28.12.2009 tekst: Dorthe Plechinger foto: Jeppe Carlsen

Festdronninger med champagnepassion

GourmetEfter sigende nærmest levede Marilyn Monroe af champagne. Og rygterne vil vide, at hun ved mindst én anledning tog bad i 350 flasker af de dyre dråber. Mon ikke de 56 millioner bobler i hver enkelt flaske er en langt mere berusende oplevelse end selv nok så eksklusive badesæber? Vi har mødt tre danskere, der deler Monroes passion for bobler – og gerne henter champagnen frem i tide og utide.

Enhver fest kan reddes med et glas champagne. Specielt hvis man åbner flasken med sabel, fortæller eventdronningen Fie Adamas

Enhver fest kan reddes med et glas champagne 



Åh, hvor er hun da ikke til at holde fast i, hende Fie Adamas. Mens vi taler, har hun lige en samtale kørende med en anden i lokalet, og der dukker hele tiden nye idéer op:
»Nej, du skal lige have det her med… vent lige lidt… her er det,« siger hun samtidig med, at hun venter en masse gæster, så vi har ikke meget tid til at tale om champagne.


»Det, at man tager et glas af noget, der bliver betragtet som eksklusivt, får en til at føle sig ovenpå. Champagne er en slags overflødighedshorn – yes, nu kan vi lidt igen. Og det er et pift i enhver hverdagssituation,« siger Nana Wad midt i familiens skød.

Læs også:
Når champagnen skal imponere
Chiles franske forbindelse
Konge og Dronning af verdens dyreste vine

Men ok, det er jo det, hun lever af. Både at være der, hvor de festlige ting og særlige begivenheder sker – eller at få tingene til at ske. Fie Adamas, der er blevet kendt som Danmarks første professionelle festmager med fashionable VIP-fester gennem årene, har altid haft champagnen som en helt naturlig ting i sit daglige arbejdsliv, og måske er det derfor, hun selv virker så boblende af virkelyst?

»Champagne får mig til at føle mig godt tilpas – fysisk og psykisk føler jeg mig in the mood, når jeg har drukket den og bevæger mig lidt mere svævende og let videre ud i livet,« siger hun og slår en, nå ja, perlende latter op.

Fie Adamas fik allerede en forsmag på – og en smag for – champagne som barn. Hun fik som de voksne et glas med champagne at skåle med selve nytårsaften. Men siden kom drikken ind i hendes liv, som en mere all year round ting, forklarer hun.

»Netop i MIT liv har der været meget champagne,« som hun siger.

Og få har da også som hun været på besøg på så mange vingårde, i så mange vindistrikter, til så mange ceremonier og til så mange champagne-komsammen’er. Men også i hverdagen tilfører boblerne et element af »magi og trylleri,« når der f.eks. skal bydes en ny på jobbet velkommen, eller når der skal fejres en ny kunde eller lignende:

Men du kan aldrig sige, hvornår det magiske øjeblik indtræffer, og derfor er jeg nødt til altid at være kampberedt og have nogle flasker klar i køleskabet 



»Vi drikker det også, når vi hjemme skal fejre, at jeg har fået mit første barnebarn, Helena – eller bare »den skønne Helena,« siger Fie Adamas og griner igen.

»Champagne er en dejlig ting i hverdagen. Men du kan aldrig sige, hvornår det magiske øjeblik indtræffer, og derfor er jeg nødt til altid at være kampberedt og have nogle flasker klar i køleskabet,« siger festdronningen, der sammen med sin mand har en 200 år gammel gård i Græsted, hvor champagnen også kan nydes foran en gammel pejs.

Fie Adamas oplevede for nogle år siden den sjældne ære at blive udnævnt til ambassadør af den franske orden La Confrérie du Sabre D’or som en af de få kvinder i verden. At sabrere en champagne er en særlig måde at åbne flasken på ved hjælp af en sabel (på fransk »sabre«).

»Så da jeg blev udnævnt, skulle jeg åbne en markant stor flaske på denne måde, og jeg var da lidt nervøs – gad nu vide, om jeg kunne det? Men det endte godt. Og det var en stor oplevelse,« siger hun, der godt ved, hvem hun helst vil dele en flaske champagne med:

»De mennesker, jeg elsker – min mand for eksempel eller en god ven.«

Champagne er god stil

Han siger nej til både øl og stærke shots. I stedet nyder 26-årige Mikkel Darringe beruselsen ved at finde de helt rigtige bobler.

