GourmetLaurenz V er et nyt vinfirma baseret på Østrigs nationaldrue grüner veltliner, som ligeledes er ny i de respekterede vines rækker, med kun godt og vel 20 år på bagen.
Laurenz M. Moser blev født ind i en familie, som i mere end 150 år drev vingården af samme navn, nemlig Weinkelleri Lenz Moser i Østrig. Familien har haft betydelig indflydelse på den østrigske vinindustri, men Laurenz M. Moser skulle blive den femte og sidste generation på familievingården.
Jeg kalder grüner for vinverdenens kamæleon, for det er utroligt som den kan passe til såvel aperitif som lette retter, men også mange krydrede og substantielle retter med lyst kød klarer den
For syv år siden solgte han nemlig virksomheden, for ikke at skulle »arbejde for banken og sine søstre resten af livet,« som han spøgende forklarer.

Til 169 kr. giver 2009 Charming meget vinoplevelse for pengene.
»Jeg har fire søstre,« siger han med et smil, mens han holder fire strakte fingre op i luften. De fem søskende har nu ikke længere nogen vingård, men søstrene har en bror, der er mindst lige så involveret i vinbranchen som nogensinde før. Nemlig det østrigske vinmærke Laurens V, som henviser til hans slægtsled, samt andele i forskellige vinprojekter verden over.
Læs også:
Mød vin-guruen: Gud eller Fanden selv?
Topmøde i snapsens højborg
Vinkøbmanden i Århus
Men det er det østrigske, vi skal tale om denne majdag i København, hvor han er på besøg for at introducere sin vin. Den har ganske vist tidligere været på markedet – og tilmed været flygtigt anbefalet her på siderne tilbage i 2006, hvilket dog ikke skal afholde os fra at trænge et lag dybere ned i historien.
Historien handler om den østrigske specialitet, druen Grüner Veltliner, der kan siges at besidde rieslingens transparens, chardonnayens rundhed og sauvignon blancens friskhed. Hvor Laurenz Mosers far blev kendt for sit arbejde med den internationale cabernet sauvignon drue, der var bedstefaderen en pioner for grüner veltliner.
Han udviklede det ophængningssystem, som førte til stor udbredelse af druen i Østrig, hvilket paradoksalt nok gjorde den til en drue, man lavede mange lavkvalitetsvine af. Men i 1980’erne fandt kvalitetsbevidste vinbønder ud af at skære ned på udbyttet, hvilket førte til vine af langt bedre kvalitet – og med tiden har givet grüner veltliner ry for at kunne blive til virkelig god vin, på højde med store hvide bourgogner.
»Grüner er Østrigs mest markante og spændende drue,« siger Lenz Moser begejstret, under den brændende salgstale som understreger, at han er mindst lige så meget salgsmand som vinmand, en kombination han er stolt af. Ligesom han er stolt over at have stået i lære hos en af de bedste, nemlig Robert Mondavi i Californien.
Fokuserer på enkelhed
»Jeg mødte Bob, da jeg var meget ung, og kom senere til at arbejde sammen med ham, som repræsentant for Robert Mondavi Winery i Europa. Han talte meget om at fjerne det mystiske præg fra vinens verden, men for enhver pris beholde originaliteten og gøre vinen venlig, ikke afvisende. Det var han selv garant for, så længe han havde kontrol over virksomheden, der jo var den mest succesrige kvalitetsvinsproducent i hele verden,« siger Laurenz Moser, der har kaldt sig salgsselskab TxB for »Thank you Bob.«
Og det er tydeligt, at Moser gør, som Mondavi prædikede, for da han som nævnt solgte familievirksomheden, fortsatte han senere i en meget enkel stil, med det nye vinmærke Larentz V., som på den ene side hentyder til hans gamle familietraditioner, men på den anden skærer helt ind til benet, med kun en type vin nemlig grüner veltliner.
Hvor andre producenter arbejder med flere stilarter, der holder Moser sig til kun en, nemlig den tørre, imødekommende stil
Og hvor andre producenter arbejder med flere stilarter, der holder Moser sig til kun en, nemlig den tørre, imødekommende stil. Og vinene markedsføres med enkelhed for øje, uden komplicerede vinetiketter, med kvalitetsangivelser, stedbetegnelser og andet.
De tre Laurenz V vine på markedet bærer nemlig helt enkle etiketter med – som udover at have Laurenz V-navnet til fælles – blot bærer en enkelt betegnelse. Nemlig Singing, Friendly og Charming, kun den sidstnævnte røber hvilket distrikt den stammer fra, nemlig Kamptal.
»De fleste forbrugere ønsker egentlig ikke at vide meget mere, end hvad vi oplyser på etiketterne, ja faktisk tror jeg, der er mange som ligefrem foretrækker enkelheden, hvis de altså først og fremmest stoler på vinens kvalitet,« siger han og slynger vinen lidt rundt i glasset.
Det er ikke hans egen vin, for vi har aflagt vinbutikken Osterreich på Esplanaden i København et besøg, da dens perlerække af østrigske topvine har en naturlig tiltrækning på Moser.
»Ja,« siger han og kigger beundrende på udstillingen af vine fra Fred Loimer og flere andre østrigske topproducenter, »det er virkelig et flot udvalg, og jeg kender jo de fleste af vinmagerne personligt. Fred Loimer og jeg er gamle venner og det er faktisk i hans kældre, jeg laver Charming,« afslører han på stedet.
Det står naturligvis ikke på etiketterne, som jo er renset for overflødig snak, men smager man godt efter, så er noget af Loimerstilen faktisk genkendelig, om end Laurenz V-stilen jo også er til stede, da det absolut er to forskellige vine. Men begge er gode grüner veltliner vine og som sådan kan man bruge dem til forbløffende mange formål.
Passer til det meste
»Jeg kalder grüner for vinverdenens kamæleon, for det er utroligt som den kan passe til såvel aperitif som lette retter, men også mange krydrede og substantielle retter med lyst kød klarer den. Jeg kan stadig blive forbløffet over versatiliteten, selv om jeg jo har arbejdet med druen i mange år, og det siger vel det hele,« griner den grønne mand. Hvis vine distribueres af Otto Suenson Vinhandel i København.













Copyright © 2010 af Dagbladet Børsen