GourmetBørsen Weekend har mødt Marcel Guigal, en levende legende i vinens verden, hvor hans ry er vokset gradvist, siden han som dreng overtog familie- virksomheden i 1961.

Guigal er navnet på et af verdens mest respekterede vinhuse. Det er grundlagt i 1946 og er fortsat i familiens eje, hvilket i sig selv er bemærkelsesværdigt. Men læg dertil, at ejeren også er vinmager, og at han personligt har forestået hver og en årgang siden 1961.

Beundret som Warren Buffet er blandt finansfolk og Karl Lagerfeld blandt modens mennesker 

Den 66-årige Marcel Guigal er med god grund en levende legende – i vinverdenen respekteret og beundret som Warren Buffet er blandt finansfolk og Karl Lagerfeld blandt modens mennesker.Toneangivende medier har af flere omgange har kåret ham som verdens bedste vinmager, ligesom Robert Parker ofte har givet hans vine 100 point.

Læs også:
Vinkøbmanden i Århus
Succes for ny dansk Gin
TBørsen: Københavns bedste vinbarer

Jeg havde ikke ventet at møde manden klædt i sort habit med rødt slips, for de billeder jeg havde set forud, var i stil med billedet her på siden. Blusen, han bærer, er fra det californiske hus Bonny Doon, som netop er kendt for at være inspireret af Rhonedalen og i kærligt drilleri lavede en vin kaldet Le Cigare Volant.

Slynger sjældent vinen

Det betyder »den flyvende tallerken« og refererer til et forbud mod UFO’er, som franske vinbønder vedtog i 1950’erne, af frygt for at datidens varme samtaleemne skulle finde på at lande i deres marker og derved forvolde skade.

Marcel Guigal blev født i 1944, så han var kun et barn under UFO-forbuddet, men allerede som teenager gik han i lære hos sin far Etienne Guigal, der ejede vingården Chateau d’Ampuis. Marcel var kun 17, da faderen blev blind og overlod driften til ham, og lige siden da har han stået for ejendommens drift.

Hver dag omkring klokken 12 går han og sønnen ned i kældrene, hvor de tilbringer to timer med at smage 

Eftersom han nu har nået pensionsalderen, virker det ikke som nogen helt fremmed tanke, at sønnen Phillipe måske har taget over. Denne har arbejdet sammen med faderen siden 1997 og er for længst fuldbefaren vinmand, med en universitetsgrad i såvel ønologi som biokemi.

Således burde det ikke længere være nødvendigt for Marcel Guigal at stå op klokken fem om morgenen og først holde fyraften klokken ni om aftenen, hvilket han er kendt for. På spørgsmålet om, hvor vidt han har gearet lidt ned i de senere år, giver han sig til at le venligt. Som om jeg havde fortalt en rigtig sjov vittighed.

»No! No, it is impossible!,« siger han med klassisk, fransk accent og tilføjer som forklaring på den lange arbejdsdag, at livet er meget kort. Derfor står han fortsat op klokken fem for at tage fat om dagens dont som indehaver, arbejdende bestyrelsesformand, administrerende direktør, markchef og vinmager. Under vort møde er han klædt som forretningsmanden Marcel Guigal, hvis virksomhed omsætter for 225 mio. kr. årligt.

Sønnen Phillipe er med inde over alle forretningens aspekter – i familiefællesskabets ånd. Dette er noget, som ligger Marcel Guigal meget på sinde, og man fornemmer, at familien er ét og alt for ham. Således bærer flaskernes etiket signaturen fra såvel Marcels far som hans egen og sønnnens. »Du kan se,« siger Marcel Guigal og griber en flaske, pegende på etiketten, »at vores underskrifter er nærmest ens. Det er et af flere tegn på, hvor tæt vi er forbundne, ganske ligesom vores smag er det. Da jeg smagte sammen med min far, var vi altid enige, ganske ligesom min søn og jeg er det i dag,« siger han og smiler tilfreds.

Hver eneste vin i kældrene bliver smagt fire gange om året, og med over 35 forskellige vine i flere årgange, så tager det lang tid 

For siden at tilføje, at man kan godt kan kalde dem kloner, ligesom man taler om kloner af vinplanter. Derefter løfter han glasset med 2005 Cuvee Philipson, holder det helt stille, dufter, tager en lille slurk og spytter så ud. Hvorfor slynger han ikke vinen i glasset?

»Det er ikke nødvendigt. Hvis du ved, hvad du leder efter – og dette er til stede ved første snif – så er der ingen grund til at slynge. Men hvis jeg ikke kan kende vinen, så slynger jeg,« siger han, og hermed nærmer vi os et af de vigtigste elementer i hans arbejde. Nemlig det, at smage på vinene igen og igen, for at sikre, at de udvikler sig bedst muligt og ikke sendes på markedet, før de er parate.

