GourmetShepherds pie og ærtesuppe med scones er blandt mulighederne på den nye gastropub på det gamle hotel Kong Frederik i København.

Ligesom man herhjemme kan støde på forhenværende værtshuse, som er lavet om til små gastronomiske restauranter, så kan man det i Storbritannien, hvor genren kaldes for Gastropub. Helt i tråd med den britiske tradition er den forhenværende pub på Hotel Kong Frederik ved Rådhuspladsen i København netop forvandlet til en vaskeægte gastropub.

Isoleret betragtet er Public House et vellykket koncept, som giver nærmest utrolig meget for pengene 

Lokalernes bindingsværksdekoration, væggenes jagttrofæer og egetræsbarens fadølshaner medvirker til at skabe autentisk »pubfeel,« og det bliver ikke ved staffagen. Et kig i menukortet viser, at genren tages alvorligt ved at inkludere en række retter som er hverdagskost i en britisk pub.

Public House tiltrækker et bredt publikum, stemningen er afslappet, og man behøver ikke være bange for, at børnene spilder på dugen.

At det er en pub betyder ikke, at man nødvendigvis skal drikke øl. Og da vinkortet bød på engelsk mousserende vin, valgte vi at sætte af netop der. Seriøse røster har gang på gang fremhævet det sydlige England som en slags arvtager fra Champagne, hvis den globale opvarmning skulle gøre druerne det for hedt om ørerne, i La France.

Læs også:
Kære læser: Alt er vel på Molskroen
Smørrebrødsdronning regerer på Fyn
Fremragende mad i Fredericia

Og eftersom den berømte, kalkholdige jordbund i Champagne er en del af det såkaldte »Dover basin« – en kalkundergrund, der strækker sig hele vejen fra Champagne til The white cliffs of Dover – så er det mere end bare opstemt snak.

Det kan man konstatere ved at bestille et glas Bloombury Ridgefield Sussex (50 kr.) som var et virkelig dejligt glas med livlige bobler, en fyldig og moden duft samt en ren, veldefineret smag. Champagne er det jo ikke, men godt smagte det.

Ærtesuppe, Shepherds pie, et bræt med engelske oste og et herligt glas mousserende hvidvin fra Sussex. Masser af velsmag til bare 294 kr., men så må man også undvære dug på bordet

Der skal rigtig mange mennesker gennem billigrestauranterne, og ofte kan modtagelsen således føles lidt fabriksagtig. Jeg har da også oplevet venligere velkomster på mange andre restauranter end på Public House, hvor det klædte tjenernes værtsrolle dårligt, at han på bombastisk, vedholdende vis modsagde min erklæring, om at jeg havde en reservation, foretaget pr. telefon.

Frem for at risikere en optrapning af konflikten spurgte jeg, om der så var et andet ledigt bord, og det var der, betydede han med en pegefinger, hvis retning jeg fulgte.

Steak af oksenyretap

Mere omsorg viste han, da jeg bestilte et glas til min endnu ikke ankomne gæst. »Det bliver jo varmt, skal jeg ikke vente med at skænke?« Og da gæsten kom, var tjeneren der på pletten med et glas. Det var god stil, som på sæt og vis opvejede den lidt ufølsomme velkomst.

Frem for alt kan stedet varmt anbefales til et let måltid i hverdagen og til en uformel arbejdsmiddag med kollegaerne 

Samtlige fem tjenere vi havde kontakt med under måltidet var venlige om end ikke voldsomt opmærksomme. Men når man tænker på, hvor billig maden er, så kan man næsten ikke være bekendt at klage over den slags.

Efter at have bestilt fik vi en skål med friskt, virkelig dejligt, koldhævet surdejshvedebrød. I mangel af såvel brødtallerken som en papirdækserviet bredte jeg papirservietten ud på det nøgne bord og smurte en lille smørmad. Det er der plads til, for portionernes størrelse svarer til priserne, og mere har man egentlig ikke brug for, med mindre man er en slughals som undertegnede.

Jeg havde ikke fået spist mere end to af de nævnte madder, før vore forretter landede. Den engelske klassiker ærtesuppe var brandvarm, en lille portion af tyk, pureret ærtesuppe tilsat en håndfuld let kogte, endnu sprøde og friskt grønne ærter samt nogle stumper hårdt stegt bacon. Den vellykkede, sødlige suppe var ledsaget af en traditionel hvedescone med smeltet cheddarost på toppen.

Den anden forret bestod af et enkelt, halveret smilende vagtelæg og tre grønne samt tre hvide asparges, alle kogt let, så sprødheden var i behold. En markant syrlig sauce hollandaise var lagt ved, ligesom en portion lakserogn og nogle let slatne dildkviste.

