GourmetIsland har meget at byde en sulten gastroturist og for tiden endda til meget lave priser.

I søndags blev den islandske restaurant Dill nummer fire ved »The Nordic Prize« i København. Dagen før besøgte jeg Dill for at opleve, hvordan denne nynordiske restaurant fortolkede det manifest, som er bevægelsens ledestjerne. Manifestet blev udarbejdet i 2004 og går bl.a. ud på, at kokkene ved hjælp af lokale råvarer skal udtrykke nordisk renhed og etik.

Kvalitetsniveauet på de førende restauranter er skudt i vejret som en springende geyser, mens prisniveauet er dykket som en jagende havmåge 

Sidst, jeg besøgte Reykjavik, var netop i 2004, og dengang var den nynordiske bølge endnu ikke slået ind over den nordatlantiske ø. Jeg prøvede en række restauranter og registrerede et højt prisniveau, som ikke stod helt i forhold til kvalitetsniveauet. Siden da er der sket ting og sager.

De islandske serveringer var delikate og smukke.

Kvalitetsniveauet på de førende restauranter er skudt i vejret som en springende geyser, mens prisniveauet er dykket som en jagende havmåge.

Læs også:
Guld-kaviar til 22.000 kr. kiloet
Røverkøb på New Yorks restauranter
Rå og klimaperfekt restaurant

En syvretters-menu på toprestauranten Vox fås for 7500 islandske kroner, svarende til bare 320 danske kroner.

Mondæn komfort

Også rejsen derop er billig. Jeg fløj med Iceland Express, som sælger København-Reykjavik retur for 1400 kr. Flyturen skærpede appetitten, for der var ingen sandwich tilbage, da salgsvognen nåede ned til mig midt i flyet.

Kort efter ankomsten fik jeg stillet sulten på restaurant Domo, som ligger i downtown Reykjavik i det luksuriøse, velholdte butikhotel Tingholt. Et godt sted at bo, hvis man vil have mondæn komfort og ikke er i bil, for parkeringsforholdene er mildest talt elendige.

Der er åbent ud til køkkenet på restaurant Vox, så man kan følge de koncentrerede kokkes arbejde.

Det modsatte, altså fremragende, var kvaliteten på restaurant Domos »sushi tasting menu«. Især laksesashimien var en perle, og Domo har da også ry som en af byens toprestauranter. Men det ry har nogle år på bagen, og der er tilmed nye ejere på stedet. Så selv om sushien var flot, ville jeg ikke sætte Domo allerøverst på spisesedlen.

Dér bør man skrive Dill eller Vox. Køkkenchefen på Dill er Gunnar Karl Gíslason, pioner inden for det nynordiske, som han introducerede på restaurant Vox for siden at åbne sit eget sted. Det ligger fem-ti minutters kørsel fra centrum, i kulturbygningen Det nordiske hus, designet af den finske arkitekt Alvar Aalto.

Højeste karat

I smukke, stilrene omgivelser med delikate hvide duge på bordene, kan man opleve nynordisk gastronomi af højeste karat. Jeg havde kun tid til en treretters smagsprøve, men det var nok til at give et overbevisende indtryk af såvel høje ambitioner som stort talent. Først en dyb tallerken med små fine kammuslinger og moderne klipfisk i form af hellefisk saltet i seks måneder og siden tilberedt ved 42 grader i vakumeret stand.

Man kunne tro, at det ville smage salt og hengemt, men nej, smagen var forbløffende frisk og saftig. Fint livet op af små æbletern og syrligt smagende marengskys samt is af æble. Denne meget lette og rent smagende ret blev fulgt af en mere fyldig servering i form af et stykke drivende saftig kæmpekrabbekød med græskar i flere varianter.

Trin for trin steg vi op ad intensitetsstigen, nu til lammefilet af den fineste lette karakter 

Dels et stykke honningglaseret stegt græskar, dels skum af græskar og bacon samt græskarpure med en lille dusk karse på toppen. Derefter blev der sat trumf på med ragout af saftigt mørt braiseret lår af vildgås, blandet med stykker af fast rensdyrhjerte, løg og svampe under en rund, varm og sprød butterdejsplade.

På toppen heraf en salat af kålrabi i fine bånd blandet med dild. Ved siden af et stykke rødmende, ristet lever af vildgåsen, som bød på en virkelig intens, men fint afrundet smag med stor dybde.

