GourmetKenneth Hansen er en af tidens mest vindende konkurrence- kokke med såvel det danske som det nordiske mesterskab på resultatlisten. Pleasure har bedt den populære køkkenchef på Svinkløv Badehotel om tip til sommerens bedste grillmad.
At jeg vandt DM i 2009, betød ikke, at jeg var Danmarks bedste kok. Det viste bare, at jeg netop den dag var den dygtigste – og måske heldigste – blandt finalisterne
Det var et paradoks, da Kenneth Hansen i fjor vandt DM for kokke og skulle iføre sig en fagets uniform i en version udført i glinsende guldmateriale. Hidtil havde vinderne af denne betydningsfulde konkurrence ikke været udsat for lignende opfindsomhed, men i 2009 syntes arrangøren Horesta tilsyneladende, at konkurrencens status ligesom skulle understreges.

Solen går ned over Svinkløv Badehotel, hvor Kenneth Hansen kom til som chefkok efter en tid på bl.a. Prins Ferdinand og Molskroen.
I sådan en situation kan vinderen jo dårligt sige nej, om end Kenneth Hansen helt sikkert gerne havde været dragten foruden. For dels så det fjollet ud, dels er han på ingen måde den type, som synes, det er herligt at klæde sig i guld. Nej, selv om han er en af landets mest succesrige unge konkurrencekokke, så foretrækker han faktisk at gå ganske stille med dørene.
Læs også:
Dejlig mad og natte tam-tam på Skagens hot-spot
Giv os i dag et brød af kvalitet...
Den Røde Cottage - Gastronomi med dybde
Lige ved og næsten
Undervejs mod toppen har han et par gange ramt ved siden af førstepladsen, men det har nu ikke fået ham til at smække med dørene, selv om hans ærgrelse var enorm. Han er stille og roligt gået hjem for at spekulere over, hvordan han kunne blive bedre næste gang.
»At jeg vandt DM i 2009, betød ikke, at jeg var Danmarks bedste kok. Det viste bare, at jeg netop den dag var den dygtigste – og måske heldigste – blandt finalisterne. Men dagen efter kunne resultatet være faldet helt anderledes ud,« siger den 27-årige kok om sejren.
Alt, hvad jeg foretager mig under en konkurrence, er tilrettelagt på minutter, og alting er anført på lister, som jeg krydser af hen ad vejen
Tonen, han benytter, er oprigtig, og ordene synes at blive valgt med omhu. Han er typen, der tænker sig lidt om, før han taler. Vi drøfter hans syn på kokkekonkurrencer og karriere, og jeg har lige spurgt, hvordan det kan være, at han som nyslået Årets Kok valgte at tage job på Svinkløv Badehotel i Nordjylland, eftersom denne titel normalt plejer at rime mere på en lille gourmetrestaurant med 30-40 pladser end et badehotel med 130 spisende gæster hver aften.
»Jamen, jeg stod og manglede et job, og så kom Lise Emborg fra Svinkløv Badehotel med et godt tilbud. Det valgte jeg at tage som en udfordring. Det kunne egentlig være sjovt at prøve, om man kunne gøre en forskel i sådan et stort køkken,« siger Kenneth Hansen.

At han netop på det tidspunkt stod uden job, skyldtes ikke manglende efterspørgsel på Kenneth Hansens talent, men i stedet at han havde sagt ja til posten som chef for gourmetrestauranten på Lübker Golf Resort, som måtte lukke kort tid efter åbningen.
Inden da var Kenneth Hansen køkkenchef på gourmetrestauranten Prins Ferdinand i Århus og før det kok på Henne Kirkeby Kro samt Molskroen. Den gastronomiske skoling fik han dog som elev hos kokken Thomas Pasfall, så den gastronomiske blodlinje er ganske ædel.
Og den forskel, han ville gøre på Svinkløv, var allerede tydeligt tidligt på sæsonen, hvor rosende anmeldelser beskrev den imponerende kvalitet af hans køkken.
Det var faktisk så godt, at han nu er blevet indstillet til finalen i madanmeldernes konkurrence »Årets Gericke 2010«, og samarbejdet med Svinkløv Badehotel er derfor fortsat i år, hvor han har planer om at skrue endnu en tand op for kvaliteten.
Afslappet kok
Kenneth Hansen selv virker dog ganske rolig, netop som han gør parat til at sætte tænderne i et stykke med tartar. Sindigt skærer han en bid af sit stykke med lyserødt, råt hakkekød af høj kvalitet, hvilket leder tankerne hen på, hvordan han fortærede konkurrencen ved de nordiske mesterskaber tidligere i år.
Her var han oppe mod cremen af nordiske konkurrencekokke, og det ledte til sejr, hvilket nok har styrket hans selvtillid, men ikke fået ham til at virke anderledes, end den Kenneth Hansen jeg interviewede for et, to eller tre år siden. Og dog, lidt forandring er der, han er blevet lidt mager, men det er der selvfølgelig en forklaring på.

»For tiden arbejder jeg på at forbedre min fysiske form, så jeg bliver bedst mulig rustet til den næste konkurrence. Jeg går efter en plads ved næste års Bocuse d’Or-udtagelse,« siger han med henvisning til det uofficielle VM for kokke, hvor danske Rasmus Kofoed tidligere har vundet sølv og bronze.
Et gastronomisk forbillede
»Som konkurrencekok er Rasmus mit helt store forbillede. Han planlægger alt og sørger for eksempel for at spise energifyldte snacks med f.eks. druesukker i god tid, før retterne skal afleveres, så han mentalt kan være helt på toppen.
Og i forbindelse med Nordisk Mesterskab mindede han mig om, at jeg ikke skulle gå hjem og drikke en øl for at slappe af dagen før konkurrencen. Det hjælper nemlig ikke. Det eneste, der hjælper i sådan en konkurrence, er at være velforberedt, og det gælder også fysikken. Jo bedre form, jeg er i, desto bedre overblik vil jeg have. Det hele handler simpelthen om overblik,« siger han og lægger langsomt kniv og gaffel fra sig.
»Alt, hvad jeg foretager mig under en konkurrence, er tilrettelagt på minutter, og alting er anført på lister, som jeg krydser af hen ad vejen. Retterne har jeg jo trænet igen og igen og igen, så de bør ikke kunne kikse, medmindre jeg da taber noget undervejs eller glemmer noget i travlheden, hvis det roder lidt for meget i mit køkken.«
Selve træningen til Bocuse d’Or-udvælgelsen begynder dog først for alvor til oktober, når Svinkløv Badehotel lukker for sæsonen. Så går Kenneth Hansen i gang med at træne fokuseret og på fuld tid. Muligheden er opstået, fordi Svinkløv Badehotel beholder ham på lønningslisten uden for sæsonen, netop for at han kan koncentrere sig om Bocuse d’Or-projektet, hvis endelige mål er at stå på sejrskamlen i finalen 2013.
Dette er Kenneth Hansens ultimative karrieredrøm, og hvis den går i opfyldelse, burde han nok kunne iføre sig en gylden hat og jakke. Heldigvis bliver det ikke nødvendigt for ham, da guldet ved Bocuse d’Or -konkurrencen er mere håndgribeligt i form af 20.000 euro – om end der med garanti bliver masser af gylden konfetti.
Læs også:
Her er Danmarks bedste cocktail
Her får du det bedste smørrebrød i Tivoli
Bronze til Roskildes historiske Hotel