Hver dag omkring klokken 12 går han og sønnen ned i kældrene, hvor de tilbringer to timer med at smage. Hver eneste vin i kældrene bliver smagt fire gange om året, og med over 35 forskellige vine i flere årgange, så tager det lang tid.

Smager i tavshed

»Vi smager vinene fra fad for at bedømme, hvornår de skal stikkes om. Og vi smager flaskerne, der er lagt til lagring for at bestemme, hvornår de skal frigives,« forklarer Marcel Guigal. Hvilket fører til spørgsmålet om, hvor meget far og hvor meget søn bestemmer, og om hvor enige de er.

»Da min far levede, blev der aldrig sagt et ord, mens vi smagte. Det var nok, at vi kiggede på hinanden. Men hver aften efter middagen, gik vi en timelang tur i landsbyen, og så snakkede vi – både om vin og alt mulig andet. Senere i livet smagte jeg med min hustru, men hun snakker for meget,« siger han og skæver over til fru Guigal som sidder med til bords og giver sig til at klukke af latter. Marcel Guigal smiler og fortsætter.

Under samtalen står det klart, at Guigals opskrift på succes egentlig er ganske enkel 

»Da Phillippe blev gammel nok, tog han min kones plads, og nu er der igen ro i kælderen,« smiler han og forklarer, at han og sønnen har identiske smagsopfattelser.

Under samtalen står det klart, at Guigals opskrift på succes egentlig er ganske enkel. For det første ejer familien en række fremragende vinmarker, og for det andet dyrkes de efter økologiske principper. Hvilket egentlig bare betyder, at de dyrkes som i gamle dage, hvor man ikke havde kunstgødning og pesticider.

Det er et smagsbillede, som oftest tiltaler den velbevandrede gane mere end den utrænede 

For det tredje gør familien sig størst mulig umage med alt, lige fra pasning af markerne, høst af druerne samt vinfremstillingen, som indebærer udbredt brug af egetræsfade.

Tilbage i 1970’erne rystede kollegaerne i Rhonedalen på hovedet af unge Marcel, som brugte så mange penge på at købe nye egetræstønder. Men da Robert Parker i 1980’erne begyndte at give topscore til Guigalvinene, rystede de i stedet i bukserne og så sig nødsaget til at følge trop – sådan at brugen af nye egetræsfade i dag er mere regelen end undtagelsen.

Modner langsomt

Men tag nu ikke fejl af vinene. Tro ikke, at Guigal laver hæsblæsende fadbomber, som vi kender dem fra visse producenter i bl.a. Australien og USA. Dem, som misforstår hele konceptet og tror, at idéen er at få vinen til at smage af egetræ.

Skal man finde en fællesnævner for Guigals vine, så er det høj kvalitet 

Nej, vinen skal udvikle sig langsomt og naturligt i egetræstønden, en proces der som regel tager to-tre år hos Guigal, mens underlødige vinproducenter i værste fald finder på at tilsætte egetræssmagen i form af pulver.

Skal man finde en fællesnævner for Guigals vine, så er det høj kvalitet. Niveauet varierer naturligvis, alt efter om det er de monumentale såkaldte La-las, La Turque, La Landonne og La Mouline som ofte er blevet tildelt toppoint af Robert Parker.

Kant med tanniner

Disse enkeltmarksvine laves på druer fra Guigals egne marker, mens de forbløffende gode billigvine til under 100 kr. laves med indkøbte druer. Heriblandt er 2005 Cuvee Philipson, der er en Guigalvin justeret til den såkaldt danske smag, efter ønske fra vinhandler Christian Philipson, som er den eneste i hele verden, Marcel Guigal har tildelt dette privilegium.

Vinene fra Guigal forhandles af bl.a Phillipson Wine og Bichel Vine. Marcel Guigal ejer og driver ligeledes huset Vidal Fleury, som forhandles af Danish Wine Cellars, hvor hans far arbejdede inden han blev selvstændig i 1946.

Om end dette naturligvis er andre vine i en lettere stil, end de som bærer Guigal-etiketten, så er de dog præget af Guigal-kvalitetsstemplet og værd at se nærmere på, hvis man har smag for denne stil. Altså en stil, hvor vinen fremstår med et stærkt udtryk, hvor markante tanniner anses for et plus og således tildeles en plads på første række, sammen med frugten og mineraliteten.

Det er et smagsbillede, som oftest tiltaler den velbevandrede gane mere end den utrænede. En stil, der på visse måder kan minde om netop de personlighedstræk man ofte forbinder med en franskmand.

Nemlig høflig og kultiveret, men ikke ligefrem indladende, og da slet ikke overfor vildt fremmede, som ikke taler sproget eller forstår kulturen. Gør man det – og værdsætter man denne kultur – kan franskmændene og alt deres jo være charmerende ud over alle grænser.