GourmetHallo! Det kan virkelig lade sig gøre at få velsmagende franske bistroklichéer serveret effektivt – med et smil og til rørende lave priser

»Listen carefully. I shall say this only once,« er den mest berømte sætning fra tv-serien Allo Allo, der nok vil være de fleste læsere bekendt. Den hemmelighedsfulde tone kan passende slås an, når undertegnede nu skal til at indrømme, at jeg har taget fejl.

Gode råvarer og store vine til billige priser 

Jeg troede, at discountkonceptet som ligger bag Allo-Allo ville svare til det, jeg har oplevet tidligere, fra folkene bag restauranten, der også drev Den anden Bistro de Luxe, som lå lige rundt om hjørnet.

Der var ikke noget »luxe« over den, og siden den nu er lukket og på en måde genopstået som Allo-Allo, så er der nok noget om, at konceptet ikke var helt afstemt til navnet.

Læs også:
Skovriderkroen skifter til bearnaise og kindkys
Han er Danmarks nye turistattraktion
Fremragende mad i Fredericia

Helt anderledes er det nu, hvor der ikke lokkes med luksusbetonede ord, men tværtimod gøres bogstaveligt opmærksom på, at her er tale om et skrabet koncept. Det sker i kraft af det såkaldte manifest:

Vinen skænker man selv

»Vi sørger for god vin og mad i pæne omgivelser, men fortæller ikke lange historier om maden og kender ikke nødvendigvis til de intime detaljer omkring vinenes tilblivelse. Du er selv en aktiv deltager i måltidet; du skænker selv og læser dig selv til elementerne på tallerkenen.

Ret for ret var der tale om præcis tilberedning af ordentlige råvarer og god timing af dejligt varme serveringer, selv om vi havde bestilt i syd og nord 

Derfor kan vi servere gode råvarer og store vine til billige priser. Vore medarbejdere på gulvet er udvalgt efter deres gode humør og smittende latter, ikke deres intense studier af alverdens vine og oste. Hvis I har spørgsmål, så spørg gerne. Svaret kan sikkert findes og vi leder gerne.«

Sådan!

Med de ord hæves den forbandelse, som synes at hvile over mange discountgourmetrestauranter som hjemsøges af ambitiøse, men ikke særlig dygtige tjenere.

I deres iver efter at virke kompetente kolliderer de nemlig gang på gang med et vidende publikum, som ikke har lyst at lege fin restaurant, men egentlig bare gerne vil have bragt mad og drikke frem og de tomme tallerkener båret væk.

Dette blev udført med et smil på Allo-Allo denne fredag, hvor der var stuvende fuldt. Jeg havde gruet noget for besøget, for fredag aften på en billigrestaurant kan erfaringsmæssigt være hård kost, ikke mindst når der som her, går rygter om en frygtelig akustik. Så jeg bad allerede flere dage i forvejen om at komme til at sidde i den fredeligste del af restauranten, gerne ved et hjørnebord.

Liv og glade dage

Et hjørnebord blev det, i forlængelse af tjenernes afrydningsdisk og bag denne var køkkenet. Hold da fest for en larm. Men eftersom hele restauranten emmede af travlhed, god stemning og tilfredshed, så gjorde det ikke voldsomt meget, om end det i andre tilfælde kunne have haft en katastrofal indvirkning på stemningen.

Her kom jeg til at tænke på de store, travle franske brasserier og bistroer som er forbilledet for Allo-Allo, og den slags steder går man jo heller ikke hen for at nyde et meditativt måltid.

Til den pris bør man ikke klage men tage konceptet for hvad det er, når man er i humør til sådan en helt afslappet middag uden fine fornemmelser 

Det tog 20 minutter for de hurtigløbende tjenere at stille skarpt på vort bord og tage imod bestillingen, så indledningsvist var det en mager affære. Men vel vidende, at man bare kan råbe op, hvis man er utålmodig, rustede vi os med annmeldernysgerrig tålmodighed.

