GourmetReportage fra en lang vinweekend i Beijing på jagt efter Kinas bedste vine.

Her på siderne har man før kunnet læse om kinesisk vin. Et område som ikke fylder meget på verdensmarkedet og slet ikke i vinpressen, men som af mange iagttagere anses for at være et område i hastig vækst og med et enormt potentiale.

Siden de kinesiske myndigheder i midten af 1980’erne udnævnte vin til et fokusområde, er produktionen steget voldsomt, og i dag ligger den omkring 400 mio. liter, som stort set altsammen forbruges på hjemmemarkedet.

Siden de kinesiske myndigheder i midten af 1980’erne udnævnte vin til et fokusområde, er produktionen steget voldsomt 

Noget af dette blev for et par år siden brugt i en blindsmagning for Børsens vinpanel. Deltagerne havde ikke den fjerneste idé om, hvilke vine der var tale om, og de fleste syntes, det var tilnærmelsesvist pæne vine. Men absolut ingen gættede på Kina, og der var almindelig overraskelse, da etiketterne blev afsløret som kinesiske.

Min interesse for kinesisk vin blev vakt til live igen tidligere på måneden, hvor det bekendtgjordes, at et af Frankrigs fornemste slotte, Lafite Rotschild, nu havde besluttet sig for at etablere egen vingård i Kina. For når en ædel sværvægter som Lafite går ind i et område, kan man være sikker på, at der kommer seriøs vin ud af det.

Det var en af grundene til, at jeg i forrige uge fulgte med den private smageklub kaldet »Rangers of the new wineworld frontiers,« til Kina. Klubben er grundlagt af firmaet Copenhagen Wines med det formål at udforske verdens nye vinområder og om muligt opspore ukendte vine af høj kvalitet.

Delegationen bestod af Jesper Boelskifte, formand i Dansk sommelierforening, en vinhandler fra Copenhagen Wine samt en københavnsk grillbarejer med et vist lokalkendskab i Kina.

For at gøre en lang historie kort, var det den eneste ud af otte vine, vi kunne holde ud at drikke 

Straks efter ankomsten til Beijing begav vi os til et velassorteret supermarked, hvor der var snesevis af vine at vælge imellem. Det så godt ud, sortimentet var bredt og spændte over såvel røde som hvide vine i mange udgaver og årgange. Vi undgik énlitersflaskerne med betegnelsen »Chinese Fruit Wine« og prisangivelsen 10 RMB, som er cirka 8 kroner.

Fokus blev holdt på årgangsvine i sædvanlig vinflaskestørrelse og etiketter som lovede mange herligheder. For eksempel »deli cious wine, made with advanced internal procedures« samt »for all wine lover« og så videre. Nu skal man jo ikke gøre sig lystig over et folks sprogproblemer, men underholdende er det nu engang.

Smagningen var berammet til næste dag klokken 11. som ifølge sensorikeksperter er døgnets bedste tidspunkt at smage på. Så kan man jo spekulere lidt over, hvad jetlag betyder i den forbindelse. Sommelierformand Jesper Boelskifte gned sig i hænderne og smilede forventningsfuld, før han gav sig til at fravriste flaskerne deres korkpropper.

Grace Vineyard kan sælge en årgang 1994, på trods af at vingården først blev etableret i 1997 

Copenhagen Wines repræsentant rykkede nærmere til bordet og arrangerede sine smageglas, mens han udtrykte begejstring over således at krydse den seneste grænse i den nye vinverden.

Måske der ville være store handeler at gøre! Grillbarejeren holdt sig mere afventende, men bestræbte sig på ikke at ødelægge den positive stemning. Det behøvede han heller ikke, den faldt nemlig med et brag, da vi smagte på den første vin, ja faktisk allerede da vi lugtede til den.

Smilet forsvandt

»Den er syg. Den er fejlbehæftet, vi går videre,« sagde Boelskifte fortrøstningsfuldt og skænkede et glas mere. Han løftede glasset og betragtede den blegrøde vin, nu uden det førnævnte smil, som kom til at virke endnu mere fjernt, da han smagte vinen.

»Det er ikke vin, det er frugtsaft tilsat alkohol,« erklærede han, hvortil man kunne tilføje, at bemeldte drik derudover havde en distinkt smag af prop. Videre til næste vin, som indiskutabelt var vin, altså gæret druesaft, men godt smagte det ikke. Først ved vin nummer fire forsvandt det stramme udtryk fra Jesper Boelskiftes ansigt og for at gøre en lang historie kort, var det den eneste ud af otte vine, vi kunne holde ud at drikke.

Et par af vinene var af mærket The great Wall og måske denne kinesiske kulturperle kunne forstærke smagsoplevelsen? 