Jeg kørte dernæst til Gunnar Karl Gíslasons forrige arbejdsplads, restaurant Vox på Hilton Nordica. En meget strømlinet og flot restaurant, hvis serviceniveau imponerede. Jeg blev betjent af restaurantens sommelier, Elisabeth Valdimarsdóttir, som tre gange har vundet titlen Årets Sommelier på Island.

Hun præsenterede en række vinmæssige pletskud til køkkenets lige så overbevisende præstation. Det er åbent ud mod restauranten, og jeg sad på første parket med udsigt til omkring 10 travle, koncentrerede kokke med høje huer og pletfrie hvide uniformer.

Deres koncentration førte til en perlerække af retter, begyndende med håndskrabet tatar af rensdyrkød med forskellige syrlige og bittersøde bær, som i forening med det ekstremt friskt smagende rensdyrkød var en glimrende appetitvækker.

Den blev yderligere skærpet af en ganske lille, men meget koncentreret kop klar suppe med strimler af rokkevinge, oksemarv og små kugler af selleri.

En fantastisk tallerken

Fra varm suppe og så ud i kulden til en fantastisk tallerken med granitéis af peberrod, pivfrisk jomfruhummer af bedste kvalitet, små knassprøde rugbrødstern, agurk og dild. Retten var så forfriskende, at det nærmest føltes som en dukkert i det hav, hvor jomfruhummeren kom fra.

Næste indslag var torsk, saltet i tre måneder af en gammel fisker, der stadig anvender de traditionelle metoder. Ren, frisk smag og tæt konsistens, en flot ret serveret på sort skifer, med en flan af selleri formet som et stykke kogt æggehvide og kronet med et vagtelæg samt drysset med »sne« af valnød.

Jeg oplevede godt håndværk og imponerende gode og friske råvarer som lokal lam og fisk, men også enkelte eksotiske indspark som eksempelvis soja og banan 

Trin for trin steg vi op ad intensitetsstigen, nu til lammefilet af den fineste lette karakter, røget en smule og serveret med bl.a. fyrrenålsparfumeret mayonnaise, brunkål og syltet gulerod.

Fra lam gik vi videre til islandsk oksekød af fin kvalitet, braiseret kæbekød og perfekt rødstegt reelt kød med en meget dyb smag, garneret med bl.a. små bagte kartofler på størrelse med rosenkål.

Først i dessertafdelingen slap Odin sit tag i kokkene, som syndede sødt med ikke-nordiske sager som lakrids marshmallows og kaffeis. De fleste andre elementer holdt sig dog på dydens nynordiske sti, bl.a. med karamelfudge, mælkeis og marengs af brun sukker.

Det var en fremragende middag, som gør, at jeg vil give Vox min varmeste anbefaling ligesom selve Hilton-hotellet, hvor restauranten ligger. Her er gode parkeringsforhold, hvilket er en fordel hvis man kører selv for at opleve Reykjaviks omegn på egen hånd. Og det kan anbefales. Der findes nemlig en fortræffelig restaurant på det ensomt og smukt beliggende kysthotel Budir, et par timers kørsel fra Reykjavik.

Den hyggelige restaurant er kendt for et højt kvalitetsniveau med rod i det islandske. Jeg oplevede godt håndværk og imponerende gode og friske råvarer som lokal lam og fisk, men også enkelte eksotiske indspark som eksempelvis soja og banan.

Romantisk overnatning

Såvel måltidet som overnatningen på det romantiske hotel mellem bjerge og hav var køreturen værd. Afslutningsvis skal nævnes et par Reykjavik-spisesteder til den lille sult, som begge ligger ved havnen nær centrum. Hamburgarbulla (betyder hamburgerknejpen) serverer virkelig gode burgere af oksekød i så god kvalitet, at det tåler den meget flygtige grillning, som er aktuel på stedet.

Rockmusikken er høj, det er grillens flammer til tider også, så bøfferne får et delikat småbranket præg, før de rødmende placeres i en frisk og god hvedemelsbolle sammen med salat, tomat og så videre. Synes man, det er en skam at spise burgere i »fiskeland«, ligger en fin lille sushibiks lige om hjørnet. Her er både bordservering og takeaway, perfekt kogte ris og dagsfrisk fisk.

Med denne miniguide in mente, skulle der være basis for en god, lang og tilmed økonomisk forsvarlig spiseweekend i Reykjavik, som naturligvis byder på et væld af andre restauranter, hvoraf nogle bestemt er værd at besøge.