GourmetTonicvand er ikke længere bare tonicvand. En række nye produkter er dukket op, og Børsen Weekend har sammenlignet 13 af dem.
Efter julens og nytårets udskejelser har en og anden nok holdt lav profil, hvad angår stærke drikke i ugens løb. Det kan passende fejres i aften, med en stiv gin & tonic, hvis ikke man finder en ren tonic mere passende.
Lige som vi så småt er ved at vænne os til bartenderens spørgsmål, om hvilken gin man ønsker i sin gin & tonic, bliver det næste, at man skal vælge sin tonic
Lige som vi så småt er ved at vænne os til bartenderens spørgsmål, om hvilken gin man ønsker i sin gin & tonic, bliver det næste, at man skal vælge sin tonic. Der er nemlig dukket en række nye super-tonicvand op på markedet, hvilket er grunden til, at vi har gennemsejlet tonicens internationale vande, med udgangspunkt i dens »hjemland«, Storbritannien, og afstikkere til USA.
Paul Muldowney fra baren The office, Gromit Eduardsen fra cocktailbar 1105 og Hannah Lanfear fra Nimb cocktailbar var de tre britiske dommere i blindsmagningen.
Undertegnede har sammen med gineksperten Henrik Hammer samt en håndfuld spirituskyndige bartendere blindsmagt en række tonicvand, fra supermarkedernes slagtilbud til de mest hårdkogte specialtonics med økologisk agave og så videre.
Læs også:
Japanske whiskyhemmeligheder
Øl fra verdens bedste kok
Danmark bliver whisky-nation
Smagerne var Paul Muldowney fra baren The Office, Gromit Eduardsen fra cocktailbar 1105, Hannah Lanfear, fra Nimb cocktailbar og Morten Bjunes fra Sprit & Co.
Et hurtigt mønster
Først smagte vi de forskellige tonics blindt, for hver især at give individuelle point. Ret hurtigt tegnede der sig et mønster med tre grupperinger. En del smagte helt, som man forventer en tonic skal smage, altså overvejende bittert med kun en smule sødme og et svagt strejf af citrus.
Til panelets store overraskelse klarede »supermarked-tonicerne« sig bedst, mens flere af de håndværksprægede, langt dyrere specialtonics blev vraget
En anden gruppe havde et langt mere markant præg af citrus på en måde, der kunne minde om Sprite og 7 Up, mens en tredje havde et syntetisk præg, som pegede i retning af brug af sødemiddel.
Den britiske bartender Gromit Edouardsen fra bar 1105 deltog i panelet, der blindsmagte de 13 forskellige tonicvand.
Da vi havde afgivet point, og flaskerne blev afsløret, viste det sig ganske rigtigt, at sidstnævnte var forskellige sukkerfri typer, og de scorede generelt lavt.
Til panelets store overraskelse klarede »supermarked-tonicerne« sig bedst, mens flere af de håndværksprægede, langt dyrere specialtonics blev vraget. Den overvejende årsag var, at flere af disse havde det nævnte, markante citruspræg, som isoleret set var ganske delikat, men bare ikke levede op til forestillingen om en tonic.
Uvant smag
Her tænker man uvilkårligt på det lignende fænomen, at de, som er vant til at spise bearnaisesauce fra dåser eller pulverbreve, ofte vil foretrække dette frem for den ægte vare. Den ægte bearnaisesauce er nemlig langt mere syrlig og fed end de førnævnte, hvilket kan virke skræmmende.
Med andre ord, så kan det godt være, at man i en generel bedømmelse, altså uden skelen til hvad der er original tonic eller ej, ville foretrække eksempelvis den berømte amerikanske Qtonic frem for Schweppes Indian Tonic.
Men som terningerne landede, var det sidstnævnte, der klarede sig bedst, når man tager udgangspunkt i udvalget herhjemme.
