GourmetDer var topmøde i vinens verden, da danske Peter Sisseck bød Sothebys vinekspert Serena Sutcliffe på en smagning i særklasse.

»Det er en af de største og mest interessante unge vine, jeg nogensinde har smagt,« skrev den indflydelsesrige amerikanske vinkritiker Robert Parker i 1996 om den første årgang af Peter Sissecks vin Pingus. Snart blev Pingus en af verdens allerdyreste vine, den danske vinmager overgik den hidtidige »konge« af Ribera del Duero, Alejandro Fernandez samt vingården Vega Sicilia, Spaniens hidtil dyreste vin.

Serena Sutcliffe har bevæget sig bort fra alment vinskriveri for alene at koncentrere sig om verdens dyreste vine 

Læs også:
En ærkeamerikansk vin
Danmark - Fremtidens vinland
Australske overraskelser fra Barossa

Engang kunne en vin får dig til at danse på bordene. I dag er der langt mellem de helt ekstreme smagsoplevelser, vurderer Serena Sutcliffe.

Robert Parker er som bekendt en af verdens mest magtfulde vinskribenter og tilhører den lille håndfuld kritikere, der også omfatter britiske Jancis Robinson og landskvinden Serena Sutcliffe. Skal man beskrive dem ved hjælp af navne på forhenværende statsledere, så kan Robert Parker sammenlignes med Gorge W. Bush og Jancis Robinson med Tony Blair, mens vi må over i kongerækkerne for at hente Serena Sutcliffes alter ego.

Det er uden tvivl dronning Elizabeth af Storbritannien, for hvor de to andre vinkritikere beskæftiger sig med såvel jævne vine som topvine, der har Serena Sutcliffe bevæget sig bort fra alment vinskriveri for alene at koncentrere sig om verdens dyreste vine. Nemlig dem, som handles via auktioner.

Pingus kan bære de 15 pct. i modsætning til mange andre vine, som bliver klodsede med så høj en alkoholprocent 

Serena Sutcliffe er chef for auktionshuset Sothebys vinafdeling og således i stadig kontakt med verdens vinkronjuveler. I den forbindelse var hun for nylig i København til en smagning med Peter Sisseck, som var et smut hjemme fra vingården i Spanien. De to mødtes til en frokost på Restaurant Nimb Herman i Tivoli, hvor de gennemførte en smagning af samtlige Peter Sissecks vine.

Pleasure sad med til bords og fik dermed mulighed for at overvære smagningen, først og fremmest af kultvinen Pingus, men også »lillebror« Flor de Pingus, der begge stammer fra Ribera del Duero, samt Quinta Sardonia, som Peter Sisseck laver i Castillo y Leon, som ligger nær Ribera del Duero og endelig den helt nye vin Psi. Alle vinene er lavet på – eller med – den lokale drue tempranillo, som i Peter Sissecks hænder frembringer koncentrerede vine med masser af farve, i ungdommen med et dybt skær af purpur.

Den høje, stilfulde Serena Sutcliffe har ligeledes iført sig enkelte klædningsstykker og smykker i lilla farver. Måske det er et subtilt udtryk for hendes indsigt i vinen, måske det er en tilfældighed.

Serena Sutcliffe bevæget sig bort fra alment vinskriveri for alene at koncentrere sig om verdens dyreste vine. Nemlig dem, som handles via auktioner 

Peter Sisseck skænker og sætter det første glas foran Serena Sutcliffe. Det er Pingus 2008, en prøve tappet fra fadene og smuglet med op i flyet fra Madrid til København. Hun løfter glasset, holder det lidt frem for sig. Tegner en hurtig cirkel i luften og hælder glasset let, så vinen trækker et slør på indersiden af glasset.

»Normalt kommenterer jeg aldrig på dette, men det er virkelig et enestående flot slør,« siger hun og fører glasset op til næsen, der er lige så markant som hendes meninger om vin.

»En meget flot balanceret bouquet. Hvor meget alkohol er der?« spørger hun og berører dermed et emne, der diskuteres meget i disse år – nemlig hvor vidt Robert Parkers kendte begejstring for meget kraftige, alkoholstærke vine har trukket verdens vinproducenter i retning af de 15 pct. alkohol.

»15 pct.,« siger Peter Sisseck, hvilket ikke får Serena Sutcliffe til at fortrække en mine.

Grunden er, at Pingus kan bære de 15 pct. i modsætning til mange andre vine, som bliver klodsede med så høj en alkoholprocent.

»Det er en af de fantastiske ting ved Pingus. Normalt er jeg meget overfølsom, når det gælder alkohol. Min næse bliver som regel svedet af allerede ved 14 pct., men fordi Pingus er så velbalanceret, så holdes alkoholen i skak af frugten og garvesyren,« siger Serena Sutcliffe med et nærmest lykkeligt udtryk i ansigtet, mens Peter Sisseck kigger ned i bordet, som er han en smule forlegen.

For at sammenligne den seneste Pingus med en mere moden skænkes nu 1996.

»Det er et stykke tid siden, jeg har smagt den, og den virker meget klassisk, ikke? Måske ikke i munden, men klart i næsen,« siger Peter Sisseck.

»Jo, der er grafit i næsen ligesom i mange af de store fra Médoc,« siger Serena Sutcliffe, da hun smager vinen.

»Det er en vandtæt vin. Ikke dårligt for andet forsøg,« siger hun med en let henvisning til, at dette kun var Peter Sissecks anden årgang af Pingus.

Han ler tilbage og indskyder, at han jo ret beset har øvet sig siden 1983, hvor han hjalp sin onkel, Peter Vinding-Diers, som havde en vingård i Bordeaux.