»Du kan se på fire nanosekunder, om du står over for en anden champagnenørd, « mener Mikkel Darringe, der er client manager ved Finnair. På sin første kærestetur til udlandet havnede han derfor i kælderen til en restaurant med en ligesindet ejer, der viste sine champagnejuveler frem.

Der er lidt James Bond over champagnen – noget god stil. Man bliver ufattelig godt fungerende med mere smil og har gode oplevelser 



Og Mikkel Darringe endte med at købe champagne af ham for et beløb, »som jeg har lovet aldrig at fortælle til nogen, men det nærmer sig et beløb i huslejestørrelse,« fortæller han.

Den kun 26-årige champagneentusiast går generelt efter det gode liv, og det har bl.a. ført ham til champagnen. Han skiftede i sin tid et lidt kedeligt studenterjob på et kontor ud med et som bartender på diverse dyre og fancy barer i bl.a. Rungsted, Vedbæk og det indre København.



Grundlønnen var den samme, men det var langt »sejere« at arbejde her. Drikkepengene var også større, men til gengæld skulle man levere varen: Et højt serviceniveau og en viden om, hvad der var i de dyre flasker, kunden købte.

Det job blev indgangen til champagnens verden, der »er langt mere spændende end vinens verden,« mener Mikkel Darringe, som har skrabet sin viden sammen fra udvekslinger med og anbefalinger fra andre champagnefans samt diverse bøger. Men først og fremmest ved at købe og smage selv og finde sine egne favoritter – bl.a. rosé champagner.

»Der er lidt James Bond over champagnen – noget god stil. Man bliver ufattelig godt fungerende med mere smil og har gode oplevelser. En fest, hvor man drikker champagne, udvikler sig altid til noget sjovt og ekstraordinært – hvad enten den foregår i en garage i Søborg eller i et luksushus i Gentofte. Jeg forstår ikke, at danskerne ikke drikker mere champagne og kun køber det til nytårsaften,« siger han.

Alle champagner har en historie, og det er vigtigt at sætte sig ind i den, inden man serverer 



Champagnepassionen handler ikke kun om penge – for »vi kan vel alle købe en champagne til 1000 kr. og være nogenlunde sikre på, at vi får noget godt. Det er mere spændende at finde en smag, man selv kan lide, uden at det koster en million,« siger den selverklærede champagnenørd og tilføjer, at det også er måden, man drikker champagnen på, som er noget særligt:

Det må ikke være for hurtigt, men heller ikke for langsomt, så champagnen når at blive flad i smagen. Den har sit eget glas, og det er en drik, som både kvinder og mænd nyder. Man bliver opløftet og »champagnefuld« og ikke bøvet som af øl og vin.

Men uanset hvordan man vender og drejer det, så koster en champagne – selv i den billige ende – tre gange så meget, som en god flaske rødvin. Og selvom Mikkel Darringes kæreste Sandra respekterer hans passion, forstår hun den ikke. Men hidtil har de undgået en konflikt om prioriteringen af husholdningspengene, ved at han selv betaler for sin lidenskab.

Man bliver opløftet og 'champagnefuld' og ikke bøvet som af øl og vin 



Det gør han også, når han deltager i sin vinklub sammen med fem andre, hvor han har introduceret champagne. Kriteriet er, at den ikke må koste alverden, og at der er forbundet en særlig historie med den:

»Alle champagner har en historie, og det er vigtigt at sætte sig ind i den, inden man serverer. Sidst serverede jeg »Nectar« fra Möet-huset med en særlig sød smag for vennerne. Og de var overraskede over, at champagnen ikke var dyrere,« siger Mikkel Darringe, der har svært ved at pege på en særlig yndlingschampagne.

» Det er jo svært at skelne champagnen fra den anledning, hvor den bliver drukket, men skal jeg nævne to, er det Dom Perignon fra 1982 – rosé – og den lyserøde Christal fra 1996. Ja, de er lidt mere søde, selvom jeg godt ved, at det ikke er helt så fint blandt kendere at sige det højt.«

Sikken’ dejlig dag

Troede du, at festen var forbi, når man fik børn? Så har du ikke mødt champagnefanatikerne Nana Wad og Steen Tronsgaard.

