GourmetEksperterne syntes bedst om de franske, offentligheden bedst om de californiske vine, da en vinimportør lod sit sortiment af californiske vine udfordre.
1976 var året, hvor californisk vin første gang slog topvine fra Bordeaux i en stort anlagt blindsmagning. Det er, hvad den biografaktuelle film »Bottle Shock« handler om, og samme tema var grundlaget for en stor smagning arrangeret af dagbladet Børsen og Copenhagen Wine.
Det skete ved, at sidstnævnte stillede sit sortiment af californiske topvine til rådighed for en fransk udfordring, og to forskellige smagepaneler blev stillet en lignende opgave.
Eksperterne foretrak de bedste franske vine, mens lægfolkene syntes bedre om de californiske
Der var dog ikke tale om de legendariske amerikanske vine fra Paris-smagningen, men et udvalg af velrenommerede californiske vine og tilsvarende fra Bordeaux. Meningen var nemlig i højere grad at lade et stort antal smagere tage stilling til forskellene på de to landes vine, end det var at arrangere en »ny« Paris-smagning. Vinene fra 1976 var i øvrigt heller ikke disponible.

Det ene smagepanel bestod af seks professionelle vineksperter og en vinmager, som smagte 14 forskellige topvine om formiddagen. Det andet panel bestod af 90 vininteresserede privatpersoner, som smagte 15 andre vine af god kvalitet.
Eksperterne foretrak de bedste franske vine, mens lægfolkene syntes bedre om de californiske.
Påfaldende resultat
Ganske vist var det ikke identiske vine, de to paneler smagte, men det er alligevel påfaldende, at et panel med hele 90 personer trods alt er enige om at foretrække de californiske vine.
Naturligvis kan man diskutere, om andre bordeauxvine havde klaret sig bedre, men her må det understreges at dette var en sammenlignende smagning, ikke et videnskabeligt eksperiment.
Undertegnede deltog i begge smagninger, og havde ligesom de øvrige i ekspertpanelet en fransk vin på førstepladsen, nemlig 2005 Chateau Lascombes, som er en 2. cru fra Margaux.
Lad mig advare mod at tage denne artikel som et udtryk for magtbalancen mellem Bordeaux og Californien
Til gengæld havde jeg Californien på de følgende pladser, med 2005 Hendry Cabernet Sauvignon på andenpladsen, 2006 Amuse Bouche og 2005 Vine Cliff Private Stock Rows 16 på en delt tredjeplads. Her var jeg altså, rent nationalitetsmæssigt, helt på linje med de 90 i eftermiddagspanelet, som ligeledes havde flest californiere på deres øverste placeringer.
Lad mig advare mod at tage denne artikel som et udtryk for magtbalancen mellem Bordeaux og Californien. Dertil manglede der for mange berømte ikonvine i begge lejre.
Men smagningens resultat bidrager til den opfattelse, der langsomt er ved at brede sig, nemlig at Californien er et vindistrikt med mange sofistikerede vinmagere og tilsvarende mange forskellige terroirs. Altså forskellige småområder, hvor klimaet og jordbunden bibringer vinen en udpræget personlighed, som kan stå mål med karakteren fra flere berømte bordeauxslotte.
Smagningens resultat bidrager til den opfattelse, der langsomt er ved at brede sig, nemlig at Californien er et vindistrikt med mange sofistikerede vinmagere og tilsvarende mange forskellige terroirs
Og som i flere tilfælde giver langt større vinoplevelser for pengene, end dem man får fra visse berømte franske slotte.











