GourmetBarossa Valleys vinadel er en diskret grå eminence fra Peter Lehman.

Australsk shiraz, altså vin lavet på den drue der i Europa kaldes syrah, er berømt for stor fylde, masser af frugt og smæk for skillingen. Det er en beskrivelse, der passer på størstedelen af den shiraz, som leveres fra australiernes »shirazhovedstad«, nemlig Barossa Valley i det sydlige Australien.

Distriktet rummer hundredvis af producenter, som byder på en ret stor forskellighed, under fællesbetegnelsen stor og fyldig. Det havde jeg rig lejlighed til at konstatere i fjor, ved den årlige International Shiraz Alliance. Den fandt sted i Barossa Valley, hvor flere hundrede shirazvine smagtes op imod hinanden. De fleste kom fra Australien, og det var ikke en begivenhed for de svage, hvad følsomhed i gummerne angår.

Peter Lehman er en af Australiens største vinpersonligheder 

Man blev nemlig udsat for en veritabel flodbølge af garvesyre, frugtsyre og alkohol. Det har aldrig været meningen, at så kraftig vin skal mødes i så stort et antal, men sådan må det være, når man skal sammenligne hele standen. Og det var et brag af en smagning på positivsiden, her var masser af fin vin, her var rene perler og selvfølgelig også nogle, som man spyttede ud i en fart.

En særlig blanding

Blandt de bemærkelsesværdigt gode, var en særlig blanding fra Barossagiganten, Peter Lehman, en af Australiens største vinpersonligheder.

Han har lavet vin i Barossa siden 1950’erne som vinmager i forskellige sammenhænge. Lehman blev selvstændig i 1980, hvor han sammen med vinmager Andrew Wigan gav sig til at lave vin på druer indkøbt fra forskellige drueavlere i dalen.

Stonewell Shiraz gæres i nye træfade og lagres ca. to år, overvejende på nye franske egetræsfade. Kendetegnet for Stonewell Shiraz er en kølighed, der peger mere i retning af Europa end Australien. I næsen er der som regel en fin mineralitet iblandet forfriskende frugtsyre og et diskret egetræspræg. Flere af disse karakteristika fortsætter i munden, hvor den velbalancerede vin byder på en langvarig smagsoplevelse.

De blev snart klar over, at druerne fra visse avlere gav en bedre vin end den fra andre. Da de i 1987 havde fået gang i forretningen og lidt mønt på kistebunden, besluttede de at lave et eksperiment med vin fra de særligt gode druer. De brugte nemlig en del penge på at købe amerikanske egetræsfade til at lagre vinen på og opnåede hermed en vin af langt højere kvalitet end hidtil, hvor vinen lå på ståltanke.

Vi skulle smage samtlige 20 årgange af vinen, en smagning der kun har været arrangeret to gange før og aldrig udenfor Australien 

Den historie fortalte Andrew Wigan i mandags til en helt særlig smagning i Stockholm. Den drejede sig nemlig om kultvinen Stonewell Shiraz, der laves på druer fra stokke i 100-års-alderen, dyrket i de tørreste dele af Barossa.

Vi skulle smage samtlige 20 årgange af vinen, en smagning der kun har været arrangeret to gange før og aldrig udenfor Australien.

Én og samme vinmager

Den var særligt spændende, fordi der ikke alene var tale om den samme vin i 20 årgange, men om 20 årgange lavet af én og samme vinmager, der endvidere var til stede for at kommentere smagningen.

Det var vine, som i flere tilfælde passede til beskrivelsen »en jernnæve i en fløjlshandske« 

Vi smagte dog vinene uden kommentarer indledningsvist, så hver især kunne danne sit personlige indtryk. Mit blev, at her over én kam var tale om vine præget af elegance og balance.

1996 skilte sig ud

Derefter forklarede Andrew Wigley produktionsomstændighederne, og det stod pludselig klart, hvorfor netop årgang 1996 var den første i rækken, som virkelig skilte sig ud.

Det var nemlig året, hvor Lehman gik fra amerikanske til de meget dyrere franske egetræsfade. De franske giver et langt mere subtilt egepræg, som altså lader frugten komme bedre til sin ret i den færdige vin.

Selv om de gamle vine bestemt stod distancen, var det alligevel vinene med 10-15 år på bagen, der stod stærkest 

Nu skal man ikke tro, at de ældre vine ikke var gode. Lige fra jomfruårgangen 1987 var der tale om ekstraordinært gode eksempler på australsk shiraz. Det var vine, som i flere tilfælde passede til beskrivelsen »en jernnæve i en fløjlshandske«, i retning af fin bordeauxvin med den elegance, som disse er kendt for.

Men det er fra 1996, det virkelig begynder at rykke med den ene imponerende årgang efter den anden. Dog i varierende kvalitetsgrader for også i Australien er der årgangsvariation.

Men da vi begyndte at nærme os de helt unge – fra 2004 og frem – stod det klart, at man skal have tålmodighed med disse vine.

De er ganske enkelt alt for voldsomme som unge og vil kræve noget i retning af en hel langtidsstegt pattegris eller et spidstegt lam med masser af peber, tomat og hvidløg, for at kunne værdsættes.

Men selv om de gamle vine bestemt stod distancen, var det alligevel vinene med 10-15 år på bagen, der stod stærkest. Smagningen viste, at vinene er langtidsholdbare, men at man ikke skal gemme vin for enhver pris. Slet ikke hvis den synes at toppe i 10-15-års-alderen som her.

Med andre ord bør man slå til og finde proptrækkeren frem, hvis ens lokale Skjold Burne ligger inde med noget Stonewell i årgangene 1994-99.