GourmetSiden 1700-tallet har Bouchard Pere et Fils været kendt for god bourgogne, bortset fra en mørk periode i 1980-90’erne, hvor en ny kurs blev lagt. Med etableringen af egnens måske mest imponerende produktionsanlæg i 2005, har huset placeret sig blandt de bedste.

Der er to huse i Bourgogne, som hedder Bouchard. Det ene med tilføjelsen Ainé, det andet med Pere ét Fils knyttet til familienavnet Bouchard, som er et af de helt gamle i Bourgogne. Begge huse er etableret omkring 1750 af to grene i den samme familie, med Bouchard Pere som det største og mest betydningsfulde hus.

Bouchard Pere et Fils står nu med en hånd fuld af esser 

Denne artikel handler om sidstnævnte, der trods sin status som et af Bourgognes store huse, samtidig har ry for at lave mange vine på meget højt niveau. Det har givet de maksimale – og sjældne – fem stjerner i den respekterede vinguide Gault Millau.

Bourgognes årgang 2009 får generelt mange pæne ord med på vejen. Disse eksemplarer demonstrerede overvejende et flot niveau med delikate, polerede tanniner.

Sortimentet spænder bredt, fra topvine som Corton Charlemagne, til den mere beskedne, men stærkt charmerende La Vignée Chardonnay, som snildt kan konkurrere med oversøiske kopier, som forsøger at efterligne den originale bourgognestil, som her er – ja; Original.

Læs også:
Ostemandens færd i vinens verden
Sjældne sydafrikanske perler
Så nemt scorer du gammel vin

En af husets mest berømte er pinot noir vinen Vigne des enfants de Jesus. Den kommer fra en mark, som frem til 1789 var ejet af en munkeorden, hvis grundlægger forudsagde fødslen af Ludvig XIV også kendt som Solkongen. Hvilket i al fransk gejstlig beskedenhed førte til, at man kaldte marken for »jesusbarnets.«

Det er en virkelig pragtfuld vin, som man da også skal af med 750 kr. for. Jeg smagte den nye årgang – altså 2009 – midt i de hellige haller, nemlig på Chateau de Beaune, i hjertet af Bourgogne kort før jul og var stærkt begejstret.

Bouchard Pere et Fils for tiden et af Bourgognes helt sikre kort at spille 

Det samme var en ældre, engelsk herre, Theo, som sad overfor mig med et saligt udtryk i ansigtet. Og han må siges at have noget af et bedømmelsesgrundlag, nemlig 60 års erfaring med vinen!

Forklaringen var, at hans far og farfar begge havde haft netop denne vin som deres favorit, og allerede som tiårig var han første gang blevet budt på en smagsprøve af jesusbarnet, som han siden havde fulgt nøje.

Det var en flot opvisning i de mange terroirforskelle, egnen har, som Bouchard lagde for dagen under den store smagning.

Han berettede, at den stod meget stærkt i 1960’erne, men i midten af 1970’erne gik det tilbage, måske fordi vinmyndighederne var begyndt at stramme op på håndhævelsen af reglerne om, at der ikke måtte blandes fremmed vin i flaskerne.

Dengang var det helt almindeligt at blande kraftig nordafrikansk vin i de billige franske – for på den måde at bringe alkoholindholdet op til det lovmæssige mindstekrav. I det tilfælde, altså med de såkaldte gros rouge-vine, var det nemlig alkoholmængden, som havde størst betydning.

Og det var ikke ualmindeligt, at nogle fade med rigtig god nordafrikansk vin fandt vej til en kælder i Bourgogne, hvor en lidt for skarp pinot noir-høst havde godt af lidt nordafrikansk sol på flaske. Ikke for at snyde nogen, men ganske enkelt for at skabe en velsmagende vin i en tid, hvor autenticitet og oprindelse ikke havde helt samme betydning som i dag.

