GourmetMesterkokken Ferran Adria fra den verdenskendte restaurant El Bulli nær Barcelona fik for nyligt en række italienske pizza-kokkes kinder til at blusse op, da han frejdigt annoncede, at han nu ville kaste sig over pizza-genren - efter en intens omgang pizza-træningslejr i støvlelandet.
Skjult mellem linierne var mesterkokken, som opfandt den meget komplicerede, molekylære gastronomi, fascineret af pizzaens umiddelbare enkelthed; dej, ost og tomatsovs.
Ideen var at lave en øl, som man drikker sammen med mad, fra et vinglas
Den tilgang opfattede italienerne som direkte nedladende - og som noget af en krigserklæring fra Den Iberiske halvø.
Læs Verdens bedste kok starter pizza-krig
Øl som vin
Nu ser det så ud som om, at Ferran Adria kan være i færd med at erklære endnu et gastronomisk korstog - hvor belgiernes stolthed, øllet, udgør selve slagmarken.

I Belgien, hvor øl er sin helt egen fødevaregruppe - og specielt brygget til alt fra fiskeforretter til desserten, klinger det spanske motto om, at Inedit er specielt brygget til mad meget hult. Men i Rioja-landet lyder den slags jo som en verdensnyhed.
Ferran Adria samt partneren Juli Soler og et par toptunede sommelier'er har bedrevet en øl for det 100 år gamle Barcelona-bryggeri Estrella Damm. Og som altid har målet været den øverste overligger.
"Ideen var at lave en øl, som man drikker sammen med mad, fra et vinglas," siger Ferran Adria om sit projekt.
De fleste ølbloggere ser og smager Inedit som en let udvandet Hoegaarden
Øllen med navnet Inedit er rent faktisk en kombination af to øltyper. En traditionel lagerøl parret med en tysk inspireret weissbier med smagsindtryk fra koriander og appelsinskal. De to udvikles og fermenteres separat og danner derefter par i en flot 750 ml. flaske, hvor de fermenterer for sidste gang.

Øl på skrå
Ferran Adria anbefaler, at man køler flasken i en champagne- eller vinkøler og at man kun fylder vinglasset halvt op med øllen, så bryggens mange farvenuancer kan nydes fuldt ud, når glasset hældes på skrå - som når en god vins 'gardiner' eller 'ben' skal beundres.
Den flotte sortmatterede flaske øl koster trods dens fine fædres imponerende cv beskedne 9,99 dollar. Inedit har været på hylderne i udvalgte barer i New York i et par måneder og kommer snart ud i resten af verdens metropoler.
På internationale øl-drikkeres blogs har øllen fået en anelse lunken modtagelse. Hos de fleste ser og smager Inedit som en let udvandet Hoegaarden - bare uden helt så megen bundfald.










