Kokken Anders ved den store pålægsmaskine i Gourmet Garagen i Mejlgade.

18.06.2009 tekst: Ole Troelsø

Italiensk landkøkken i skummel baggård

GourmetGourmet Garagen i Århus byder på et dejligt måltid mad i særdeles rustikke omgivelser.

Når man står i Mejlgade 35, er det svært at få øje på restaurant Gourmet Garagen. Man skal nemlig ind ad porten og gennem baggården, ikke ind i garagen, men op ad en trappe, hvor der ligger et stort, råt lokale med åbent køkken. Møblementet kunne udmærket være stykket sammen af indholdet fra en række garager eller loppemarkeder.

Ordet »gourmet« peger nok i en lidt anden retning end dér, hvor stedets gastronomiske profil befinder sig. Men mennesket lever jo ikke af gourmetmad alene, og god gastronomi behøver bestemt ikke være omfattet af gourmetbegrebet.

Gourmet Garagen et godt bud på en hverdagsrestaurant med høj madkvalitet og lave priser 



Det var der flere eksempler på ved nærværende anmelderbesøg, som bød på meget god mad, nærmere betegnet italiensk landkøkken udført med sikker hånd, serveret under venlige former i et råt, men sjovt og hyggeligt miljø.

Andetsteds i baghuset var der en koncert, en fest eller lignende, hvis unge deltagere anvendte baggården til at træde af på naturens vegne. Fra min plads kunne jeg se, at nogle trak lidt afsides, mens andre tog opstilling ved en mur, der bl.a. bar graffititeksten »Ingen respekt for pensionister«.

Omgivelserne turde således være beskrevet, og hvis ikke man afskrækkes heraf, så er Gourmet Garagen et godt bud på en hverdagsrestaurant med høj madkvalitet og lave priser. Vi smagte samtlige otte retter, som fandtes til rådighed, og lagde ud med en servering, som bar den franske betegnelse »aperitif«. Den kostede 65 kr. og bestod af et glas glimrende prosecco lavet på chardonnay, altså en champagnelignende drik, der smagte glimrende.



Det samme gjorde den medfølgende snack a la Rossini: Et lillebitte stykke ristet brød, som var belagt med en stump rødstegt oksefilet, lidt foie gras terrine og hakket trøffel samt et drys flagesalt.

Piatto di antipasti (75 kr.) bød bl.a. på en lille bunke friterede hundestejler, eller hvad det nu var for nogle sjove fisk. Et par skiver parmaskinke af rimelig kvalitet, en skive grillet aubergine med gedeost, lidt bagt ricottaost og nogle tynde, ikke bare lufttørrede, men ligefrem vindtørre skiver pølse, som var anretningens skønhedsplet. Herudover var der gode oliven, sprøde saltagurker og en skive miniæggekage med ærter istøbt.

Fiskesuppen (75 kr.) var virkelig god. Kraftigt smagende fiskefond og tomat var kogt med gulerod, blegselleri og andre urter, tilsat et stykke saftigt sværdfisk og en lille pillet reje samt en kæmpereje. Hertil en stærk hvidløgsmayonnaise, som føjede endnu en dimension til den i forvejen dejligt smagfulde suppe.


Restauranten ligger i en baggård, der flittigt bliver brugt af det autonome miljø i Århus.

Det virkede, som om parmaskinken i næste servering var af højere kvalitet end antipastiserveringen. Skiverne var anrettet med rucolablade, små kugler mozzarellaost og pikante, solmodne blommetomater, alt sammen iklædt en balsamicodressing, som bandt de tætte smagsnuancer fint sammen.

Vinparringen til næste ret var helt i skoven, da der var tale om en alt for kraftig rødvin til sart, mager svinekam. Den var til gengæld flot stegt, så rødmen netop havde forladt kødet, der fortsat var fint saftigt og elegant akkompagneret af en let, citronpræget sauce.

Kan man leve med de noget rustikke omgivelser og det lejrskoleagtige toilet ude på opgangen, så er Gourmet Garagen et glimrende sted at stille sin sult efter italienske landlækkerier 



Garnituren var to let kogte grønne asparges og skiver af en slags canneloni i overstørrelse, altså pastarør med en diameter på 7-8 centimeter og et fyld af bønnemos iblandet soltørrede tomater. En interessant ret som osede af landkøkken.

Ligesom det havde været tilfældet med de øvrige retter, var der lang ventetid mellem hovedret og ost, vi nåede helt op på 30 minutter, hvilket var svært at forstå, da kun et fåtal af bordene var besat. Men da osten endelig kom, var den ventetiden værd.

Dels en komælksost fra Piemonte, en vel modnet sag med fast- og tørhed, som fik modsspil af en god frugtpure. En ganske interessant mørkegul pecorino med peberkorn og en stærkt lagret gorgonzola, som rejste med følge af figner marineret i grappa. En osteservering med fin nerve.

Kortets eneste dessert var en kage, som jeg ikke fik fat i navnet på, da vor – i øvrigt meget venlige og behagelige – italienske tjener syntes at lide en kende under sprogbarrieren.



Men jeg kan beskrive kagen som en tiramisu-lignende kreation, hvor en let hvedemelskage er fugtet med sød vin og lagt med en mascarponecreme og måske lidt marengs.

Herover var der anbragt et par skefulde blåbær, hvis syre i samspil med den søde og fede øvrighed samlede serveringen til bravur.

En kæmpeespresso og en fremragende grappa di nebbiolo sendte os på vej, blot 800 kr. fattigere.

Det er en yderst fair pris for så godt et måltid, udført med sikker hånd af gode råvarer i hyggelige omgivelser.

Kan man leve med de noget rustikke omgivelser og det lejrskoleagtige toilet ude på opgangen, så er Gourmet Garagen et glimrende sted at stille sin sult efter italienske landlækkerier.

borsen statistik bnt
Land
Danmark
Navn
Gourmet Garagen
Region
Midtjylland
By
Århus
Postnummer
8000
Gade og nr
Mejlgade 35, baggården
Telefon nr.
86 12 30 24
Bookinglink
Bordreservation
Link til restaurant
Gourmet Garagen
Se også
Italiensk for værtshusgæster
Alberto K holder topniveauet
Flot trattoria på Skovriderkroen
Fakta
Børsen Weekend
 

Find artikler:

Køkkentype:
Find artikler
 
 

Seneste GOURMET ARTIKLER


 
 
 

Seneste