Ved bestillingen havde jeg dvælet ved Beef Wellington, men eftersom den skulle bestilles til to, og jeg jo påregnede at stille ulvesulten med smørmadder, så gik vi andre veje.

Det blev til menukortets Onglet steak (94 kr) hvilket tjeneren oversatte til »oksetapper«, hvorefter jeg følte det nødvendigt at spørge ind til, præcis hvilken slags tap, der var tale om. Hun forklarede, at det ikke var »dén slags oksetap,« men en kødudskæring der sidder nær nyrerne, altså oksenyretap.

Lunken blomkål skuffede

Der har muligvis været gennemtræk i køkkenet, i hvert fald var blomkålen lunken, og stiltonosten over den var ikke rigtig smeltet. Den annoncerede oksemarv var ikke varm og blød, en af de tre skiver var rent ud rå og således gennemkold og smuldrende.

Da jeg spurgte tjeneren, hvad meningen var, forklarede hun at den skam var »flamberet,« hvormed hun vel mente gratineret, hvad den altså heller ikke var, hvilket jeg beviste ved at samle skiven op og vende den mellem fingrene. Tjeneren lod sig overbevise, erklærede at være »min side« og lovede at fremføre problemstillingen i køkkenet, hvorefter jeg aldrig hørte mere om sagen.

Emmer af britisk pub

Kødet var ellers nydeligt, stegt hårdt så det ydre var grillmørkt og det indre meget rødt, smagen var ren og delikat, kødet mørt. Sauce var der ingen af, det var jo nok meningen, at smeltet marv skulle gøre det ud for denne.

892 kr. for en middag til to med seks glas vin er nemlig fundet til pengene. Og det var lige præcis, hvad vi gav 

Vor anden hovedret var shepherds pie (95 kr.), af velsmagende lammekød som var blandet med noget let gummiagtigt foie gras og dækket af kartoffelmos. Bortset fra at foie grasen virkede malplaceret, så var det en vellykket og meget velsmagende ret, der emmede af britisk pub.

Inden desserten nød vi tre britiske oste (54 kr.), bl.a. en gammel cheddar og en stilton, alle af god modningsgrad og ret gavmildt doseret. Ledsaget af tre stykker drivende saftigt, smørristet hvedebrød af samme type, som vi fik ved måltidets start.

Bread & butter pie (48 kr.) er en slægtning til vore hjemlige arme riddere, her var tale om en hvedebrødsmasse iblandet vindruer, dækket med et lag knasende karamel og på toppen heraf en kugle vanilleis. Sticky toffee (55 kr.) var et stykke kage, en slags kombination af sandkage og kiks, belagt med små skefulde blød karamel og ligeledes vanilleis på toppen.

Fint udvalg af vine

På vinsiden prøvede vi ud over den nævnte mousserende Bloombury Ridgefield Sussex til 450 kr. flasken et par nydelige glas chardonnay, chateauneuf du pape og Cotes du Rhone i prisklassen 40-100 kr., fra det fransk dominerede vinkort.

Det byder på to champagner til 450 og 750 kr., otte hvidvine i prisklassen 200-650 kr, sidstnævnte for en Puligny Montrachet 1. Cru, samt et tilsvarende antal røde til 200-1000 kr., hvilket er prisen for en 2007 Gevrey Chambertin Bernstein.

Det var hyggeligt at være på pub, altså på et værtshus, hvor servicen ikke med nogen rimelighed kan forventes at være på niveau med en mere ambitiøs restaurant. Så når betjenings-scoren ender på 4 er det ganske vist lavere end gennemsnittet, men helt i orden set i det store billede. I hvert fald står det flot i forhold til prisen.

Det samme kan man sige om maden, hvis score på 4 især er tynget af rå marv og lunken blomkål.

At der er langt op til velrenommerede engelske gastropubber som Fat Duck-lillesøsteren The Hinds Head i Bray, det er en helt anden sag. Men nævnes skal det som et udflugtsforslag til de, der har lyst at opleve »the real thing« og anmeldelsen af The Hinds Head kan læses på borsen.dk/gastronomi.

Isoleret betragtet er Public House et vellykket koncept, som giver nærmest utrolig meget for pengene. Tænk bare på nabolagets tilbud om en Whopper eller en Big Mac til 40-50 kr., i forhold til pubbens 38-kroners ærtesuppe. Og nu vi er ved de lette sager, så serverer Public House også afternoon tea i hotellets atriumgård.

Men frem for alt kan stedet varmt anbefales til et let måltid i hverdagen og til en uformel arbejdsmiddag med kollegaerne. Især hvis man befinder sig i en anstrengt relation med økonomiafdelingen, da 892 kr. for en middag til to med seks glas vin er nemlig fundet til pengene. Og det var lige præcis, hvad vi gav.