GourmetOpdateret d. 30.07.2010 - I forbindelse med at Pleasure.dk har besøgt Munkebo Kro, udlodder Pleasure.dk i samarbejde med EatCard en overnatning plus forplejning for to på Munkebo Kro.
(Konkurrencen er slut pr. 29. juli.)
At Fyn er fin kommer vi ikke udenom – og da slet ikke, når turen går til Munkebo Kro. Glem med andre ord alt om færgereklamernes humoristiske hån af øen i midten, og forvent skøn beliggenhed med udsigt til vand og omkringliggende landsbyidyl.
EatCard lokker i øjeblikket kortholdere med et såkaldt tastingophold, der byder på smagsløgsforkælelse af den helt store slags. Og lad det være sagt med det samme – undgå den store frokost, hvis du melder dig til. De otte retter gør dig mere end mæt.

Værsgo' at gå til bords!
De første retter var inspireret af havet – med en enkelt afstikker til en omgang ristet foie gras. Som indledning stod den på koldpocheret jomfruhummer med dild og agurk. En havbars med saltet skind, saftigt kød og skønne ærter var to’eren, der fyldte godt i mave og på tallerken – der underdrives på ingen måde med størrelserne på trods af, der er tale om en 'tasting menu'.
Den efterfølgende lune sorthummersalat var tilsat en omgang brunet smørolie, som blev efterfulgt af den udsendtes favoritret: Ristet foie gras med hindbær og hyldeblomst (med en konsistens a la flormelis) – fedme og sødme udgjorde en enhed, der har sat sig fast i hukommelsen med et ønske om at genopleve retten.
Det skal i øvrigt nævnes, at et mindre arsenal af appetizers blev bragt til bordet inden ovenstående retter – her var der blandt andet tale om en ny variant af den klassiske “melon og skinke”, der bestod af vandmelonsuppe i shotglas med sprødstegt parmaskinke. Et lille stykke med foie gras med små ananasstykker gjorde det ligeledes til mere end udmærket – måske på grund af den udsendtes utvivlsomme fascination for foie gras, men også på grund af det fine samspil mellem fedme og frugt.

En enkelt ret syner måske ikke af meget, men med otte af slagsen kan alle blive mætte.
Smagseldoradoet fortsætter
Efter en kort pause går turen til anden halvleg, hvis tema var ”Nordøst fynsk sommerbuk i to tempi”. Munkebo Kro og indehaver Thomas Pasfall med frue og team har en svaghed for de lokale ingredienser fra jord, hav og mark, hvilket kunne opleves i blandt andet vildt. En Rådyrsfilet med lokale gulerødder og ditto krydderurter, udgjorde det andet af de to indslag.
Det første var ”Et stykke med dyr”, som blev forkælet med fynske asparges og kartofler. Både asparges og kartofler var af den syltede og dermed ”sure” slags, som fungerer rigtig fint til vildtet. Da et udendørs bord pludseligt bliver ledigt, giver det anledning til at indtage gårdhaven og de sidste tre (!) retter.
En ostevogn på størrelse med en indkøbsvogn i to niveauer bliver rullet ud. Når man normalt ikke er svært kyndig i ost, er det blot at lade den kompetente tjener guide sig – og han elsker det. Tilsat historiefortælling og marmelader, bliver en tallerken anrettet.

Munkebo Kro er nomineret til at være årets Bo&Spis 2010.
Mætheden har for længst meldt sin ankomst, men man må alligevel smage det hele – ikke af pligt eller høflighed, men af lyst.
Kærligheden til det lokale fortsatte dernæst med to gange jordbær fra Steengården – den første med ”muld” (eller knas om du vil), og den anden i form af marinerede jordbær med blandt små stykker arme ridder.

Som en indkøbsvogn i to niveauer, lyder Pleasure.dk's udsendtes beskrivelse af ostevognen på Munkebo Kro
Gode råvarer er én ting, men når de sammensættes og bliver til samspil, bliver det mere end udmærket, og helheden begynder for alvor at ligne noget. Pasfall og team kan deres kram – de formår at lade ingredienserne arbejde sammen og udvikle overraskelser for både øje og mund.
Vinene er et kapitel for sig – kortet er prisbelønnet, og historiefortællingen gør det både lærerigt og spændende, hvis man er knapt så velbevandret i et kort med druer. Du får ikke bare en oplevelse, men et minde, og det er vel det, der i bund og grund kendetegner en gourmetoplevelse.

Der er ikke langt til sengen, når man - godt mæt - forlader restauranten.
På trods af det overdådige måltid, er det hele ikke nævnt. For eksempel var der velkomst på terrassen, som bestod af økologisk FynskForår øl fra bryggeriet i Ørbæk, med en hilsen fra køkkenet: En lille crème brûlée med kontrast tempereret vaniljeis.
Og nå ja – morgenmaden. Den er et kapitel for sig: Champagne, pocheret æg med baconcreme og sprød malt, Pasfall-marmelader, lakseruller a la Munkebo Kro, ost, most med årstidens frugter, youghurt med frisk frugt og hjemmelavet müsli, røget rullepølse og jeg kun blive ved… Godt at vide Kroen er nomineret til at være årets Bo&Spis 2010 Et ophold med ovenstående forplejning koster 2.500 kroner med et EatCard.
Læs også:
Dejlig mad og natte tam-tam på Skagens hot-spot
Den Røde Cottage - Gastronomi med dybde
Her får du det bedste smørrebrød i Tivoli













Copyright © 2010 af Dagbladet Børsen