Og da tjeneren endelig kom, gik tingene forholdsvist hurtigt. Vi fik postevand, og lunken, men nydelig cremant de Bourgogne til 50 kr. glasset.

Der var to slags hjemmebagt brød, vellykket italiensk hvedebrød og baguetter. Hertil en mos af hvide bønner rørt med hvidløg, sagde tjeneren, men der var nu ingen hvidløg i.

En tydelig sparemanøvre at overhale smørserveringen indenom med bønnemos, ligesom dugene er sparet væk, og bestikket står i en beholder midt på bordet, som man selv forsyner sig fra undervejs i måltidet.

Kedelig fois gras

Men der spares ikke på maden. Ret for ret var der tale om præcis tilberedning af ordentlige råvarer og god timing af dejligt varme serveringer, selv om vi havde bestilt i syd og nord.

Det var ganske enkelt imponerende at betragte de fire unge kokke i det åbne køkken, hvor de arbejdede på ustandseligt højtryk fra vi ankom klokken 18.30 og til vor sortie klokken 22.

Hyggelige pakker af sprøde grønne bønner i et tæt baconfavntag – åh søde 1980’ere! 

Men træerne vokser sjældent ind i himlen, så der var enkelte svage punkter som en noget træt foie gras terrine (125 kr.) med gulliggrå overflade og en løgsuppe, som kun smagte af løg, men ikke af nogen form for kødbouillon, hvilket ville have klædt retten.

Løgsuppen var del af trerettersmenuen som til 200 kr. giver utrolig meget for pengene, selv den lidt svage smagsprofil taget i betragtning. Menuens hovedret var enten spoleben af hanekylling eller kalvefrikassé.

Begge dele var præget af godt styret tilberedning ved lav temperatur, således var der tale om en stor mørhed kombineret med saftighed. Garniturer som spidskål, kartoffel og gulerod havde lige den sprødhed, der skal til for at virke delikat. Ingen af delene var krydret noget videre, så man skulle have fat i de gode salt- og peberkværne, men det er ingen synd.

Forretten chèvre chaud var her versioneret som let syrlig, friskt smagende gedeost i en pakke af sprød filodej (75 kr), med stave af knasende pære, faste mandler og friske grønne salatblade. Lige i skabet. Samme salat blev givet til serveringen med saftig, rent smagende og mør bayonneskinke (50 kr.), iblandet små friske artiskokker.

Steak frites (250 kr.) var en forholdsvist tynd, men dygtigt stegt entrecote. Her var grillpræg på overfladen og rosa kulør hele vejen igennem, og så var bøffen varm fra inderst til yderst i det velsmagende kød. Bearnaisen derimod var knap lunkent, men fint pisket op og med en god syrlighed og estragonsmag.

Tilbage til 1980’erne

Fritterne var mørke, sprøde yderst, bløde inderst, som det skal være. Hertil hyggelige pakker af sprøde grønne bønner i et tæt baconfavntag – åh søde 1980’ere!

Vore glas stod aldrig tomme, de blev kontinuerligt toppet op på fineste vis, med en glimrende 2006 Chateauneuf du Pape. Det stod vi nemlig selv for, helt i tråd med manifestets påbud om delvis selvbetjening.

For 100 kr. kan man få alle kortets tre desserter, så det fik vi. En hyldest til kokkenes konge Antione Careme, Charlotte Russe med sandkage, hindbærsyltetøj og mousse af samme. En creme brulée med passende lethed og en Mont Ventoux, som de færreste nok kender.

Det kan oplyses, at det er en blanding af kastanjecreme, chokoladesauce, vaniljeis og flødeskum med en smule sukker, samt ristede hasselnødder på toppen.

Da vi kom ud på gaden, mærkedes det for alvor, hvor indelukket luften havde været inde på Allo Allo, som vist også har sparet ventilationen bort. Men til den pris bør man ikke klage men tage konceptet for hvad det er, når man er i humør til sådan en helt afslappet middag uden fine fornemmelser.