GourmetTo af prinsgemalens fineste vine kom i tilsvarende selskab under en smagning af det, der blev berømt som »kongens vin« i den franske Louis XV’s regeringsperiode.

Flemming Karberg fra vin- og spiritusfirmaet Hans Just har igennem et halvt århundrede samlet på stor bordeauxvin. Det samme gjorde hans far, farfar og oldefar, så det er ikke overraskende, at familien Karberg sidder på en veritabel skatkiste af den slags vine.

De to cahors-vine stod distancen flot, hvilket understreger den store udvikling som Chateau de Cayx har gennemgået i de senere år 

Med jævne mellemrum er familien tvunget til at bringe sig ajour med kælderbeholdningens udvikling, gennem at smage prøver fra de forskellige årgange. En tung pligt, som Deres udsendte hjalp med at løfte forleden dag.

Flemming Karberg og H.K.H. Prins Henrik lægger an til en smagning af høj kvalitet.

Vort fokus var den vin, der i Frankrig blev kendt som »kongens vin«, fortalte værten, grosserer Flemming Karberg.

Læs også:
Ciderens mange ansigter
Ostemandens færd i vinens verden
Sjældne sydafrikanske perler

"Chateau Lafite har været berømt siden 1707, men det var først, da Louis XV begyndte at servere den på slottet i Versailles, at vinen for alvor blev ophøjet til stjernestatus. En status Lafite har beholdt lige siden, og som nu har gjort de rige kinesere så interesserede, at den næsten ikke er til at betale," sagde Flemming Karberg, da han bød velkommen til smagningen.

Så der var en hel formue i flaskerne fra Chateau Lafite Rotschild, som stod klar til vor smagning. De var alle købt direkte fra slottet, da de respektive fem årgange blev frigivet.

Ud over Lafite smagte vi 1996 Gobelins og 1997 La Royale Cuvee Prestige fra Prinsgemalens ejendom. Og der spekuleres, så vidt vides, ikke i forfalskninger af prinsgemalens vine, som vi også skulle smage. Her faldt det mig ind, at Flemming Karberg måske balancerede på kanten af majestætsfornærmelse ved at sætte HKH’s vine i spil på denne måde.

Men prinsgemalen smilede bredt og tillidsfuldt under præsentationen af feltet, og smil var der grund til. For det skulle vise sig, at de to cahorsvine stod distancen flot, hvilket understreger den store udvikling som Chateau de Cayx har gennemgået i de senere år.

Ganske som en BMW ikke overstråler en Rolls-Royce, var der ikke tale om nogen egentlig konkurrence, men cahorsvinene blev ikke gjort til skamme 

En udvikling som efterhånden er blevet beskrevet i adskillige seriøse vinmedier, og som for alvor har sat Prinsgemalens vine i det lys, som de fortjener. Her skal det understreges at der findes flere kvalitetslag af vine fra Cayx, og det var de øverste lag vi her beskæftigede os med.

Vi lagde ud med et mørkerødt glas 1994 Lafite (ca. 8000 kr.) som udtrykte sig med bulder og brag via en forbløffende kraftig duft, der bød på en knivskarp duft af såvel moden frugt som frisk syre og et strejf af grafit. I munden fortsatte det modne udtryk, som efter et kvarters tid i glasset udviklede sig meget i den friske retning, men endnu synes at gemme på meget.

Næste vin var Lafite 1986 (ca. 10.000 kr.), som fremstod med en langt mere intens duft, der bød på et let æterisk strejf samt masser af cigarkasse og grafit. I munden var der ikke voldsomt meget frugt, men til gengæld en utrolig stor præcision.

Et spring i tiden bragte os til 1996 (ca. 4000 kr.), vinene var serveret for sammenligningens skyld, og vel sagtens fordi 1996 er så berømt, at der skulle lægges lidt afstand til 1994. 96’eren var endnu mere udtryksfuld end den to år yngre, enormt tæt og tilsvarende intens med et markant staldpræg i smagsbilledet.

Prinsgemalen smilede bredt og tillidsfuldt under præsentationen af feltet, og smil var der grund til.

Prins Henrik bemærkede, at 96’eren faktisk virkede yngre end 86’eren og argumenterede, at den havde så meget mere at byde på i næsen, hvilket var en rammende beskrivelse. Tidsmaskinen bragte os nu til 1983, som efter min mening var dagens mest elegante vin. Den mahognifarvede væske besad en fortryllende næse med let blegnet, nærmest melankolsk frugtduft. I munden var der fint strukturerede, men meget polerede tanniner, som holdt ved i en lang eftersmag.

Her var det så, at 1996 Chateau de Caix Gobelins og 1997 La Royale Cuvee Prestige blev skudt ind, hvilket de som nævnt slap godt fra. Ganske som en BMW ikke overstråler en Rolls-Royce, var der ikke tale om nogen egentlig konkurrence, men cahorsvinene blev ikke gjort til skamme. Tværtimod spillede de glimrende op til den blåskimmelost, som blev serveret til vinene.

Hvis ikke man vil betale for kongens vin, kan man jo altid købe prinsens 

1996 Gobelins var helt igennem elegant, med sine 15 år på bagen er den blevet flot afrundet, og sådan er det med cahorsvine, de skal have tid. Personligt er jeg slet ikke begyndt at drikke af mine cahorsvine fra 2000 årgangen, som først nu er ved at nå modenheden og sikkert kan ligge ti-tyve år endnu.

Prinsgemalen drikker for tiden årgang 1999, fortalte han med et hemmelighedsfuldt smil. For selv om det er en god alder, så skyldes det i højere grad, at man har måtte tage et større parti tilbage, da der var et problem med propperne.

»Jeg tror, at de glemte at smøre propperne, så nu er de meget svære at få ud af flasken. Men det kan jeg godt leve med, og de skal i hvert fald ikke gå til spilde,« grinede hans kongelige højhed i udkanten af denne smagning, som endnu engang beviste, at Chateau Lafite er et af de helt store.

Ikke mindst den afsluttende 1997, der på trods af at årgangen ikke er kendt for storhed, var en svulmende flot repræsentant for slottet, med enorm dybde og kompleksitet.

Ja, Lafite er en af de helt store og det afspejler sig i priserne, som må siges at være helt vanvittige. Men hvis ikke man vil betale for kongens vin, kan man jo altid købe prinsens...

Læs også:
Send dine vine på hotel
Så nemt scorer du gammel vin
Familien Jørgensens 25 år i Bordeaux