
Telefon nr.
32 95 13 30
Bookinglink
Bordreservation
Link til restaurant
Kanalen
Se også
Danmarks nye verdensmester i mad
Børsen: Sensationel husmandskost
Verdens højeste restaurant er åben
Fakta

Børsen Weekend
 

Find artikler:

Køkkentype:
Find artikler
 
 

Seneste GOURMET ARTIKLER


 
 
 

Seneste