Det var ligeledes helt almindeligt at blande sukker i druesaften inden gæring, hvis ikke der havde været sol nok i et givent år, for på den måde opnåede man en fyldig vin. Men i 1989 statuerede myndighederene et eksempel ved at slå hårdt ned på en række producenter, som havde tilsat sukker før gæringen, bl.a. Bouchard Pere.

Det var en alvorlig streg i regningen for familien Bouchard og nok en medvirkende årsag til, at det begyndte at gå dårligere – med et salg af virksomheden i 1995 som følge. Køberen var Joseph Henriot, indehaver af champagnehuset Henriot.

Prisen var omkring 300 mio. kr., og handelen omfattede den største portefølje af fine marker i Bourgogne. I alt var der tale om 93 hektar, heraf 70 i Grand Cru klassen, bl.a. de fornemme marker Montrachet, Chevalier-Montrachet, Corton, Corton-Charlemagne, Chambertin og Volnay.

Disse to flasker Charmes Chambertin er fra 1940’erne og således blandt de yngre, blandt tusinder af flasker i de gamle kældre midt i Beaune.

Toppen af kransekagen var Bourgognes nok fornemste ejendom, nemlig Chateau de Beaune og dets kældre med en rekordstor beholdning af husets vine, så langt tilbage som 1800-tallet.

Beholdningen synes intakt, i hvert fald så jeg meget få ledige pladser under rundturen i de mange hundrede meter kældergange, med dets tusinder af gamle flasker, dækket af milli- eller centimeter tykke støvlag.

Den førnævnte britiske jesusspecialist, Theo, kunne berette, at der siden 2005 var sket en nærmest eksplosiv stigning i kvalitetsniveauet, hvilket ikke er noget tilfælde. Det var nemlig året, hvor Bouchard indviede de helt nye produktionsfaciliteter, bygget med den seneste nye viden, kombineret med de gamle, velafprøvede håndværksmæssige traditioner.

Således anvendes stadig de gammeldags egetræsfade og gæringskar med mere, mens f.eks. druepresserne er af højteknologisk karakter. Al transport af druesaften sker ved hjælp af den naturlige tyngdekraft, ikke ved pumpekraft, hvilket kan have enorm betydning for den endelige kvalitet.

Disse moderne produktionssystemer ser man oftere i den nye vinverden end i det traditionsbundne Bourgogne. Men hvor mange producenter i den nye verden har megen teknik til rådighed, der kan det ofte knibe med ordentligt druemateriale for slet ikke at tale om det rette terroir.

Således står Bouchard Pere et Fils nu med en hånd fuld af esser – nemlig Bourgognes bedste portefølje af marker, et ekstremt dygtigt hold af vinmagere – ledet af Phillippe Prost – samt som nævnt, et fuldstændig opdateret produktionsapparat.

Hvor de helt små håndværksprægede vinhuse kan klare sig fint uden den slags industrielle løsninger, bl.a. fordi de kan opnå ekstreme priser for deres vine, så har de mellemstore – som skal præstere store mængder vin – det sværere i konkurrencen.

Det har ofte ført til alt for dyre, alt for dårlige vine, hvilket har givet billig bourgognevin et velfortjent blakket ry, som har skabt skepsis mod flere af de større huse, som f.eks. Bouchard.

Men som det fremgår tydeligt – når man som jeg har smagt sig gennem hele den senest frigivne årgang – så er Bouchard Pere et Fils for tiden et af Bourgognes helt sikre kort at spille.

Skal enkelte vine fremhæves på denne trange plads må det være 2008 Corton-Charlemagne (900 kr.), 2008 Le Corton (500 kr.), 2007 Chambolle Musigny (350 kr.) og den prisbillige 2008 Pouilly Fuisse (140 kr.)

Men ikke kun de nye vine er gode! Gå trygt om bord i velbevarede flasker fra perioden 1950-1970, men tænk lidt over tingene, hvis der er tale om årgange i spændet 1975-1997.

Læs også:
Send dine vine på hotel
Familien Jørgensens 25 år i Bordeaux
Kræsen importør af amerikansk topvin