»Sammen med Peter kom jeg rundt til alle de store slotte og smagte for eksempel Ausone 1982 fra fadet. Den var allerede som helt ung fuldstændig fantastisk. Det var der mange af de gamle bordeauxer, der var, og det ser vi jo slet ikke i dag,« siger Peter Sisseck, der indtil nu har siddet roligt på stolen, men nu gestikulerer ivrigt.

En tidsmaskine af smag

Det er tydeligvis et emne, som optager ham, ligesom det lader til at interessere Serena Sutcliffe.

»Du har ret! Jeg har lige smagt en række vine fra tyverne, og det var virkelig som at være rejst med en tidsmaskine til en anden dimension. Så store vine bliver bare ikke lavet mere, det er gået ned ad bakke siden. Tag for eksempel de store årgange i 1960’erne, for eksempel 1961 Palmer og 1964 Cheval Blanc.

Jeg synes fortsat, de er prægtige vine, når jeg smager dem i disse år, men jeg husker, da de var 20-25 år gamle. Da fik man lyst til at danse på bordene! 

Jeg synes fortsat, de er prægtige vine, når jeg smager dem i disse år, men jeg husker, da de var 20-25 år gamle. Da fik man lyst til at danse på bordene! Den slags vine er der langt imellem i dag,« siger Serena Sutcliffe.

»Ja, og jeg tror, det skyldes, at der dengang var meget større variation, flere marker med gamle vinstokke, som jo kan give en mere facetteret smag i druerne. I dag dyrker langt de fleste bordeauxslotte de samme to-tre kloner af cabernet sauvignon, så det hele risikerer at blive meget ens,« tilføjer Peter Sisseck.

»Til en vis grad, men de bedste slotte beviser dog alligevel, hvor stor betydning terroir har, for der er fortsat meget stor forskel på dem indbyrdes,« bemærker Serena Sutcliffe.

»Jo, men det er en farlig situation, for når en sygdom angriber én mark, risikerer den at sprede sig som en løbeild i hele distriktet. Og det sker jævnligt, hvilket betyder, at bønderne sprøjter med gift, hvilket i bund og grund svækker planterne,« siger Peter Sisseck, som er en overbevist økolog.

Og ikke bare økolog, han er også biodynamiker – altså med en tro på at planeternes stilling og plantemedicin har afgørende betydning for vinplanterne.

»Absolut, absolut. Kemikalier har ødelagt så meget i Frankrig, især i 1970’erne, hvor stort set alle i Bourgogne hældte så mange modbydelige kemikalier ud på markerne, at man nærmest dræbte jorden. Og resultatet blev forfærdelig dårlige vine,« forklarer Serena Sutcliffe.

Når druerne er i hans varetægt, bliver de lavet til vin med metoder, der er mindre kostbare, end hvad angår hans øvrige vine. Ganske som når man fremstiller en lille VW Golf i forhold til en stor Mercedes 

Begge vinfolk ser mistrøstige ud, indtil den dystre snak rinder ud, i takt med at der skænkes mere biodynamisk vin i glassene. For såvel markerne til Pingus som til Flor de Pingus er med årene blevet omlagt til biodynamisk drift, ligesom Peter Sissecks vingård fra 2000, Quinta Sardonia, har været det lige fra begyndelsen.

Druerne til hans nyeste vin Psi kommer ikke fra egen gård, men købes hos en lang række små vinbønder. Disse har hidtil leveret til nogle af områdets store producenter, hvis ambitionsniveau, hvad kvalitet angår, er på højde med kystlinjen. De har købt druerne til kilopriser uden stort fokus på kvalitet, hvilket har skabt en ond cirkel.

»Der er brugt så meget kemisk gødning og bekæmpelsesmidler i Ribera del Duero, at jorden visse steder er mere død end sandet i Sahara,« siger Peter Sisseck uden at smile.

Mange tak for hjælpen

Med Psi er det hans ønske at betale lidt tilbage til Ribera del Duero som tak for den succes, han selv har fået i området.

»Jeg vil dele mine erfaringer inden for biodynamik med de lokale bønder. For så stiger kvaliteten, og så vil jeg købe druerne til en højere pris, end de hidtil har fået,« siger Peter Sisseck.

Når druerne er i hans varetægt, bliver de lavet til vin med metoder, der er mindre kostbare, end hvad angår hans øvrige vine. Ganske som når man fremstiller en lille VW Golf i forhold til en stor Mercedes.

Serena Sutcliffe smager på vinen og smiler anerkendende.

»Den er chic,« siger hun.

»Chic rustique,« replicerer Peter Sisseck spøgende og forklarer, at den friske og rent smagende vin bevarer sit frugtpræg, bl.a. fordi den ikke lagres på egetræsfade, som det er tilfældet med Pingusvinene og Quinta Sardonia.

Det er en meget charmerende vin med personlighed, som man kunne forvente. Men den er dog kun et bindeled til næste levende billede, en Pingus 2006 fra magnum.

Den skænkes til frokosten og hermed sættes et passende punktum for en spændende smagning, som Peter Sisseck forlader med kurs direkte mod Ribera del Duero. Tilbage sidder Serena Sutcliffe, som på opfordring giver følgende kommentar til Peter Sissecks betydning for vinverdenen:

»Der skulle være flere som ham. Ja, han vil jo nok ikke bryde sig om det, men jeg ville ønske, man kunne klone ham og så sende en hær af »Petere« ud i alle verdens vindistrikter. Han besidder en meget sjælden kombination af at være en fremragende vinmager og have en utrolig sympatisk mentalitet, som bl.a. omfatter en stærk overbevisning om, at det vigtigste er at holde vinmarkerne sunde.

Læg dertil, at han påtager sig at omvende en hel egn i Ribera del Duero til den biodynamiske tanke. Det burde den spanske regering ligefrem dekorere ham for,« siger Serena Sutcliffe.