Her var tale om en 1994 Cabernet Franc fra Grace Vineyard, som har 68 hektar vinmarker på Taigu plateauet i Shanxi provinsen, på samme breddegrad som Bordeaux, cirka 900 meter over havet.

Nu er Kina jo ikke ubekendt med magiske hændelser, og netop fabeldyret dragen spiller en stor rolle i landets kultur. Måske er det grunden til, at forbrugere tilsyneladende ikke undrer sig over, at Grace Vineyard kan sælge en årgang 1994, på trods af at vingården først blev etableret i 1997.

Dette er ikke noget enkeltstående tilfælde, men et ud af hundreder som beskriver, hvordan man ikke skal tage de kinesiske vinetiketter for gode varer, siger en kilde med indgående kendskab til vinbranchen i Kina.

Du kan være sikker på, at der intet står om blandingsforholdet på etiketten, for der er ingen regler på området. Ligesom det altså heller ikke er forbudt at skrive årgang 1992 på en vin, som er fra i fjor 

»Grace er lavet udelukkende på kinesiske druer, det meste andet er som regel blandet med chilensk eller australsk vin importeret på tanke,« sagde vedkommende, som jeg nød et glas amerikansk vin med og lovede ikke at nævne ved navn.

»Du kan være sikker på, at der intet står om blandingsforholdet på etiketten, for der er ingen regler på området. Ligesom det altså heller ikke er forbudt at skrive årgang 1992 på en vin, som er fra i fjor,« lød den troværdige melding, som var lidt nedslående, i forhold til delegationens drømme om at finde kinesiske topvine. Men vi gav ikke op.

Stålsat research

Dagen efter drog sommelierformanden stålsat af sted på endnu en researchrunde, denne gang ikke i et supermarked, men i en af de sjældne specialbutikker for vin. Vi betalte noget mere for disse, i gennemsnit 100 RPM, cirka 75 kr., en pris Boelskifte uden større held forsøgte at presse, efter bedste kinesiske handelstradition.

Men vi måtte sluge kamelen og betale fuld pris, før vi begav os ud af butikken med kurs mod Den kinesiske Mur, en times kørsel fra Beijing. For et par af vinene var af mærket The great Wall og måske denne kinesiske kulturperle kunne forstærke smagsoplevelsen?

Grillbarejeren er ikke mongol, men hans ansigt antog mongolske træk, da han fik den første vin i munden, hvorefter han nærmest kastede sin overkrop ud over et skydeskår og spyttede vinen ud 

Boelskifte, vinhandleren og grillbarejeren viste sig som sande sportsmænd ved at bestige de mange hundrede trappetrin op til denne del af muren, som er bygget på en bjergryg. Undertegnede måtte afstå fra det fristende tilbud om motion, da vinene nødigt skulle rystes, så jeg tog svævebanen.

Det var virkelig betagende at stå oppe på det 2000 år gamle bygningsværk, som blev bygget for bl.a. at holde krigerne fra Mongoliet ude. Grillbarejeren er ikke mongol, men hans ansigt antog mongolske træk, da han fik den første vin i munden, hvorefter han nærmest kastede sin overkrop ud over et skydeskår og spyttede vinen ud.

Vi andre var mere beherskede, men ikke mere begejstrede. Igen var der tale om en række tynde og overvejende dårlige vine, som overhovedet ikke levede op til niveauet fra den smagning i København, som er nævnt først i artiklen.

Men 1992 Jinsheda – som var det eneste af etikettens tekst, jeg forstod – var tilnærmelsesvist pæn.

Da Kina jo har vist sig som en eminent producent i mange brancher, tænk bare på eksempelvis tøj og elektronik, så er der meget i vente 

»Den skal have en halv tommelfinger i vejret, det er noget af det bedste, vi har smagt. Men hvor meget af det er mon kinesisk?« spurgte Jesper Boelskifte retorisk, hvorefter smagningen blev afsluttet.

Efter således at have mødt muren, foretog vi kun sporadiske smagninger af kinesisk vin de følgende dage, og intet af dette kom på højde med niveauet demonstreret af Grace og Jinsheda. Og hvor jeg ikke tør gætte på, hvor vidt Jinsheda nu også er lavet udelukkende på kinesiske druer, så har jeg pålidelige eksperters ord for, at det er tilfældet med Grace Vineyard.

Hvis flere dele af industrien følger dét forbillede, er der god grund til imødese Kinas indtog på vinmarkedet over de kommende år, hvilket Lafites tilstedeværelse peger i retning af. Og da Kina jo har vist sig som en eminent producent i mange brancher, tænk bare på eksempelvis tøj og elektronik, så er der meget i vente.

Jeg tror ikke, at man kan kalde hvor jagt på Kinas bedste vine succesfuld, i hvert fald havde vi ingen trofæer med hjem. Men vi så i det mindste nogle spor!