GourmetDansk gastronomis nok største hædersbevisning nogensinde kom i hus mandag aften, da over 800 af verdens mest magtfulde madanmeldere kårede restaurant Noma som den tredje bedste på verdensplan.
Verdens 50 bedste kokke valgte samtidigt Noma som intet mindre end verdens bedste restauant.
Efter sidste års placering som nummer 10 på anmeldernes top 50 liste, offentliggjort af Restaurant Magazine, troede mange, at overliggeren for Noma måske var nået.
Læs Børsens madanmelder Ole Troelsøs Noma-anmeldelse
Men køkkenchef Rene Redzepi og hans team synes ustoppelige i den internationale gourmet-superliga, hvor giganterne elBulli i Catalonien og The Fat Duck udenfor London ligesom i de forrige år tog første og andenpladsen.
Noma er det helt oplagte sted at vise politiske gæster og forretningsforbindelser, hvad Norden kan præstere
Som ny på top tre listen og i selskab med to gamle kendinge vil opmærksomheden strømme uhindret mod den christianshavnske restaurant, der i forvejen i har forsvaret deres 2 Michelinstjerner i år.

Stjernekokkenes førstevalg
Men internt blandt køkkencheferne i verdens bedste restauranter, er det nu også Noma, som man måler sig med. Og da Noma ved dagens uddeling også vandt særprisen Chefs Choice Award - som er resultatet af de 50 højest placerede kokkes personlige valg - understregede det Noma-teamets bedrift.
NOrdisk MAd vil blive brandet i hele verden, og det med en fed understregning af, at Danmark og især København er ved at blive ikke bare Nordens, men hele Nordeuropas epicenter for mad-forførelse. Og det i helstøbt form.
Mad, indretning og betjening giver gæsterne rå og gennemført nordisk stil i kombination med et unikt vinkort - som nabo til udenrigsministeriet med udsigt over middelalderhavnen. Noma er nu det helt oplagte sted at vise politiske gæster og forretningsforbindelser, hvad Norden kan præstere. Men man skal nok være ude i god tid for at få et ledigt bord.
I 2007 blev Noma nummer 15 på top 50 listen. I 2006 nummer 33.
Læs mere om Noma:
Turistdom: Noma er Europas bedste restaurant
Børsen tv: Restaurant Noma på ny stjernejagt