Det kan ske på en helt almindelig dag. En tirsdag morgen for eksempel. Så lyder champagne-spørgsmålet henover spisebordet midt mellem børnene:

»Vi skal vel ikke…?«

Hvortil den anden svarer:

»Gu’ skal vi så!«

»Vi bruger det som tegn. Ordet champagne klinger af et eller andet, som vi vil sige til hinanden, en slags intern kode, der sætter stemningen i vejret. Og hverdagen er vigtig og dejlig nok til at vise eller fejre sin glæde over hinanden med et glas champagne,« siger Nana Wad, der er sommelier og vinanmelder.

Hverdagen er vigtig og dejlig nok til at vise eller fejre sin glæde over hinanden med et glas champagne 



Hun forklarer, at hun af samme grund også tager de høje hæle på til hverdag, selv om det kan være super upraktisk med Christiania-cykel og aflevering og afhentning i institutioner og skole.

Hun kunne også have tilføjet: »…at man skal være indstillet på, at glasset kan blive væltet af en vildfaren bold.« For det er nemlig lige, hvad der sker, mens vi taler sammen: Dines på tre år er lige begyndt i børnehave og spiller med bolden i stuen. Nike på et år vil bare ha’ sin mor, og så skal der lige lånes et øre til Andreas på syv år, som er i bad.

Med andre ord: Nana Wad og Steen Tronsgaard har en yderst hektisk hverdag som børnefamilie og kunne med god samvittighed vælge at stønne et udmattet »nej« til den andens champagnespørgsmål. Men de har i stedet valgt at bruge den langstilkede mousserende drink som en »lynafleder i hverdagen,« som Steen Tronsgaard, mode- og reklamefotograf, siger det.

»Nu er det jo ikke sådan, at vi bliver stive fra morgenstunden. Men champagne er en slags WOW, når vi beslutter at drikke et glas på en særlig god morgen, hvor vi har god tid, eller hvor en af os har hentet brød hos bageren.

Folk tror, at man skal have en festlig begivenhed for at drikke champagne, og vi har før hørt den her med »hold kæft, hvor er det useriøst at drikke kl. 11 om formiddagen.« Men champagne har en magisk virkning på mennesker – en slags ziiingg,« siger han og skærer med en hård hånd igennem luften:

»Champagne har en knivskarp smag og virkning. Det har jeg oplevet flere gange, hvor jeg har serveret den for andre mennesker.«

Steen Tronsgaard og Nana Wad har netop solgt deres tre københavnske cafeer, Café Sommerhuset, Café Kongehuset og Kong Petit, hvor de med succes fik gennemført en mere skødesløs og fransk holdning til, at champagne kan drikkes »med klip-klappere« på. Det vil sige, at kunder kunne købe et glas af forskellige gode champagner i både den dyre og billige ende.

Det betød også, at parret jagtede rundt for at finde gode, men billigere champagner, så prisen pr. glas kunne dækkes nogenlunde ind. På den måde fik de fat i nogle af de små champagnehuse, der leverer varen til en helt anden pris end de store standardhuse. Og det blev en succes på caféerne.

»Vi har altid haft den indstilling, at champagne skal man kunne drikke, hvor som helst, og hvornår som helst,« siger Steen Tronsgaard.

Parret mødte selv hinanden gennem vinens verden. Nana Wad »forførte« Steen Tronsgaard med en virkelig god flaske primitivo, og så var der ikke langt til næste skridt: »Vil du med hjem og se min vinkælder?«

Siden har interessen og passionen for vinen og champagne fulgt dem både privat og i arbejdet, og de elsker at gå på opdagelse og præsentere hinanden for nye varianter. Champagnen kommer bare på bordet, når lysten opstår. Måske en noget »udansk« indstilling?

»Vi bliver nok også betegnet lidt som »tossede Steen og Nana,« siger Nana Wad og bliver afbrudt af Steen Tronsgaaard, der fortæller, at parret for nylig holdt børnefødselsdag, og hvor han spurgte en far, der kom og hentede sit barn, om han ville have et glas champagne:

»Han sagde, at han var forberedt på spørgsmålet, for en anden far havde allerede »advaret« ham mod os… Men det er da en fed måde at slappe af på, når man lige har haft 24 børn og en tryllekunstner på besøg og har lavet fingermaling med dem hele dagen,« siger Steen Tronsgaard.

borsen statistik bnt
Land
Frankrig
Region
Champagne
Se også
Italiensk vinaristokrat på eventyr i Sydamerika
Champagnekongens pragt-parade
Dansk whiskysamler i verdensklasse
Fakta
Magasinet Pleasure
 

Find artikler:

Køkkentype:
Find artikler
 

Billedserie

 

Seneste GOURMET ARTIKLER


 
 
 
borsen statistik